Andreas Umland, tysk politolog og historiker, der bor og underviser i Kyiv, forlod sin bopæl i den ukrainske hovedstad den 22. februar, to dage før de russiske styrker invaderede landet, med det formål at rejse hjem til fædrelandet Tyskland og besøge sine gamle forældre. Stemningen var på det tidspunkt relativt udramatisk, husker han.
»Den almindelige opfattelse i Kyiv, som også var min opfattelse, var, at der ville komme en eller anden form for militær eskalering i det østlige Ukraine, hvor de såkaldte folkerepublikker Donetsk og Luhansk havde annonceret, at de ville udvide deres pseudostater. Måske også i det sydlige Ukraine for at genetablere den vandforsyning til Krim, som ukrainerne havde afbrudt. Men ingen havde forestillet sig det totalangreb fra alle sider, Ukraine er udsat for, denne Vernichtungskrieg (udryddelseskrig, red.) mod Ukraines byer og befolkning. Mod Kyiv og russisktalende byer som Mariupol og Kharkiv. Hvem kunne have forudsagt det?«
Umland er, som mange andre analytikere, fuld af respekt for ukrainernes evne til at holde de russiske styrker stangen, ja, ovenikøbet generobre territorier, som det er sket den sidste uges tid. Og han er lige så overrasket som alle andre over de logistiske og planlægningsmæssige problemer, der har bremset den russiske invasionsstyrke. Men han advarer imod at tro, at Putin opgiver sit forehavende og trækker sine styrker hjem af den grund.
»Rusland har slet ikke brugt sin totale ildkraft endnu. Vi ved, hvordan det ser ud – fra Grosnij og de syriske byer Aleppo, Homs og Idlib. Russerne sønderbombede disse byer, indtil de kapitulerede. Den ukrainske opfattelse er, at de er i stand til at forsvare deres vigtigste byer, især Kyiv, fra at blive erobret af russiske styrker. Det er ukrainerne ret sikre på. Men russerne kan også bruge biologiske eller kemiske våben, eller endda et taktisk atomvåben, for at tvinge Ukraine i knæ. Præsident Zelenskyj og hans folk kan blive stillet over for valget om at kapitulere eller risikere den fysiske udslettelse af Ukraines byer og befolkning. Det er et apokalyptisk scenario, som vi kan blive tvunget til at tænke på.«
Ændrede krigsmål
– Fra begyndelsen var Putins mål at erobre Kyiv og indsætte en lydregering. Den plan er åbenlyst slået fejl. Hvad er planen nu?
»Russernes forventning var, at de kunne sende faldskærmstropper ind i Kyiv og aktivere sleeper agents, tilfangetage eller dræbe Zelenskyj og indsætte en russiskvenlig regering. Det var helt åbenlyst en stupid idé. Selv hvis man havde kunnet neutralisere Zelenskyj og samle nok kollaboratører til at danne en quislingregering, hvilken autoritet ville den så have? Ville de offentligt ansatte, politiet for eksempel, følge ordrer fra sådan et regime? Det tror jeg ikke. Det ser man tydeligt i de områder, der nu er besat af Rusland. I byen Kherson i det sydlige Ukraine er der hyppige demonstrationer mod besættelsesmagten og en massiv civil ulydighed. Så for at få noget gennemført må russerne indføre et terrorregime. De ville være nødt til at have en massiv tilstedeværelse af russiske styrker og politi. Det ville organisatorisk, økonomisk og logistisk være en alt for stor opgave. Meget tyder på, at Putin har erkendt dette. Derfor er planen nu ikke længere at fremtvinge et regeringsskifte i Kyiv, men gennem en massiv ødelæggelseskrig at få den ukrainske regering til at give Rusland store indrømmelser som betingelse for fred.«
– Præsident Zelenskyj har antydet, at han er parat til at afstå fra at søge NATO-medlemskab og er åben over for forhandlinger om Donbas’ og Krims status. Er der en fare for, at Zelenskyj bliver tvunget til indrømmelser, der ikke vil blive godt modtaget i alle ukrainske lejre og vil ødelægge den ekstraordinære enhed, ukrainerne hidtil har vist?
»Selvfølgelig er det et tricky spørgsmål for Zelenskyj, hvor langt han kan gå. Men i løbet af krigen er hans opbakning i Ukraine steget markant. Jeg tror, at han nu har den autoritet, der skal til for at lave de indrømmelser, han mener er nødvendige. Mit indtryk er, at hvis han indgår en aftale, vil det ukrainske samfund med overvældende flertal støtte den. Zelenskyj har antydet, at Ukraine kunne afstå fra at virkeliggøre forfatningens ord om, at landet har som mål at blive optaget i NATO. Begrundelsen er, NATO ikke vil optage ukrainerne alligevel, så det giver ikke mening for Ukraine at insistere på at ville i NATO. Derudover kan han nok gå med til at genetablere situationen, som den var før 24. februar – altså med Rusland i faktisk kontrol med Krim og pseudostaterne i Donbas. Spørgsmålet er, om det er nok for Rusland.«
– Man kan også argumentere for, at der er tegn på, at Kreml leder efter en vej ud? For eksempel har den russiske vicestabschef, Sergej Rudskoj, forleden sagt, at Ruslands krigsmål nu er at »befri« de dele af Donbas-området, der er under ukrainsk kontrol. Hvilket er noget andet end at indsætte en lydregering i Kyiv.
