Kold, skamfuld, lettet

De tre ord i rubrikken tilhører Sebastian Haffner. Det er de sidste ord i hans bog En tyskers historie: Erindringer 1914-1933, der blev skrevet før Anden Verdenskrig og udgivet efter hans død. Denne bog om fascismens fremgang fascinerede os sidste år. I den søgte vi og fandt ligheder med vores egen situation i den senere tid. Og nu har mange af os, der er rejst andre steder hen – til Jerevan, Tbilisi, Baku, Nur-Sultan, Istanbul, Tel Aviv, Samarkand – på første hånd erfaret betydningen af disse tre ord: frostig, beschämt, befreit.

Vi er dem, der tog afsted (flygtede, undveg) fra landet, kort efter at Ukraine blev invaderet. Vi hader krig, hader den mand, der indledte krigen, men vi har ikke af den grund i sinde at svigte vores hjemland (fædreland, moderland) – uanset hvilket ord man vælger, og uanset om det skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav og føles tilsmudset eller vanæret. Fristelsen til at opfatte sig selv som nationens blomst (»Vi sejler med filosoffernes skibe«, »Vi tager Rusland med os« og lignende – man hører faktisk den slags indbildske udtalelser fra tid til anden) – må forkastes som farligt sludder. Det siges også, at når man taber, lærer man sit sande værd at kende. Vi finder snart ud af det – for det er jo det, vi er, tabere, både historisk og åndeligt. Mange hundredtusinder mennesker, der deler vores overbevisninger, er blevet tilbage, og de er travlt beskæftiget med at behandle de syge, passe gamle forældre eller hinanden. Men uanset hvor skamfulde de af os, der er taget afsted, måtte være, når vi stilles over for dem, der blev tilbage, er det klogt at huske, at skillelinjen mellem alle os, der er landsmænd, drages et helt andet sted: mellem de af os, der er modstandere af krigen, og de andre, der går ind for den.