Der er netop rundet en bemærkelsesværdig milepæl i uddannelsessystemet. For første gang nogensinde udgør søgningen mod universiteterne over halvdelen af samtlige ansøgninger til de videregående uddannelser. Universiteternes markedsandel er dermed vokset til et nyt rekordniveau, mens professionshøjskolerne og erhvervsakademierne står tilbage som taberne i spillet om at appellere til de unges fremtidsdrømme.
De nye tal vedrører kvote 2-ansøgningerne, hvor det ikke kun er karaktererne fra gymnasiet, der gælder, og de fortæller især historien om, hvordan professionsuddannelserne på velfærdsområdet er i krise.
Hospitalerne, daginstitutionerne og folkeskolerne mangler allerede i dag sygeplejersker, pædagoger og lærere. På landsplan sker der såkaldt forgæves rekruttering i 18 procent af tilfældene, når en stilling som folkeskolelærer bliver slået op. For pædagogjobbenes vedkommende drejer det sig om 29 procent, mens hele 43 procent af forsøgene på at skaffe en sygeplejerske mislykkes.
Knapheden på nogle af velfærdssamfundets vigtigste frontmedarbejdere kan tilmed forventes at gå fra slem til værre. Ifølge fremskrivningerne bliver der i de kommende år betydeligt flere plejekrævende ældre over 80 år, ligesom antallet af børn i daginstitutionerne kan påregnes at stige.
Problemet er bare, at de unge i markant og stigende grad fravælger de mellemlange uddannelser på professionshøjskolerne, der skal skaffe nye medarbejdere til at passe de små børn, undervise skoleeleverne og tage sig af patienterne.
Mest graverende står det til med sygeplejefaget. I løbet af blot ét år er antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen faldet med 36 procent. De gentagne beklagelser fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) over at tilhøre en underbetalt faggruppe og sygeplejerskernes strejke sidste sommer har tydeligvis skræmt mange unge væk.
Men den sløje rekruttering til velfærdsprofessionerne er ikke et pludseligt fænomen. Mens tendensen gennem mange år har været øget søgning mod universiteterne, er det gået den modsatte vej med de store professionsuddannelser. I løbet af de seneste fem år er antallet af ansøgere mindsket med 45 procent på sygeplejerskeuddannelsen, med 42 procent på pædagoguddannelsen og med 21 procent på folkeskolelæreruddannelsen.
At professionsfagene mister terræn til beslægtede akademiske uddannelser, illustreres for eksempel ved, at der nu for første gang er flere unge, der vil læse til læge og psykolog, end der er ansøgere til at blive sygeplejerske og pædagog.
Der er selvsagt mere end én årsag til, at de unge vender velfærdsfagene på professionshøjskolerne ryggen. Men spørgsmålet er, om ikke man kan tildele fagforeningerne et medansvar. Det er vist velkendt, at DSR, BUPL og Danmarks Lærerforening (DLF) højlydt og ofte gør opmærksom på, at deres medlemmers arbejdsvilkår er belastende, at nedslidningen er betragtelig, og at medlemmer i stort tal flygter ud af professionerne for at tage sig noget andet til. Dertil kan lægges, at DSR og BUPL ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle, at sygeplejerskerne og pædagogerne får for ringe løn.
Kort sagt gør de faglige organisationer sjældent nogen overbevisende reklame for jobbene som sygeplejerske, pædagog eller skolelærer. Snarere efterlader udmeldingerne indtrykket af fag, det ikke er videre opløftende at arbejde i.
Offentlighedens bevidsthed
Det måske mest udtalte eksempel på negativ markedsføring må tilskrives DLFs tidligere formand Anders Bondo Christensen, der under lærerkonflikten tilbage i 2013 ligeud anbefalede unge ikke at blive skolelærere.
»Lad mig sige det sådan: Det var ikke hjælpsomt,« bemærker Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole og formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler.
Spørger man Stefan Hermann, om fagforeningerne er med til at skabe en offergørelse omkring velfærdsprofessionerne, svarer han:
»Den risiko løber de i hvert fald, hvis man alene kommunikerer meget yderliggående med negative historier og ikke også fortæller, hvor mange der faktisk trives på deres job, og hvor fantastiske job de har.«
Nogenlunde samme vurdering har rektor Alexander von Oettingen fra professionshøjskolen UC SYD. På den ene side er det, påpeger han, fair, at fagforeningerne varetager professionens interesse ved at problematisere arbejdsvilkår med plads til forbedringer. Men det er »en svær balancegang«, og den faglige kamp for at gavne medlemmerne har ifølge Alexander von Oettingen haft en vis indflydelse på, at det er blevet sværere at tiltrække unge til velfærdsprofessionerne.