»Der er utvivlsomt flere og flere folk i ledelsen i Moskva, der ønsker at stoppe denne krig, og der kommer hele tiden modstridende meldinger. Ingen ved rigtig, hvad der foregår bag Kremls mure. Men det står nu klart, at en russisk sejr kun kan opnås for en frygtelig pris, hvis man tæppebomber eller bruger masseødelæggelsesvåben, hvilket vil åbne for et helt nyt scenario i Europa. Det vil formentlig også indebære, at Rusland vil miste den passive støtte, man nu får fra Kina og Indien, og Rusland vil stå helt isoleret internationalt. Problemet er Putin. Mit indtryk er, at Putin ikke er parat til at trække styrkerne ud på grund af mindre indrømmelser fra ukrainsk side. Han vil kræve store indrømmelser: territorier, total demilitarisering af Ukraine. Indrømmelser, der er umulige for Zelenskyj at levere.«
Revner i Kremls mure?
– Ser De revner i Kremls mure, tegn på, at kræfter i ledelsen eller sikkerhedsapparatet overvejer, om Putin kan erstattes?
»Mange af de mest magtfulde ledere er gamle KGB-officerer. Deres profession går ud på at holde ting hemmeligt. Så vi ville ikke vide det, hvis der var planer i den retning. Nu er flere generaler fra efterretningstjenesten FSB kommet i husarrest, så vi ser allerede tegn på visse revner. Hvor politisk signifikant det er, ved vi ikke. Putin kan være ved magten i mange år endnu. Eller han kan blive afsat eller endda dræbt i løbet af de næste uger. Vi ved det ikke.«
– Hvis vi skal holde øje med en udfordring til Putin, skal den så komme fra sikkerhedsapparatet, militæret eller oligarkerne?
»De oligarker, der er tæt på Putin, vil leve med ham eller gå ned med ham. Andre har udtrykt sig forsigtigt kritisk, men de er ikke tæt på Putin og har ingen politisk magt. Jeg formoder, at mange i militæret er ulykkelige over, hvad der sker. Vi har set tidligere general Leonid Ivasjov, en meget berømt militær leder, tale imod krigen. Men der er ingen tradition i Rusland for, at militæret sætter sig op imod den politiske ledelse eller endda begår kup.«
– Så udfordringen skulle komme fra Putins inderkreds, fra sikkerhedsapparatet?
»Ja, det er, som jeg ser det, eneste mulighed for at afsætte ham. Det skal komme fra inderkredsen. Det er der til gengæld solid tradition for i Rusland. Det var sådan, Khrusjtjov blev afsat, og tidligere er flere zarer afsat og endda dræbt ved paladskup. Problemet er, at det er Putin fuldt ud opmærksom på.«
Vi kan indtil videre ikke sætte vores lid til civilsamfundet eller den politiske opposition, hvis krigen i Ukraine skal stoppes, mener Andreas Umland.
»Før det kan blive en faktor, skal vi se virkelig store demonstrationer mod krigen. Hvis hundredtusinder af russere går på gaden og er ligeglade med at overtræde loven og komme i fængsel, så kunne det lægge pres på Putins inderkreds. Men det ved regimet også. Så de er meget påpasselige med at få stoppet protesterne på et meget tidligt stadium.«
Vestens reaktion utilstrækkelig
Andreas Umland er meget tilfreds med NATO-alliancens og EUs håndtering af Ukraine-krigen, både hvad angår Vestens sammenhold, omfanget af sanktioner og den sympati og humanitære støtte, der er strømmet ukrainerne i møde fra befolkningerne. »Historisk, nærmest revolutionært« er ord, han bruger. Og så er det alligevel ikke tilstrækkeligt.
