En omstigning, tak!

I avisen Dannebrog skrev en herre i december 1903, at alle københavnerne efterhånden var blevet »mere eller mindre hypnotiserede af disse Sporvogne, som vi daglig benytter; som krydser vor Vej utallige Gange i Dagens Løb; som vi maa tage os i Agt for ikke at blive kørt ihjel af; som tiltaler vores Hovedstadsforfængelighed, naar de suser afsted gennem Gaderne, og hvis Klokkers Klemten er det sidste, vi hører om Aftenen, som den ogsaa er den første Larm fra Byen, der trænger ind til os, naar vi vaagner om Morgenen«.

Samme år blev 52 millioner sporvejsrejser registreret i København, og byen kunne cirkulere en kvart million mennesker om dagen. Der var tale om en teknologisk revolution med enorme konsekvenser. Huspriser langs sporene steg, hele kvarterer tiggede og bad om at blive koblet på systemet, restauranter og butikker langt fra sporene visnede og døde, folk pendlede og slog sig ned længere ude end nogensinde før, digtere digtede – »Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar/travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar« – (Emil Bønnelycke), og aviserne skrev med sensationsfryd om påkørsler med splintrede kranier, kødtrevler og overskårne ben.