Enegang. Mange afrikanere er trætte af Vestens arrogance. Så hvad får Rwanda til smilende at række hånden frem for at hjælpe med at opretholde Fort Europa?

Den lille frelser

Den lille frelser

DAR ES SALAAM – Flere af mine venner og bekendte i Tanzania himler med øjnene, når samtalen drejer sig ind på krigen i Ukraine. »Så har de fundet et nyt problem,« siger de, »først corona, så Ukraine«. Som om Vesten, og især de vestlige medier, er en opmærksomhedssøgende, selvoptaget teenager.

Reaktionen er symptomatisk for den stigende utilfredshed med Vesten flere steder på kontinentet. I Vestafrika har befolkningerne mistet tålmodigheden med den gamle kolonimagt Frankrig efter næsten et årtis blodig ørkenkrig mod terrorisme. I det sydlige Afrika husker de stadig, hvordan Europa lukkede døren i, efter at førende forskere i Sydafrika opdagede omikronvarianten i november. Og i marts sendte næsten halvdelen af Afrikas 54 lande et signal til Vesten, da de undlod at fordømme Ruslands invasion af Ukraine i en FN-afstemning. Vi går vores egne veje, adieu.

Men midt i den overvældende Europa-træthed stikker et lille østafrikansk land hånden frem for at hjælpe det rige nord med at håndtere endnu et problem, migration.

I midten af april indgik Rwanda en aftale med Storbritannien om at modtage asylansøgere – titusindvis af mennesker, ifølge Boris Johnson – og behandle deres asylsag. Aftalen minder om de dansk-rwandiske planer om et modtagecenter i Rwanda, hvor de to lande lader os vente på en konkret aftale i ren suspense.

Overflytningen af asylansøgere er en ny form for »imperialisme«, skriver den britiske skribent Kenan Malik i The Guardian. Immigrationskontrol er blevet en måde for rige lande at forsvare deres suverænitet ved samtidig at underminere fattige landes, mener han. Den Afrikanske Union var sidste år også ude med riven efter nyheden om den forventede dansk-rwandiske aftale med ordene: »Sådanne forsøg på at standse migrationen fra Afrika til Europa er fremmedfjendske og fuldstændig uacceptable.«

Ghanas regering har flere gange »kategorisk« afvist rygter om, at det vestafrikanske land nærmede sig en aftale med Storbritannien om asylbehandling i et tredjeland eller »Operation Dead Meat«, som den britiske presse døbte ordningen.

Storbritannien og Danmark er angiveligt blevet mødt med afslag på afslag fra alle på nær Rwanda – ifølge Jyllands-Posten har den danske regering opsøgt også Etiopien, Egypten og Tunesien.

»Grunden til, at Rwanda har sagt ja til aftalerne med Danmark og Storbritannien – og jeg vil ikke blive overrasket, hvis der kommer flere til – er, at der er en økonomisk gevinst ved aftalerne, og at aftalerne hjælper med at opbygge landets sociale værdighed,« fortæller Rwanda-forskeren Jonathan Beloff, som i Foreign Policy in Post-Genocide Rwanda fra 2020 undersøgte den rwandiske elites opfattelse af landets relation til omverdenen.

Forskeren uddyber: »Rwanderne får en følelse af stolthed: Se, på de flygtninge, der kommer til os. Hvad enten de vil hertil eller ej, så kommer de altså hertil, og de bliver behandlet godt. Det er noget, vi kan være stolte af.«

Hjørnestenen agaciro

For at forstå den rwandiske selvforståelse skal vi ifølge Jonathan Beloff, der er tilknyttet King’s College London, tilbage til den førkoloniale tid og hente begrebet »agaciro« frem. Agaciro betyder værdighed eller selvværd på kinyarwanda og kan minde lidt om Max Webers teori om den protestantiske arbejdsmoral, forklarer Beloff. Det er ideen om, at man som rwander hiver sig selv op, respektfuldt rejser sig fra den hårde jord, og den idé er blevet en hjørnesten i regeringens fortælling om nationen Rwanda.

Når den rwandiske regering tager imod asylansøgere, der har siddet fanget i usle migrantfængsler i Libyen, er det med henvisning til agaciro. Det lille land som humanitær frelser. Og denne retorik appellerer i høj grad til mange rwandere, der selv er vokset op som flygtninge på grund af etnisk uro og forfølgelse af tutsier fra uafhængigheden i 1962 til folkemordet i 1994.

»Regeringens prioritet siden 1994 har været at stabilisere landet og sikre sig, at historien ikke gentog sig. Siden tragedien i 1994 har Rwanda været fortaler for retten til at beskytte, hvilket også er årsag til, at Rwanda er involveret i så mange fredsbevarende missioner. Så Rwanda har en ideologi, en filosofi, en kultur centreret om at beskytte civile,« siger den rwandiske politiske analytiker Albert Rudatsimburwa, der selv voksede op som flygtning uden for Rwandas grænser og vendte hjem i august 1994.

Måneden inden, i juli samme år, erobrede tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) med den nuværende præsident, Paul Kagame, i spidsen hovedstaden, Kigali, og afsluttede således folkemordet.

Så hvorfor sagde Rwanda ja til Danmark og Storbritannien, når andre afrikanske lande sagde nej?

»Det er en kultur, vi har, fordi vi har været der selv. Jeg har været der selv. Vi forstår de her menneskers tragedie. Rwandas standpunkt er, at man ikke kan løse situationen med ord eller fordømmelse af Europa. Man bliver nødt til at gøre noget. Ved at tage imod dem holder vi et spejl op for Europa, så de kan se deres egen grådighed,« siger Albert Rudatsimburwa over telefonen fra den rwandiske hovedstad, Kigali. Han er oplagt, og jeg kan ikke undgå at lægge mærke til hans dirrende nationale stolthed.

