Henført. Giro d'Italia er det smukkeste cykelløb, der findes, fordi det også handler om andet end kapløbet om den lyserøde trøje.

Genfødt, nøjagtigt som før

<p>Giro d'Italia 2021 på strækningen mellem Rovereto og Stradella. Foto: Luca Bettini, Scanpix</p> Foto: LUCA BETTINI <p>Giro d'Italia 2021 på strækningen mellem Rovereto og Stradella. Foto: Luca Bettini, Scanpix</p> Foto: LUCA BETTINI
Giro d'Italia 2021 på strækningen mellem Rovereto og Stradella. Foto: Luca Bettini, Scanpix Foto: LUCA BETTINI
Genfødt, nøjagtigt som før Af Brian Nygaard

Selv med vinduet lukket kan man dufte jasminblomsterne fra buskene under huset. Efter regnen blander deres insisterende sødme sig med havens andre svulmende gevækster. De snørkler sig op af jorden eller ud gennem murene og buldrer lydløst frem. Kapersblomster og syren. Om natten flakser ildfluerne på stierne som små frenetiske flammer i mørket. Maj er opblomstringens måned i Italien. Den mest livlige og bedste måned, inden sommervarmen får næsten alt til at gå i stå. Det er Giro d’Italias måned. Løbet, der samler landet i de tre uger, det køres. Stedet, der resten af året lever som en smuk, men definitivt usammenhængende mosaik af bjerge, strande og byer, mad og vin. Det store etapeløb giver liv til illusionen om Italien som ét sted, én følelse, mangfoldig, men fælles. En lyserød tråd, der snører støvlen sammen. Midlertidigt måske, men blomsterne ville også blive for meget, hvis de stod der hele året.

Giro d’Italia er samtlige dage, det køres i Italien, et piazza-fænomen. Fra den sydligste del af ruten på Piazza Esedra i Avola på Sicilien til den sidste dag med mål ved arenaen og Piazza Bra i Verona godt tre uger senere. Her flokkes ryttere, publikum og presse igen skulder ved skulder med hvert sit forehavende midt i begejstringen. Skoleklasserne får fri til at se løbet starte eller ankomme, og i modsætning til Tour de France kan de under Giro’en komme helt tæt på rytterne og mærke den stemning af liv og løb, der gør det til noget særligt. Det uformelle er som et vartegn for begivenheden og det lettere kaotiske en del af dets dna.

Giro d’Italia blev startet af La Gazetta dello Sport i 1909 for at øge avisens salg. I dag er det en national begivenhed, som tiltrækker cykelentusiaster fra hele verden. Foto: Dario Belingheri, Scanpix
Giro d’Italia blev startet af La Gazetta dello Sport i 1909 for at øge avisens salg. I dag er det en national begivenhed, som tiltrækker cykelentusiaster fra hele verden. Foto: Dario Belingheri, Scanpix

Selvom dette års udgave begynder i Budapest, er den resterende del af løbet et ærkeitaliensk forehavende, bortset fra en meget kort afstikker til Slovenien på en af bjergetaperne den sidste uge. Man skyldte Ungarn løbets indledende dage, da 2020-udgaven blev flyttet, og den planlagte rute ellers skulle være startet der. Men inden feltet flyver videre til Sicilien på mandag, vil de første par dage i Ungarn føles som alt andet end bare paradekørsel og staffage. Løbsarrangøren har valgt at lægge en halvsvær afslutning allerede på første etape og den ene af løbets tidskørsler på den anden. Det er et markant valg, at der kun er to korte enkeltstarter i dette års Giro, og tilsammen udgør de blot 26 af løbets 3.445 kilometer. Rytterne skal over 50.000 højdemeter i alt, så det er et etapeløb for bjergryttere eller dem, der slægter dem på. De skal bestige det, der svarer Mount Everest, 14 gange; eller Valby Bakke mere end 3.000 gange. I den forstand er alt heldigvis, som det plejer, fristes man til at sige.

DEN 105. UDGAVE besøger både de sydligste og nordligste punkter af det udstrakte land. I de første mange år af løbets historie blev det kun til sporadiske besøg langt sydpå. Årsagerne var flere, men hovedgrunden var, at La Gazzetta dello Sport, avisen, der opfandt og arrangerede løbet, ikke kunne sælge synderligt mange aviser i de egne, da analfabetismen stadigvæk var meget udbredt i det nyligt sammenbragte land, især syd for Rom. Det ændrede sig langsomt i årene efter Første Verdenskrig, og til trods for den ufrivillige pause de år blev løbet så stor en succes, at det hurtigt voksede i størrelse og anseelse – parallelt med at naboerne i Frankrig var kommet godt i gang med at udfolde deres egen store rundtur.

