Nu sker det. Kinas befolkning kulminerer. Eksperterne er ikke helt enige om det præcise tidspunkt.
Måske bliver det i 2022. Måske først til næste år. Måske var det allerede sidste år. Men det står fast, at herfra går det kun én vej for folketallet: nedad.
Antallet af kinesere vil dale fra i øjeblikket godt 1,4 milliarder, og ved århundredets slutning vil der måske kun være omkring halvt så mange som i dag. Det vil placere landet på en beskeden tredjeplads efter Indien og Nigeria.
Kinesisk selvforståelse vil uden tvivl blive påvirket af ikke længere at være verdens folkerigeste land, sådan som tilfældet ellers har været stort set altid. Det har i tidernes løb givet en vis pondus, selv dengang hvor landet var et af klodens fattigste.
Men vigtigere endnu er ledsagefænomenerne. Når der bliver født færre, mens moderne lægevidenskab holder liv i flere, vil andelen af ældre år efter år blive større. Det vil have enorme konsekvenser økonomisk og måske i endnu højere grad politisk.
Befolkningslære, eller demografi, er en undervurderet faktor, hvis man vil forstå, hvor Kina bevæger sig hen i de kommende år, fortæller Jack Goldstone, en specialist i politisk demografi ved George Mason University.
»Demografi er en af de faktorer, som virkelig kommer til at afgøre Kinas fremtid,« siger han til Weekendavisen.
Økonomisk vil en stigende gennemsnitsalder betyde, at en mindre andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder skal forsørge et voksede antal ældre. Det er dér, udviklingen er på vej hen, uanset myndighedernes stadig mere desperate forsøg på at presse fødselstallet i vejret.
Regeringen har på få år forvandlet den notoriske etbarnspolitik til en trebarnspolitik, men lige meget hjælper det. Kinesiske kvinder føder færre børn, og landets status som en ildsprudende økonomisk drage, der år efter år leverer svimlende vækstrater, vil lide et knæk, fortæller Rafal Chomik, en ekspert i grånende samfund ved University of New South Wales i Sydney.
»Kina kan i midten af 2040erne ende med at bidrage mindre til den globale vækst end USA, der vil kunne stå med en yngre befolkning, fordi det er begunstiget af højere fødselsrater og mere indvandring,« siger han.
Der er dog ikke konsensus. Den amerikanske økonom Barbara Fraumeni, der underviser ved Kinas Centrale Universitet for Finans og Økonomi, opfordrer til at inddrage andre faktorer som for eksempel uddannelsesniveau for at få et mere fyldestgørende billede af fremtidens kinesiske økonomi.
»Kineserne, herunder specielt kvinderne, bliver bedre og bedre uddannet, og det opvejer den dalende befolkningstilvækst,« siger hun. »Vi må også se på kvaliteten af arbejdsstyrken.«
Unge demonstranter
Bedre uddannede ansatte eller ej, så hævder eksperterne ofte, at Kina risikerer at blive gammelt, før det bliver rigt. Man kan med lige så god ret spørge, om det ikke også bliver gammelt, før det bliver demokratisk.
Det ville forekomme logisk, at demokratiske omvæltninger kræver en befolkning, som rent fysisk er i stand til at gå på gaden i stort tal og demonstrere og i ekstreme tilfælde tage kampen op med ordensmagten.
Det er også nødvendigt med en befolkning, der ikke er blevet for sat og veltilpas, og som ikke har en for stor aktie i status quo. Alt andet lige vil en yngre befolkning derfor være mere tilbøjelig til at kræve forandring end en ældre.
Det er et ræsonnement, som i vid udstrækning støttes af forskningen. Empirien fra en række lande viser, at befolkningens aldersmæssige sammensætning har stor og delvis upåagtet betydning for evnen til at udvikle sig i mere demokratisk retning.
For at chancerne for demokrati skal være optimale, må befolkningen ikke være for gammel, men den må på den anden side heller ikke være for ung, for så ender revolutioner ofte i radikale testosterondrevne regimer.
Forskerne taler om et »demografisk vindue«, der begynder, når medianalderen i befolkningen er omkring 26, hvilket vil sige, at der er nøjagtig lige mange indbyggere over og under 26-årsalderen. »Vinduet« lukker igen, når medianalderen når 40.