Kagame er chefen

Rwandas moderne historie er også en utrolig fortælling. En nation, der har rejst sig fra grusomhederne i 1994 og i dag tiltrækker ganske imponerende investeringer. I 2018 åbnede Volkswagen en fabrik i Kigali for at producere biler til den voksende efterspørgsel på delebiler til Uber-lignende apps. Præsident Paul Kagame var til stede, da den første Volkswagen rullede af båndet i Kigali. »Tidligere ville folk have svært ved at tro på, at 'Tyskland-biler', som vi kaldte dem, kunne blive bygget i Rwanda,« sagde han ved synet ifølge Reuters.

Og netop på grund af den økonomiske udvikling siden de tidlige 00ere har mange rwandere stor tiltro til Kagame, der stadig sidder sikkert på magten efter 22 år som præsident. Den overvældende opbakning gør det muligt for Kagame at indgå aftaler med europæiske lande, mener Rwanda-forskeren Jonathan Beloff.

»Situationen i Rwanda er anderledes end i mange andre afrikanske lande, hvor regeringerne ikke har den samme politiske magt, som Kagame har. Kagame er stadig den, der afsluttede borgerkrigen, der gjorde en ende på folkemordet, og som har skabt massiv økonomisk vækst. Der er ingen, der kan true hans magt. Derfor kan Kagame indgå de her aftaler uden at blive opfattet som en forræder af afrikanere,« siger Beloff, der selv har trykket hænder med Kagame til Rwanda Day i Boston i 2012. Billedet af håndtrykket er nyttigt til at få venner i Rwanda.

»Man bliver nødt til at gøre noget. Ved at tage imod dem, holder vi et spejl op for Europa, så de kan se deres egen grådighed.«

Albert Rudatsimburwa, Politisk analytiker i Kigali, Rwanda

For i Rwanda er Kagame »boss«. I nabolandet Uganda er der en voksende vrede rettet mod livstidspræsidenten Yoweri Museveni, og oppositionen er ført an af den karismatiske musiker og politiker Bobi Wine med den røde baret. Men oppositionen i Rwanda er reelt ikkeeksisterende. Ved valget i 2018 blev to oppositionspolitikere som noget nyt valgt ind i det rwandiske parlament.

En af dem, Frank Habineza, er imod Rwandas aftaler med Danmark og Storbritannien, for »rige lande skal ikke overføre flygtninge til tredjelande, bare fordi de har pengene til at gennemtvinge deres vilje«, har han udtalt. Men dén udtalelse har ikke skabt debat i Rwanda. Tværtimod fortæller en rwander, som Weekendavisen taler med, at debatten om modtagecentre døde hen efter et par dage, da først regeringen havde forklaret, hvor og hvordan asylansøgerne skulle indkvarteres. Derefter var sagen et »ikkeemne«.

Den rwandiske drøm

Men rwandernes positive indstilling til de asylansøgere, der kan blive deres nye naboer, hvis de får godkendt deres asylansøgning i Rwanda, kan også handle om økonomisk vækst.

»Folk håber, at en af flygtningene har en forretningsidé, der kan sætte skub i arbejdspladser, betale skat og skabe innovation. Det er lidt ligesom i USA fra 1870erne til 1920erne, hvor mulighedernes land ikke kun hjælper flygtningene selv, men også kan få nationen til at gro,« siger Jonathan Beloff.

I så fald er der meget lidt plads, som nybyggerne kan bygge deres tilværelse på. Rwanda er et af de tættest befolkede lande i Afrika, og flere rwandere søger selv til nabolandene for at finde ledig landbrugsjord

I en kirkekælder i Lonson prøver frivillige fra foreningen Care4Calais at støtte asylansøgere. Det vækker uro, at den britiske regering har aftalt med Rwanda, at det afrikanske land skal tage sig af mange af de asylansøgere, som vil til Storbritannien. I britiske medier kaldes den planlagte overflytning af asylansøgere en ny form for imperialisme. Foto: Andrew Testa, Ritzau / Scanpix.
I en kirkekælder i Lonson prøver frivillige fra foreningen Care4Calais at støtte asylansøgere. Det vækker uro, at den britiske regering har aftalt med Rwanda, at det afrikanske land skal tage sig af mange af de asylansøgere, som vil til Storbritannien. I britiske medier kaldes den planlagte overflytning af asylansøgere en ny form for imperialisme. Foto: Andrew Testa, Ritzau / Scanpix.

Ifølge Robert Ojambo, der underviser i historie og politisk videnskab ved det ugandiske Kyambogo University, handler Rwandas håndsrækning til Europa nærmere om landets anstrengte forhold til nabolandene.

»Rwanda er omringet af fjendtlige naboer. Kigger du mod DR Congo, er der oprørsgrupper dannet af hutu-flygtninge fra 1994. Kigger du mod Uganda, så har grænsen været lukket i to år, blandt andet fordi Rwanda beskylder Uganda for at huse rwandiske dissidenter. Rwanda står ret isoleret i regionen, og derfor er de villige til at samarbejde med enhver anden, som de tror vil støtte dem og være deres ven,« siger Robert Ojambo.

Selvom grænsen mellem Rwanda og Uganda for nylig blev genåbnet, og forholdet lader til at være varmere, er der stadig tegn på, at Rwanda ikke stoler på sine naboer. I asylaftalen med Storbritannien har Rwanda understreget, at asylansøgere fra fire lande ikke er velkomne; nemlig nabolandene DR Congo, Burundi, Tanzania og Uganda.