Har man først taget Kurt Cobain på ordet – at det er okay at spise fisk, »’cause they don’t have any feelings« – er der ikke langt til at drømme om et gennembrud for moderne danske fiskeanlæg. I naturen er de vilde fisk nemlig under pres, mens klodens voksende befolkning forlanger protein. Derfor har akvakultur i årevis – uden for EU – været en boomindustri, der i dag leverer halvdelen af verdens spisefisk.
Det boom burde blive Danmarks, for vi er gode til pumper, vandrensning, miljøteknologi. Alligevel kan fiskeopdrætseventyret fuse ud, før det rigtig kommer i gang, på grund af snubletråde i lovgivningen og en miljøregulering, som er mere nidkær end den, man pålægger det traditionelle landbrug.
Det oplevede midtjyske AquaPri, da de for ti år siden ville bygge et fiskeanlæg på land ved Vejle. Planloven undtager landbruget fra kravet om en landzonetilladelse, men undtager ikke fiskeopdræt. Dermed er det lettere at åbne en svinestald end et fiskeanlæg, som ellers ifølge eksperter forurener mindre.
AquaPri fik nej i Vejle. Og de fik kun lov til at bygge deres fabrik mellem markerne ved Gamst nord for Esbjergmotorvejen ved et tilfælde: På grunden havde der engang ligget et gartneri, man kunne overtage erhvervstilladelsen fra.
»Bøvlet kostede os flere år,« siger fabrikschef Jens Åge Larsen ved fabrikken.
Udefra ligner den en meget høj lade. Men den brummer: Indenfor pumpes vand gennem 15 produktionstanke med fisk i og derfra gennem et renseanlæg og hen til den lokale bondemand, som vander sine marker med det. Tankene, som ligner spildevandsanlæg, producerer 400 ton sandart hver år. To kvinder iført blå handsker har netop »høstet« seks spande af den gråbrune fisk – som de siger med et vokabularium lånt fra landbruget.
Årene med bureaukratiske forsinkelser kan have kostet ikke bare AquaPri, men hele Danmark dyrt, vurderer Larsen. For fisk på land er en himmelstormerbranche, hvor vinderen bliver den, der først lærer at tjene penge nok på meget store og moderne anlæg, til at det kan betale sig at bygge dem magen til verden over. Hvis laksen opdrættes i Dubai, skal den eksempelvis ikke flyves dertil.
Sådan blev nordmændene kongerne af havbrug: De forfinede teknologien og ekspanderede så til udlandet. Danske pionerer håber at gøre dem kunsten efter med landanlæg fulde af fisk. Og vi kan blive rige på det ligesom med vindmøllerne. Og endda få videnstunge arbejdspladser i fattige kommuner, hvis vi regulerer lempeligere.
»What’s not to like?« ler fabrikschefen.
Han peger på et transportbånd omsluttet af blankt jern, som fodrer sandarten døgnet rundt: »Fulde maver giver stille og rolige fisk,« siger han. En fiskeopdrætter kan måle sine fisks hormonniveau for at fastslå, hvor tæt de kan stå, før de begynder at dø af stress. Et vist mål af dyreetik er godt for bundlinjen – derfra koster det. Fiskene svømmer i ring nede i tankens mørke, akkurat spredte nok til at bunden anes. »De skal have det godt,« siger Larsen, »men noget større følelsesliv har de altså ikke.«
Man holder ikke dyr her i Gamst, man høster dem – og fra i år også med overskud, siger han.
Danmark har en realistisk chance for at dominere verdensmarkedet for fiskeopdræt, vurderer Jesper Heldbo, sekretær for brancheorganisation for fisk på land, AquaCircle. Vi har bygget recirkulerede anlæg siden 1980erne og eksporterer allerede fiskeopdrætsteknologi for seks milliarder om året, anslår han. Det er en fordobling siden 2017: »Og potentialet er mange gange større.«
Men lovgivning spænder ben, fortæller Heldbo. Det var godt, siger han, at vi i 1989 strammede loven om udledninger fra dambrug, fordi det motiverede datidens dambrugere til at udvikle mindre forurenende anlæg på land. Det er også den fortælling, vores politikere elsker om Danmark: Vi strammer, ergo fornyer vi.