Det er i løbet af det »demografiske vindue«, at de fleste lande historisk har bevæget sig fra autokrati eller partielt demokrati til liberalt demokrati. Familierne bliver mindre, og der bliver flere penge til uddannelse og sundhed. Det skaber mere ressourcestærke borgere, som ønsker medbestemmelse. Det var inden for det tidsrum, at både Taiwan og Sydkorea blev til folkestyrer.
Sagen er bare, at Kinas medianalder allerede er over 38, og ifølge prognoserne vil den i 2040 nå op på 46. Det demografiske vindue er altså ved at lukke i, og det er ved at være for sent, fortæller Richard Cincotta fra Population Institute i Washington.
»Regimet har benyttet sig af det demografiske vindue til at etablere stærke institutioner og en robust økonomi. Samtidig har statsmagten skærpet sin kontrol med områder, hvor demokrati kunne risikere at opstå,« siger han og tilføjer, at det også er motivationen bag den skærpede kurs i Hongkong.
Mere ideologi
Kort sagt er en succesrig demokratisk revolution efter Cincottas mening ikke sandsynlig i Kina. Han peger på, at det er en etpartistat i samme klasse som Vietnam og har været i stand til at holde gryende dissens i befolkningen i skak med en strengere ideologisk linje, der samtidig har sikret disciplinen inden for egne rækker.
»Faktisk lader det til, at Kina er blevet mere ideologisk kommunistisk trods en betydelig rolle for det frie marked i økonomien. Det har brug for ideologi til at holde eliten loyal og kontrollere befolkningen,« siger Cincotta.
Jack Goldstone fra George Mason University er delvis enig. Han medgiver, at når Kina bliver ligesom Japan i dag – grånende og med svigtende energi – kan befolkningen ende med at blive vanskeligere at mobilisere til krav om politiske reformer. Men forandring vil ikke desto mindre fortsat være mulig.
»Selv når Kina bliver meget, meget gammelt, vil langt over halvdelen af befolkningen stadig være under 60, så der vil fortsat være masser af mennesker, som er i stand til at gå på gaden og forlange forandringer,« siger han.
Derfor ser han en mulighed for en omvæltning i stil med de forskellige forholdsvis moderate farverevolutioner, der har fundet sted i lande som Ukraine, Armenien og Tunesien, og altså mindre voldelig end de revolutioner, hvor unge historisk har været drivkraften – fra den franske til den russiske.
Ligesom et ældre Kina vil føre til en mindre radikal atmosfære hjemme, er det sandsynligt, at det også vil resultere i en mindre selvhævdende aktør på den globale scene. Det kan betyde et mere afspændt forhold til naboer som Indien, Japan og landene i Sydøstasien.
Det skyldes generelle træk ved den udenrigspolitiske adfærd hos lande med ældre befolkninger, fortæller Mark Haas, en ekspert i international politik og demografi ved Duquesne University i Pittsburgh.
»Ældre samfund er generelt mere forsigtige med at lide tab, fordi der er færre soldater til rådighed. Så de vil blive mere varsomme med, hvor og hvornår de vil benytte militær magt i udlandet. Det er ikke nogen absolut barriere mod aggression, men det udgør en betydelig forhindring,« siger han.
Nicholas Eberstadt, en økonom ved tænketanken American Enterprise Institute, advarer dog mod at opfatte et lands demografiske udvikling som skæbne. Befolkningens størrelse og sammensætning sætter betingelserne, men de er ikke altafgørende for, hvor et land som Kina bevæger sig hen.
»Ofte er det sådan, at én gruppe forskere ser på en befolkningsgraf og siger, at det helt klart forholder sig på den og den måde. Og så kommer der en anden gruppe og siger, at det forholder sig lige omvendt. Det er som en Rorschach-test,« siger han med henvisning til de tvetydige blækklattegninger, psykologer bruger i deres analyser.
»Demografisk forandring kommer snigende meget langsomt og forandrer rammerne for, hvad der kan lade sig gøre i et samfund. Men den efterlader et stort råderum til politisk lederskab og menneskelig agens. Så jeg vil være meget forsigtig med at benytte mig af deterministiske argumenter med udgangspunkt i demografien.«