»Problemet er, at selv denne radikale ændring i Vestens tilgang til Rusland halter bagefter krigens dynamik. Sammenlignet med situationen før krigen er det helt sikkert meget imponerende, hvad der er sket. Men når vi ser, hvad der er sket i Ukraine i de seneste fem uger, er Vestens reaktion stadig utilstrækkelig. Strategisk utilstrækkelig.«
Jeg beder Umland uddybe:
»Den største misforståelse, hvad angår den russisk-ukrainske krig, er, at det er en konflikt, der overvejende har en lokal dimension, som kan holdes inden for Ukraines grænser. Vi har ikke i tilstrækkelig grad erkendt, at denne konflikt rækker langt ud over regionen, at den har konsekvenser for hele Europa.«
Umland giver tre eksempler: »Først er der atomkraftværkerne i Ukraine. Tjernobyl, Zaporizjzjia, Mykolaiv. Der er 15 reaktorer i brug nu, de fleste af dem stadig aktive, og der har været og er fortsat krigshandlinger tæt på flere af dem. Det er klart en risikofaktor, der går på tværs af grænserne og også kan berøre os. Den anden er flygtningene. De er nu omfattet af en masse sympati. 3,6 millioner er nu flygtet ud af landet, og vi tæller stadig. Byer som Warszawa og Krakow melder nu, at de ikke logistisk kan rumme flere. Spørgsmålet er, hvad vi gør, når det bliver otte millioner, ti millioner, 11 millioner. Problemet accelererer kun og bliver måske mere langvarigt. Vi har endnu ikke fuldt ud indset betydningen af det.«
Som tredje grænseoverskridende konsekvens af Ukraine-krigen nævner Umland en sandsynlig atomvåbenspredning. Hvorfor nu det?
»Hele konflikten er defineret af den kendsgerning, at Rusland har atomvåben. Og at Ukraine i sin tid gav afkald på de atomvåben, der var opstillet i landet i sovjettiden. Det er en åbenlys fordel for Rusland i denne konflikt. Det er udelukkende på grund af de russiske atomvåben, at Vesten ikke tør involvere sig og stoppe krigen. Alle er bange for, hvad Putin kan gøre. Det giver Rusland et instrument til at udvide sit territorium på bekostning af en ikkeatommagt. Fremover vil der være hundredvis af sikkerhedseksperter rundtom i verden, der tænker over deres eget lands sikkerhed, og de vil konkludere, at vi ikke skal være så dumme som ukrainerne, men skal være smarte som Rusland, vi må anskaffe os atomvåben.«
– Så hvad kan Vesten gøre mere? Indføre no fly-zoner over ukrainsk territorium – efter først at have sat russisk antiluftskyts ud af spillet? Stoppe al import af russisk olie og gas, lige meget hvilke konsekvenser det måtte få for os selv?
»NATO vil ikke implementere en no fly-zone af frygt for at starte tredje verdenskrig. Men det behøver vi heller ikke. Vi kunne gøre Ukraine i stand til selv at kontrollere deres luftrum ved at give dem den nødvendige teknologi, for eksempel hightech antiluftskyts. Så kunne vi skabe noget, der i praksis var risky fly-zones, risikable for russiske piloter. Og ja, vi kan og bør indføre et importforbud mod alle russiske eksportvarer, herunder olien og gassen, for det er simpelthen vores bedste instrument til at ramme Rusland økonomisk. Rusland får hver dag en milliard euro fra EU-landene for importen af olie og gas. Hvis vi stopper det, kan Ruslands socioøkonomiske system ikke køre rundt længere, og krigen ville ikke længere kunne finansieres.«
Putins psykologiske krigsførelse
Det, Andreas Umland har opdaget efter sin tilbagevenden til Tyskland, er to grundstemninger. Den ene er solidaritet – enorm medfølelse og offervilje over for de fordrevne ukrainske familier. Den anden er angst – på tyskernes egne vegne. Angst for energiknaphed, for inflation, for en vækst, der er gået i stå. For et Europa, de ikke kan kende igen. Og ikke mindst: angst for atomkrig.
»Der er megen reel frygt her blandt tyskerne for en tredje verdenskrig. Lokale aviser er fyldt med fotos af bunkers, der bliver sat i stand og nu kan bruges igen. Men vi har faktisk levet med disse atomvåben i de seneste 75 år. Vi har i årtier haft langt flere atomvåben, end vi har i dag. Vi har haft en kold krig. Cubakrisen. Men vi har haft fred i Europa så længe, at folk har glemt, hvordan denne trussel om gensidig ødelæggelse virker. Du kan ikke starte en atomkrig, for så vil du selv blive dræbt. Det øjeblik, du trykker på knappen, er det øjeblik, du dræber dig selv og din familie og venner og udraderer dit land.«
»Risikoen for en tredje verdenskrig er generelt overvurderet,« mener Umland. »Folk taler om deres egen frygt og frygten for deres familie. Men de glemmer, at Putin også har to døtre – alene fra sit legale ægteskab – samt børnebørn. De russiske generaler har børn og børnebørn. Vi har lige nu i Vesten en meget farlig modtagelighed for russisk psykologisk krigsførelse, og Putin spiller bevidst på det.«
– Og De mener, at Putin stadig tænker og handler rationelt?
»Vi kan ikke være sikre, men ja, det tror jeg. Og problemet for ham er også, at hvis han vil starte en atomkrig, kan han ikke gøre det alene. Der er en kommandokæde, der må være enige om at gøre det. Jeg ser det ikke ske, medmindre Vesten angriber først. Jeg mener, at det mest af alt drejer sig om psykologisk krigsførelse.«
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
