Antallet af ældre kan blive markant større, end de officielle fremskrivninger viser. Fortsætter danskerne tendensen med at leve længere, vil der nemlig ske en eksplosion i mængden og andelen af gamle. Det vil øge pensionsudgifterne, skabe et uhørt pres på sundhedsvæsenet samt ældreplejen, og det vil forværre den finanspolitiske holdbarhed betragteligt.
At der i de kommende årtier bliver flere danskere godt oppe i årene, fremgår allerede af de gængse befolkningsfremskrivninger, der udarbejdes af Danmarks Statistik og den uafhængige statslige institution DREAM. Her forudser man, at andelen af ældre på 80 år og derover, som nu udgør knap fem procent af befolkningen, vil stige til omkring ti procent fra 2050 og frem.
De officielle fremskrivninger hviler blandt andet på en antagelse af, at der – ligesom i dag – vil være et gab i den såkaldte middellevetid mellem Danmark og de lande, hvor befolkningen forventes at leve længst. Ifølge OECD toppes listen af Japan, hvor nyfødte kan påregne at blive 84,4 år, efterfulgt af Schweiz og Spanien, hvor den forventede levealder er henholdsvis 84,0 og 83,9 år. I Danmark er den forventede levealder 81,5 år, hvad der kun er et halvt år mere end gennemsnittet blandt de 38 OECD-lande.
Trods den i international sammenhæng halvsløje placering er levetiden herhjemme ligesom i andre lande dog steget betydeligt. I løbet af det seneste halve århundrede er danskernes middellevetid øget med godt otte år.
Kommer levealderen i Danmark op på niveau med landene med de længste liv, kan vi ifølge fremskrivninger fra Dansk Demografisk Forskningscenter på Syddansk Universitet se frem til at blive et samfund med overvældende mange flere gamle. For eksempel vil der så i 2050 være godt 150.000 flere over 80 år, end de officielle fremskrivninger viser. Og i 2070 vil der være cirka 350.000 flere over 80 år, end man forventer med de gængse skøn.
»Vi kan ikke sige, at det nødvendigvis vil blive sådan. Vi siger, at vi ikke kan udelukke, at det bliver sådan,« forklarer professor Jes Søgaard, direktør på Dansk Demografisk Forskningscenter, om beregningerne.
Biologisk er der ikke noget til hinder for, at danskerne bliver blandt verdens ældste, påpeger han. I efterkrigsårene var såvel danske kvinders som mænds middellevetid nemlig meget tæt på at være verdens højeste. Men så mistede Danmark relativt terræn; primært på grund af usund livsstil med tobakken som den største dræber.
»Men den ekstremt høje rygefrekvens er jo ved at forsvinde, og der er også sket noget omkring kost og alkohol,« siger Jes Søgaard.
Ifølge Jes Søgaard bør politikerne tage bestik af den demografiske udfordring, der venter. For eksempel er det nærliggende at diskutere, om borgerne i fremtiden skal have en større del af opgaven med at yde praktisk støtte til de gamle i familien. Der skal også findes løsninger på presset på sundhedsvæsenet, hvis antallet af gamle med måske flere kroniske sygdomme vokser enormt.
»Det kæmpestore problem er, hvis vi får en lang levetid med ringere sundhedstilstand og et stort plejebehov,« siger han.
Forskningschef Jan Rose Skaksen fra ROCKWOOL Fonden anser de nye fremskrivninger for at være »realistiske«. Han mener, at der bør regnes på konsekvenserne for de offentlige finanser.
»Det er jo glædeligt, hvis vi kommer til at leve længere, end de officielle fremskrivninger hidtil har vist. Men hvor brutalt det end lyder, vil det også være dyrere for velfærdsstaten. Der skal bruges flere ressourcer på pensioner, og der skal i særdeleshed bruges flere ressourcer på sundhedsydelser. Så det vil helt sikkert forværre den finanspolitiske holdbarhed og sætte spørgsmål ved, om vi som samfund kan betale for vores offentlige sektor,« siger Jan Rose Skaksen.
Forandrede idealer
Ikke alene lever de ældre længere. Også tilværelsen som grånet dansker har ændret sig i den seneste snes år, såfremt man skal tro Ældredatabasen, der rummer et væld af informationer om seniorernes hverdagsliv.
En af tendenserne er, at borgere oppe i årene fører et mere udadvendt liv, blandt andet fordi de ældres helbred generelt er bedre i dag end tidligere. For eksempel deltager godt seks ud af ti 77-årige i sociale fritidsaktiviteter som gymnastik, sport og kulturarrangementer mindst en gang om måneden, hvad der faktisk er en højere andel end blandt dem, der er ti og tyve år yngre.
En anden årsag er formentlig, at nutidens folkepensionister har flere penge at rutte med end generationerne før dem. Der er ganske enkelt mere luft i økonomien til at gå i teatret eller være med i en vinklub.
Ifølge seniorforsker Anna Amilon fra VIVE handler det formentlig tillige om, at der er sket en betydelig forandring af idealerne om, hvordan livet som ældre skal leves.
»Inden for alle domæner ser vi den samme trend, nemlig at ældre i dag er mere aktive, end de var for et par årtier siden. Der er flere, som har et job, flere, der arbejder frivilligt, og flere, der hjælper deres børn. Billedet af, hvordan vi skal leve i alderdommen, har ændret sig markant,« siger hun.
For livskvaliteten er det også opmuntrende, at færre bor alene. Zoomer man ind på de 77-årige, bor rundt regnet hver tredje for sig selv. For et par årtier siden var det hver anden. I mellemtiden er der sket det, at mændenes levealder har nærmet sig kvindernes, så mænd lever længere, og der er færre enker.
Paradokset er, at der i løbet af de seneste år samtidig er blevet flere ældre, som føler sig ensomme. Hvorfor vides ikke med sikkerhed. Men de sociale medier spiller muligvis en rolle. I den offentlige debat er der som oftest kun fokus på unge, der føler sig utilstrækkelige og isoleret ved at være på de sociale medier og blive konfronteret med det spændende og socialt aktive liv, jævnaldrende tilsyneladende fører. Men mange ældre er i dag også på de sociale medier, og ifølge Anna Amilon kan deres oplevelse af at føle sig ufrivilligt ensomme være nøjagtig den samme.
»Der er selvfølgelig færre ældre end unge, der bruger sociale medier. Men de bruger dem i stigende grad. Og hvorfor skulle mekanismerne være anderledes blandt ældre?«