»Hvis der er rigtig dårlig omtale af lærernes arbejdstid eller sygeplejerskernes forhold, gider de unge ikke søge de uddannelser. Man kan ikke løbe fra, at der er en sammenhæng,« siger han.
Som professor i sundhedsøkonomi og -politik på Syddansk Universitet har Kjeld Møller Pedersen fulgt DSR gennem mange år. Efter hans opfattelse gør sygeplejerskerne sig selv »til ofre«, og fagforeningens problematisering af løn- og arbejdsforholdene påvirker tilgangen til faget.
»De har et ganske stort medansvar, og et stykke hen ad vejen taler de deres eget fag ned. Det skal så nuanceres. De taler om, at det er hårdt og lavtlønnet. På den anden side siger de også, at det er spændende. Men jeg tror, at det, der bliver siddende i offentlighedens bevidsthed, er lav løn, og at det er stressende. Det er et vedvarende budskab fra DSR,« siger Kjeld Møller Pedersen.
På pædagogområdet bør BUPL spille en mere aktiv rolle for at højne professionens anseelse blandt de unge, mener professor Charlotte Ringsmose fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.
»Jeg kunne virkelig ønske, at man fik talt betydningen af pædagogfaget op. Men desværre er fagforeningen med til at opretholde en diskurs om, at det er hårdt at være pædagog, at normeringerne er dårlige, og at vilkårene er ringe,« siger Charlotte Ringsmose.
På lærerområdet har DLF længe markeret utilfredshed med folkeskolereformens konsekvenser for lærernes arbejdsvilkår. De seneste par år har foreningen dog udsendt blødere signaler, omend der, ifølge professor Lars Qvortrup fra DPU ved Aarhus Universitet, stadig lyder »et ekko« af utilfredshed over tingenes tilstand. Han mener desuden, at Lærerforeningens holdning til inklusionen – altså indsatsen for at rumme elever med indlærings- eller adfærdsvanskeligheder i de almindelige klasser – er problematisk for rekrutteringen til lærerfaget.
»Det beskrives som en opgave, der er næsten uoverstigelig at klare, og som lægger et meget stort pres på lærerne i deres daglige gerning,« siger Lars Qvortrup.
Desillusionerede unge
Den sløje rekruttering til velfærdsuddannelserne gør det vanskeligt at se, hvorfra der skal komme nye kollegaer til medarbejderne, der i forvejen synes, at de har travlt.
De faglige organisationer afviser dog, at de taler deres fag ned, og de benægter at have medansvar for, at stadig flere unge fravælger professionerne: Nej, skal man lede efter de skyldige, er det snarere politikerne og de offentlige arbejdsgivere, der er for økonomisk påholdende og dermed gør for lidt for at forbedre løn- og arbejdsvilkårene.
»Det nytter ikke at tro, at vi bare kan kampagne os ud af det, og at vi bare skal tale faget op, når virkeligheden ser anderledes ud. Ellers får vi en masse desillusionerede unge,« siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
DSR kan heller ikke se noget formål med at fremstille sygeplejerskefaget i et urealistisk rosenrødt skær.
»Nogle vil sige, at vi måske er med til at skræmme de unge væk. Men jeg vil nu hellere være med til at prøve at påvirke, at vilkårene bliver bedre – ved at italesætte, at der er for travlt, og at vi bør allokere flere ressourcer til pleje i sundhedsvæsenet – end jeg vil være med til at lave en smart kampagne, der skal fortælle de unge, at det giver utrolig meget mening at være sygeplejerske,« siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg.
Spørger man Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF, er det næppe foreningens udmeldinger om forholdene i folkeskolen, der afgør, om unge søger ind på læreruddannelsen. Desuden er der bare visse omstændigheder, som DLF ikke kan forbigå i tavshed.
»Vi har ikke lærermangel i Danmark, vi har lærermangel i folkeskolen. Det er, fordi mange vil have et andet job end at være lærer i folkeskolen, selvom de har læreruddannelsen. Og det problem kan vi ikke tale ned,« siger Gordon Ørskov Madsen.
Han fortæller dog, at der er et dilemma.
»Jeg er påpasselig med ikke at være for negativ, for det forstærker den effekt, vi gerne vil prøve at gøre noget ved; nemlig at nogle bliver skræmt væk. Men jeg kan bare ikke sige, at alting er godt i folkeskolen. For så vil nogle af medlemmerne sige: ‘Det er altså ikke helt rigtigt.’ Så det handler om at finde balancen.«
Ifølge den seneste store undersøgelse om arbejdsmiljø og helbred døjer skolelærere, pædagoger og sygeplejersker oftere med arbejdsrelateret stress end gennemsnittet. Der er dog akademikere, som åbenbart er endnu mere stressede på grund af jobbet. Listen toppes nemlig af læger. Gymnasielærere og undervisere på universiteterne ligger henholdsvis nummer 3 og 4 lige efter socialrådgiverne.
