En mørk aften sidder Kathrine Elmose Jørgensen i en bil på en tom parkeringsplads med en tidligere kriminel mand. Hafez bliver han kaldt i en forskningsartikel. Han beder hende om at slukke sin telefon.
Det er deres tredje møde og kulminationen på længere tids opbygning af tillid og forsøg på at afkode hinandens intentioner. Hafez vil sikre sig, at den ph.d.-studerende ikke i virkeligheden er agent, sendt ud for at overvåge moskeen, og Kathrine Elmose Jørgensen forsøger at vurdere, hvor langt Hafez er inde i det salafi-jihadistiske miljø, og hvad hans sande overbevisninger er. Muligvis er han selv hjemvendt syrienkriger. Kathrine Elmose Jørgensen kender endnu ikke hans fulde historie, men hun ved, at han er kommet ud af kriminalitet og nu har stiftet familie. Hun håber, hun er ved at få adgang til terrorforskningens mest eftertragtede valuta: en førstehåndskilde fra Islamisk Stat.
Hafez har sagt, at han altid kan se med det samme, om man er journalist eller fra PET, og han har testet Kathrine Elmose Jørgensen på forskellig vis. Han har taget billeder af hende i smug, mens hun var på vej hen for at møde ham, og en drone har svirret over hendes hoved, mens hun ventede på ham. Men Hafez fortæller også, at der engang kom en fuld kvinde ind i moskeen og prøvede at kysse ham. Og han udnyttede slet ikke situationen, men kørte hende bare hjem, så Kathrine Elmose Jørgensen kan godt være tryg.
Den aften, de sidder i bilen, er begyndt med middag på en restaurant, efterfulgt af et besøg i moskeen, hvor hun kom ind i mændenes afdeling. Og nu er tiden så omsider inde til at finde ud af, hvad Hafez kan bidrage med til forskningsprojektet.
Ikke meget, viser det sig.
Hafez har ikke været i Syrien som fremmedkriger og kan heller ikke formidle kontakt til andre.
»Hvis jeg havde skrevet om det kriminelle miljø, så havde det været spændende nok, og måske kan jeg bruge den kontakt en anden gang. Men det gav ikke noget i forhold til det her,« fortæller Kathrine Elmose Jørgensen, som er sociolog og ph.d.-studerende fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.
En beskrivelse af en scene som denne er sjælden i forskningslitteraturen om terror og ekstremisme. Interview med førstehåndskilder er en mangelvare, så hvis en forsker rent faktisk lykkes med at opnå adgang, spilder man ikke mange linjer på at beskrive den metode, der gik forud, og de fejlslagne forsøg holder man helt for sig selv.
Den manglende åbenhed har længe været kritiseret, men ingen har rigtig gjort noget ved problemet, fortæller terrorforsker Henriette Frees Esholdt, som er ph.d. i sociologi ved Lund Universitet i Sverige.
»Det kan undre, at vi skal være nogle af de første til at levere den transparens,« siger hun.
Nødvendige blindgyder
Sammen har de to kvindelige forskere udgivet to forskningsartikler, hvor de gennemgår deres metoder og erfaringer fra felten – om strategier for at få adgang, vurderinger af risici, og hvilken rolle deres køn har spillet. De to har arbejdet hver for sig i henholdsvis Sverige og Danmark, hvor de har brugt år på at opsøge hjemvendte IS-krigere og deres pårørende.
»De forfejlede forsøg kan bidrage med vigtig viden. Det er jo mange år, vi bruger på det meget kaotiske feltarbejde, hvor vi bare må prøve os frem. Men i den proces opbygger vi rigtig meget viden om miljøerne,« siger Henriette Frees Esholdt.
Det er dog ikke kun afvisninger og blindgyder, de kan berette om. Kathrine Elmose Jørgensen er endt med at have otte interview i sin ph.d.-afhandling – fem pårørende, to hjemvendte syrienkrigere og én, der blev stoppet af myndighederne i sidste øjeblik. Også Henriette Frees Esholdt har fået kontakt til pårørende samt en IS-kvinde.
»Det er noget af det sværeste forskning, jeg nogensinde har lavet, og det er så tidskrævende, at man slet ikke fatter det. En af mine informanter tog det to et halvt år at få kontakt til,« siger hun.
At være kvinde har ikke gjort det lettere – det er meget kønsopdelte miljøer, forskerne har forsøgt at få adgang til, hvor kvinder ikke har en naturlig plads i det offentlige rum.
Både Jørgensen og Esholdt ville gerne have trukket på andres erfaringer i de første frustrerende måneder, hvor de stødte på den ene blindgyde efter den anden. Og måske ville der også være mere data fra førstehåndskilder, hvis forskerne i højere grad delte metoder, påpeger Kathrine Elmose Jørgensen.
De to forskere har også haft gavn af at dele feltarbejdets mentale slid med hinanden – paranoia, stress og mareridt.
