Mutationer. Krigen i Ukraine har bragt filminstruktøren Sergej Loznitsa på kollisionskurs med kritikere i sit hjemland. Omgivet af propaganda og nationalisme forsøger han med sine film at få historien til at fremstå mindre entydig.
Historien har ingen afslutning
I løbet af den første måned efter Ruslands invasion af Ukraine var tidens mest anerkendte ukrainske filminstruktør, Sergej Loznitsa, pludselig ikke længere del af sit hjemlands og Europas filmakademier. Den 24. februar udsendte Det Europæiske Filmakademi en diplomatisk fordømmelse af russernes aggression. En udmelding af typen, der ser på begivenhederne »med stor bekymring«, og hvor bestyrelsen »tager bestik af situationen« med henblik på at overveje yderligere handling.
Udmeldingens vage karakter, der end ikke nævnte ordet »krig«, fik Loznitsa til at forlade Det Europæiske Filmakademi i raseri. En uge senere havde akademiet fået taget bestik af situationen, og nu handlede det anderledes håndfast: Ikke blot blev krigen »fordømt på det kraftigste«, Rusland, og samtlige russiske filmskabere, blev desuden udelukket fra årets European Film Awards. Det fik endnu en gang Loznitsa til at fare i blækhuset, og ikke for at sige tak. I stedet kritiserede han udelukkelsen af Ruslands filmarbejdere, hvoraf flere offentligt har fordømt krigen. Han opfordrede til at bedømme folk på deres handlinger fremfor deres nationalitet.
Del:
