Jeg har en ven med en fortid i bondagemiljøet. Det er der, hvor man binder sin partner eller på anden måde gør det svært for dem at bevæge sig. Bondage behøver ikke handle om sex, men det gjorde det altså for ham. Min ven har en lang uddannelse, et job i mediebranchen og stor respekt for folk, der ikke laver det samme som ham. Men han gider ikke dyrke sex med dem og går kun til private erotiske arrangementer med kuraterede gæstelister, hvor de potentielle partnere ligner ham selv.

Som så mange andre, mig selv inklusive, knalder han inden for sit segment. Han ville aldrig sætte sine ben på en sexmesse eller i en swingerklub, siger han, og ifølge ham er min fordom korrekt: Sexmesser er det, man foragter, hvis man bor i en større by og ikke vil fremstå som en, der har et alt for bonderøvsagtigt sexliv. Sexmessen er Lalandia og Dinos Legeland, swingerklub er bølgepomfritter og Jensens Bøfhus.