»Det er der ikke så meget snak om inden for forskningsfeltet. Det hænger måske sammen med, at mange fortæller om de interview, de har lavet, som en heltefortælling. At man er rejst ned i krigszonen eller har besøgt fængsler og interviewet en hel masse tidligere fremmedkrigere,« siger Kathrine Elmose Jørgensen.
Fare på færde
Det er ikke uden risici at beskæftige sig med mennesker, der er på vej ind og ud af voldelige, ekstremistiske miljøer. Problemet for de to feltforskere er, at de aldrig kan vide med sikkerhed, hvornår der er fare på færde. Og det står klart for dem begge, at hvis de helt undlader at tage chancer, får de aldrig fat i de gode kilder.
»Vi vil jo allerhelst have fat i førstehåndskilder. Men når vi så møder en hjemvendt fremmedkriger, kan vi ikke altid vide, om han stadig er en del af miljøet. Har han stadig det syn på kvinder og ikkemuslimer? Vil det være farligt at tale med ham?« forklarer Henriette Frees Esholdt.
»Jeg har svenske kolleger, som er blevet truet og har modtaget dødstrusler. Så det er ikke ren fantasi. Det er det, der gør det så svært, når man kommer længere ind i miljøet – man vil ikke overdrive og prøver at berolige sig selv, men samtidig ved man også, at man skal passe på.«
Esholdt beskriver et tilfælde, hvor hun efter flere måneder havde fået et møde i stand med en imam. Han mente ganske vist ikke, at der var hverken fremmedkrigere eller deres familier i hans moské, men hun måtte godt komme forbi. Men da Henriette Frees Esholdt stod i moskeen på den aftalte dag, dukkede han aldrig op, og det gik op for hende, at der var overvågning i moskeen. Hendes besøg blev filmet. Senere fik hun at vide af politiet, at imamen stod på SÄPOs liste over personer i det svenske salafi-jihadistiske miljø, og at han havde fået besked på ikke at tale med hende, fordi hun var kvinde og ikkemuslim. Desuden sad der en hjemvendt IS-fremmedkriger i moskeens styrelse, og den svenske jihadist Michael Skråmo havde holdt prædikener i moskeen, før han tog til Syrien.
»Imamen sagde faktisk til mig: 'Alle er velkomne,'« fortæller Esholdt. »Så udadtil vil man gerne give indtryk af, at ‘her er bare stille og roligt, og sådan noget islamistisk terrorforskning er også virkelig vigtigt, og du kan godt komme og snakke med mig’. Og så finder man ud af, at der altså er en hjemvendt IS-fremmedkriger i styrelsen.«
Kathrine Elmose Jørgensen interviewede på et tidspunkt en mand, som gik ind for stening af kvinder. Det foregik i mandens hjem, og selvom han ikke var direkte ubehagelig, var der alligevel noget, der gjorde, at hun ikke forfulgte sporet yderligere. Der var for lidt at komme efter i forhold til den risiko, hun følte, hun løb. Den type overvejelser har de to forskere beskrevet i en forskningsartikel, som går tæt på den frygt og bæven, der kan ramme forskeren i felten.
»Det ér nogle voldelige miljøer. Og vi kommer der og repræsenterer noget, de virkelig hader: den vestlige vantro kvinde. Det kan næsten ikke blive værre. Så det er klart, at man kan føle sig utryg,« siger Henriette Frees Esholdt.
Weekendavisen har tidligere skrevet om den kritik, der er rejst af såkaldt autoetnografisk forskning (»Observationer fra forskerens indre«, 25. februar), hvor forskeren tager udgangspunkt i egne erfaringer. Metoden er uvidenskabelig og kan ikke efterprøves, lyder det fra skeptikere som Henrik Dahl. Henriette Frees Esholdt understreger dog, at der ikke er tale om akademisk navlepilleri, men et forsøg på at stå ved det faktum, at forskerens eget udgangspunkt har betydning for, hvilke kilder man har adgang til, og i sidste ende for den viden, man opnår.
»Man anvender jo sig selv som forsker i feltarbejde. Og man er ikke neutral og objektiv. Det kan man ikke være. Det har vi vidst i den kvalitative samfundsvidenskabelige forskning siden 80erne. Derfor er vi nødt til at gøre det transparent, hvordan vi får vores data frem, og hvordan vores egen position har indvirket på at få adgang til den data,« siger hun.
»Sæt et flot foto på din profil«
De to forskere er blandt andet nået frem til deres kilder gennem såkaldte gatekeepers – folk, der kender de mennesker, forskerne vil have fat i, og kan formidle kontakt. Det kan være imamer, socialrådgivere, politi og myndighedspersoner, men også bare mennesker, der færdes i miljøet. Mange af de råd, Esholdt og Jørgensen har fået af disse gatekeepers, har handlet om deres køn. »Sæt et flot foto på din profil.« »Han vil gerne tale med en ung pige som dig,« fik Kathrine Elmose Jørgensen at vide om en hjemvendt fremmedkriger.
»Det skulle ikke være en flirt eller noget. Men den måde, det kunne få ham til at se sig selv på – som en mand, en ung kvinde gerne vil tale med – det var det, han skulle kunne få ud af at medvirke. Opmærksomhed fra det modsatte køn,« siger hun.