Men det modsatte er nok også sandt. For i 1991 vedtog man planloven, som trækker i den anden retning: »Den gør, at fiskegylle regnes for industrielt slam og er sværere at få lov til at sprede på markerne end grisegylle, som ellers forurener mere, fordi svin typisk medicineres mere end fisk. Fanden er løs i Laksegade, hvis bondemanden putter fisk i en lade. Det er dumt,« siger Jesper Heldbo.
Pionerfisk
Men det er ikke så let at holde fisk. Millioner af fisk er døde i uheld og af forkert håndtering – som på det avancerede recirkulerede anlæg hos det børsnoterede dansk-norske firma Atlantic Sapphire. I Miami døde en stor population af fisk af stress på grund af larmen fra et trykluftsbor under udvidelsen af et stort anlæg. Det producerer allerede 10.000 ton laks om året, 25.000 ton fra næste år, og målet er at dække en femtedel af USAs lakseforbrug. På samme anlæg døde en halv million laks i marts sidste år, da der var problemer med et biofilter.
Og i september gik hundredtusindvis af virksomhedens fisk til på det noget mindre anlæg i Hvide Sande, da en ildebrand afbrød ilttilførslen. Alligevel er firmaet stadig blandt de bedste i branchen til at rejse investeringer: cirka 2,5 milliarder kroner indtil videre.
»De er bedre til at lave penge end fisk,« driller onde tunger i branchen.
Den form for smålighed vil den danske medejer, Thue Holm, ikke svare på.
»Faktum er, at vi er de første i verden til at gøre det her i stor skala – hvilket er nødvendigt, hvis man vil have en reel indflydelse på at gøre lakseproduktionen bæredygtig,« siger han under en gåtur langs det udbrændte anlægs bøjede skrot. Det ligger for foden af en vindmølle ved bredden af Ringkøbing Fjord.
Ideen til at opdrætte fisk på land fik han i Chile i 2005. Her arbejdede han for havbrugere, som udklækker fisken på land, før den sættes ud i ringe i havet. Det er den klassiske måde at dyrke fisk på. Men de chilenske fisk fik parasitter, meget var galt, siger han.
»Så hvorfor ikke gøre det hele på land,« husker han, at han tænkte. »Man lo ad mig. Men snart strømmede investorerne til, fordi de kunne se ideen i ikke at flyve fisk rundt i verden. Så lo man ikke mere,« siger han.
Nu bor fraflytteren fra Falster i Miami. Holm er kun i Danmark for at følge op på forsikringssagen efter branden, hvis årsag stadig ikke er blevet fastslået. Er drømmen om at producere bæredygtig fisk der, hvor den spises, altid kun lige ved at løse klima- og fødevarekriserne?
»Det skal nok lykkes,« siger han og stryger håret tilbage med en hånd.
Men det er svært at få lov at bygge store anlæg i Danmark og derfor også at tjene penge. Det skyldes ikke kun planloven, som er til forhandling for tiden, og som indenrigsministeren ikke vil diskutere med Weekendavisen, mens forhandlingerne pågår.
Tilladelserne til at udlede kvælstof er også svære at få, selvom fiskeanlæg på land, når de virker efter hensigten, udleder mindre kvælstof end havbrug og landbrug.
Danmark svupper nemlig allerede rundt i kvælstof, primært fra landbruget, med algevækst, iltsvind, døde fisk og gold havbund til følge. Kun fem ud af 109 danske kystfarvande lever op til EUs krav om »god økologisk tilstand«. Derfor har Folketinget besluttet at reducere udslippet med knap 11.000 ton inden 2027. Det er svært nok i forvejen at få dét til at lykkes.
Fisk er ellers nøjsomme. Med et kilo foder kan en fiskeopdrætter opdrætte et kilo fisk. En gris spiser langt mere for at tage det samme på, og det giver mere gylle.
Fiskeanlæg på land er måske nok en del af løsningen – men selv for mange, som er meget grønne, er de lidt besværlige på kort sig. SFs landbrugs-, fiskeri- og naturordfører, Rasmus Nordqvist, vil godt stramme vilkårene for svinebrug, men ikke lette dem for fiskeanlæg, siger han: »Der en række miljømæssige spørgsmål, som selvfølgelig skal være på plads, væksteventyr eller ej.«
Kvælstof er kvælstof. Som reglerne er nu, er kommunerne i praksis nødt til at tage retten til at forurene fra landmænd, mejerister eller andre, hvis de vil give den til fiskeopdrætterne. Og så strander det tit dér.