Folkene bag La Gazzetta dello Sport forstod meget vel, at det handlede om at skabe cyklende helte og sende dem ud på så krævende ruter, at der ikke kunne undgå at komme læseværdige historier ud af det. Fikspunkterne de første mange løb var naturligt nok landets væsentligste byer – Milano, Torino, Bologna, Firenze, Rom og Napoli – men senere blev bjergpassene, og ikke mindst de sværeste af dem, til løbets vigtigste arkitektur. Går man en halv snes årtier tilbage og følger Giroens udviklingshistorie frem til nu, har hver løbsdirektør sat et markant aftryk på det løb, de har ønsket, vi skal se. Stykker man deres beslutninger sammen, får man den moderne Giro, vi nu kan følge de næste tre uger.

Advokaten fra Sorrento Carmine Castellano stod først for introduktionen og afviklingen af de syditalienske etaper, men overtog sidenhen hele styringen fra Vincenzo Torriani, der havde haft ansvaret for løbet siden efterkrigstiden. I modsætning til Torriani kom Castellano ikke fra medieverdenen, men han forstod løbets sjæl godt nok til, at det var de vanskeligste bjerge, der med tiden ville stå som løbets ultimative vartegn. Det var således ham, der introducerede Passo del Mortirolo til løbets rute. En af de sværeste opkørsler i cykelsporten. Den er også med i år, omend fra den mere overkommelige side af de to veje op. Castellano så i sin regeringstid yderpunkterne af sportens potentiale. Han sad i løbets direktørbil, da myten om Marco Pantani først kom til udfoldelse i 1990erne. Han var der, da den lille skaldede rytter blev nationalhelt langt ud over sportens normale grænser. Men han var også i forreste geled, da det hele splintredes en morgen i bjergbyen Madonna di Campiglio, hvor Pantani midt i sin storhedstid faldt for dopingkontrollens grænseværdier. Iført den lyserøde førertrøje, en enkelt dag før sejren, året efter at han vandt Tour de France. Da Angelo Zomegnan overtog fra Castellano, kom der igen en fra avisen i front for løbet, men han overgjorde det element, han troede, var Giroens vigtigste: de ekstreme etaper. Han fik gjort udfordringerne så svære, at det fik den modsatte effekt på løbets underholdningsværdi. Der blev først kørt rigtigt cykelløb meget sent på etaperne, da rytterne ikke havde ben til mere. Med Zomegnans exit forsvandt de mest groteske tiltag i den retning, men Giroen i år er stadigvæk betydeligt mere bjergrig end Tour de France; og nok så vigtigt begynder vanskelighederne meget tidligt med to vanskelige bjergetaper allerede den første uge. At Giro d’Italia er mere international end for blot 20 år siden, skyldes Zomegnans efterfølger, Michele Acquarone. Selvom han grundet en finansskandale, som han senere blev renset for, kun var med i en kort årrække, var hans insisteren på at udvikle løbet ud over Italiens grænser tydelig. Tv-rettighederne blev bredere distribueret og solgt godt nok til, at man i hjemlandet kunne se meningen med at gå den vej.

De seneste ti år er Giro d’Italia blevet ledet af praktikeren Mauro Vegni, og det har betydet, at det er vendt tilbage til de dyder, der har gjort det til et af sportens smukkeste skuer, uden at de mere moderne tiltag har lallet dets sjæl i stykker. På mange måder har løbet aldrig stået stærkere, i kraft af at det kender værdien af den samlende effekt på Italien indadtil og dermed også vedligeholder resten af verdens uundgåelige forelskelse i lige netop det udadtil.

DA DEN 19-ÅRIGE JOURNALIST Gianni Mura dækkede sin første Giro i 1965, var det på et afbud, da en kollega var faldet af en motorcykel under Milano-Sanremo og ikke kunne sendes af sted til så krævende en opgave. Mura vidste stort set intet om sporten, men gik i arkiverne og læste op, så han var orienteret om fortidens og nutidens vigtigste skikkelser. Da han skulle jagte citater på sin første opgave, blev han sendt med blok og blyant efter rytteren, der havde tabt spurten. »Rend mig i røven, synes du selv, at det er et godt tidspunkt at spørge efter autografer?« var svaret til den unge Mura fra sprinteren Guido Carlesi. Det tog lidt tid, før han fik lært at begå sig, men Muras dækning af sporten var sidenhen med til at gøre ham til en af de største legender i moderne italiensk journalistik. Hvor Touren er blevet et næsten utilnærmeligt monster med en meget skarp adskillelse mellem presse og ryttere, er Giro’en stadigvæk et helt andet sted at arbejde og berette fra. Det er ikke et særsyn at se journalister drikke kaffe med rytterne på torvet og tale lidt uden for citat før etaperne. Paraderne sidder ikke nær så højt oppe, som de gør til andre store løb.

Selvom en stor rundtur kan minde om et lukket kredsløb, er kontakten til den italienske hverdag, stederne og menneskene usædvanligt levende de næste tre uger. Hvis der, stik mod al forventning, findes en italiensk sjæl, er Giro d’Italia et godt sted at tage hen for at opsøge den. Man kan se og dufte dens omfang det meste af måneden.

Denne artikel bringes i den trykte udgave af Weekendavisen den 6. maj