Henriette Frees Esholdts forskningsprojekt i Sverige tog udgangspunkt i såkaldte radicalisation hubs, som er boligområder i blandt andet Stockholm, Göteborg og Malmø med salafi-jihadistiske miljøer. Salafi-jihadisme er en fundamentalistisk og meget streng gren af islam.
»Det er nogle meget kønssegregerede miljøer, hvor man har et meget traditionelt kvindesyn. Kvinder er underordnet mænd, de har ikke noget at gøre i det offentlige rum og skal være tildækkede. Man ser ned på vestlige kvinder. Man er imod vestlig feminisme og ligestilling mellem kønnene, og det er kvinderne i miljøet også. Kvindernes internationale kampdag er den dag på året, de har allermest foragt for,« siger hun.
»Derfor er det bare en udfordring, hvis man ikke er muslim, og man endda er kvinde, at få adgang.«
Når miljøet alligevel ikke er helt lukket land, skyldes det blandt andet, at der også var en vis interesse i kvindeligt selskab.
»Jeg talte med en mor, hvis sønner tog til IS, og hun fortalte, at de var vilde med svenske blondiner. Helt vilde. Så der er også en enorm dobbeltmoral,« siger Henriette Frees Esholdt og fortæller om en anden kilde, en socialarbejder, der havde forsøgt i længere tid at få en ung mand til at forlade det voldelige islamistisk ekstremistiske miljø.
»Han spurgte, om der kunne være noget andet interessant i livet, der kunne hive ham ud af radikaliseringsprocessen. Og så sagde den unge mand: 'Okay, hvis du kan skaffe mig en svensk kæreste, så trækker jeg mig.'«
Med til historien hører, at da Kathrine Elmose Jørgensen endelig sad foran en tidligere fremmedkriger på en café for at lave det eftertragtede interview, oplevede hun, at hendes køn spillede en meget lille rolle. Manden havde vendt miljøet ryggen og havde nu så stor trang til at fortælle sin historie, at det kunne have været hvem som helst, der sad foran ham.
Kvindernes fortælling
På ét punkt har det været en gevinst for de to forskere at være kvinder: Deres køn var en adgangsbillet til andre kvinder, som måske havde sagt nej til at tale med mænd. Mødre og søstre til fremmedkrigere og kvinder, der selv har været i Syrien. De pårørende er godt nok andenhåndskilder, men de er også nogle af de eneste kilder til viden om de fremmedkrigere, der aldrig vendte hjem fra Syrien. Og især de pårørende, Kathrine Elmose Jørgensen har talt med, tegner et andet billede af krigerne, end vi ellers har fået præsenteret.
»I forskningen og i medierne har man skabt et billede af, at fremmedkrigere er blevet hjernevasket, lokket og rekrutteret og radikaliseret. Men jeg finder frem til, at nogle af dem også havde et ønske om at være en del af IS. De var følelsesmæssigt dedikeret til det miljø og det liv, så de har ikke bare ladet sig føre. De har også selv taget skridt ind i de miljøer,« fortæller hun.
»Der var en pårørende, der sagde: ‘Jeg kunne høre på hans stemme, da han ringede hjem fra krigszonen, at han var glad.’ Og der var en anden, der sagde, at hun kunne se, at hans skuldre var faldet ned, og han var blevet en gladere person. De pårørende kunne aflæse på dem rent fysisk, at de følte en form for velvære ved at være en del af det.«
I Henriette Frees Esholdts arbejde er pårørende med til at belyse betydningen af æresrelateret social kontrol. Moderen til de to sønner, der tilsluttede sig Islamisk Stat, kan fortælle om en opvækst, hvor drengene ikke måtte gå ud alene eller se almindeligt tv. De havde ingen venner og kunne ikke træne i et fitnesscenter, for så var der risiko for at høre musik eller møde piger.
»Moren levede også meget strengt under det. Hun kunne for eksempel ikke bare stå på en altan derhjemme, selvom hun var tildækket. Så ville naboerne begynde at sladre,« siger Esholdt og fortæller, at feltarbejdet også har ført til et onlinestudie af en gruppe svenske IS-affilierede »søstre i troen« og deres propaganda på nettet. Det udkommer i juni, mens Kathrine Elmose Jørgensen forsvarer sin ph.d.-afhandling i slutningen af maj.
Hvis Henriette Frees Esholdt efter alle anstrengelserne skal give sit bud på, hvordan døren åbnes til et lukket miljø, lyder det sådan her:
»I sidste ende står og falder det med mod, vedholdenhed – og held.«
Emotional Trials in Terrorism Research: Running Risks When Accessing Salafi-Jihadist Foreign Fighter Returnees and Their Social Milieu. 2021
»She Is a Woman, She Is an Unbeliever – You Should not Meet with Her«: An Ethnographic Account of Accessing Salafi-Jihadist Environments as Non-Muslim Female Researchers. 2021.