I Venstre er man mindre hændervridende over dilemmaet. Anni Matthiesen, partiets erhvervsordfører, taler branchens sag: »Vi kunne passe bedre på klima og miljø ved at lave flere fisk på land – og tjene styrtende med penge samtidig,« siger hun. Men i Venstre mener man ikke ligefrem, at traditionelle landmænd skal vige pladsen for fiskeproduktion. Der skal være plads til det hele.
Eller plads til dem, der kan betale, hvis man spørger Thue Holm fra Atlantic Sapphire: »Det bør løses fra bunden på Christiansborg. Man bør prioritere de produktionsformer, der udleder mindst pr. produceret kilo.« Man kunne gøre som med den amerikanske bilindustri, hvor benzinbilproducenter køber en forureningskvote af elbilproducenterne, siger han: »Det koster ikke staten penge, men gavner miljøet. Vi kunne lade dem med de største udledninger købe klimakvote af fiskefarmere. Det ville sikre mere af det, der er godt for klimaet.«
Den idé bakkes op af Stiig Markager, professor i havmiljø: »Udledning af kvælstof er en begrænset ressource, og samfundet burde tildele udledningstilladelser mod betaling – ligesom CO2-kvoter. Så kan alle byde på rettigheden til at udlede, og de, der tror, de kan tjene mest på retten til at udlede et ton kvælstof, vil købe en bid af kvoten,« siger han.
Vindpenge
Hvis det eneste problem var, om anlæggene må ligge i landzonen, gik det nok. De kan bygges langt ude på en mark, men fungerer også på industrihavnene i de store fiskerbyer, hvor der er let adgang til værksteder, logistik, forarbejdning og kølehuse.
»Også her står ulogiske love dog i vejen,« siger Jens Petri i sit hjem i Viskum på Viborgegnen, hvor han har kontor i hovedgårdens ene længe og elporscher i laden. Petri er den dansker med flest af sine egne penge lagt i fiskeopdræt på land. Pengene har han tjent på vind: Et større trecifret millionbeløb fik han sidste år for sit vindmøllefirma, Wind Estate. Fiskeopdræt kan blive et nyt vindmølleeventyr, siger han. Han er medejer af et fiskeopdræt i Hirtshals, og i Skagen bygger han ét sammen med svenske storfiskere. Hvis ikke det var for den rigide regulering af branchen, ville også han have flere og større anlæg, siger han.
Det store problem er af meget teknisk karakter, mener han. Loven om udledning af kvælstoffer fra fiskeopdræt er designet til dambrug og fungerer derfor dårligt for moderne landanlæg. I dambrug løber en å ind i et anlæg og ud på den anden side, mere eller mindre som dengang man begyndte at anlægge dambrug med karper i det 16. århundrede. Ansøgningerne vurderes på »vandoplandets størrelse«. Lidt forsimplet: Jo større en å, desto større et anlæg må du bygge. Også hvis du er et landanlæg, som ikke får dit vand fra åen.
Lettest er en udledningstilladelse at få nær større jyske åsystemer, som ender i Vadehavet og i Limfjorden, selvom der her er iltmangel, og miljøtilladelserne derfor er svære at få. I 2019 fik Petri med den begrundelse afslag ved Grenå, Ebeltoft og Neksø. I 2021 fik han afslag ved Grenå, Ebeltoft og Vestlolland. Sin udledningskvote ved Skagen arvede han fra en tidligere ejer – det er typisk sådan, landanlæggene kommer i gang.
»Det er uværdigt, at vi er nødt til at sno os på den måde, når vi vil noget, som alle anerkender er godt,« siger Jens Petri. I den landbrugspakke, som i 2015 blev vedtaget under en borgerlig regering, står der, at landanlæg kan blive et kæmpe væksteventyr. Og flere centrale socialdemokratiske ministre har over for ham bebudet, at de vil det samme, siger han og slår ud med armene:
»Alligevel sker der ikke noget. Hvorfor ikke?«
