Østvendt. Verden er forenet imod Vladimir Putin. Eller er den? Rapport fra et land, hvor alle børn ved, at Rusland er deres bedste ven.

Onkel Putin

Onkel Putin Af Sonja Furu

DELHI, INDIEN. Her er ikke rigtigt fortove, for så snart asfalten bliver smurt ud, overtages den af boder og flokke af farverige, ivrige gadesælgere, så jeg går ude i vejkanten blandt hylende bilhorn, på det smalle støvede stykke mellem rickshawer og overfyldte tæpper med glitrende armbånd, krydderier og dvd’er.

På et fortovstykke bugner det med aviser og magasiner: India Today, Times of India, Dainik Jagran, Hindustan Times, The Hindu, Amar Ujala.

En mager mand med indsunkne kinder sælger mig en stak til hundrede rupier, omtrent ti kroner. Over os bager solen, tøjet klæber, og jeg må tørre sved af overlæben, inden jeg rækker ham mine krøllede sedler.

Vladimir Putin er at finde i alle aviserne, hver og én. Ligesom derhjemme, tænker jeg og bladrer stakken igennem, da jeg er tilbage under fanerne i min højloftede lejlighed. Men så alligevel helt anderledes.

Jeg er interesseret i, hvordan den indiske presse dækker Ukrainekrigen. I USA og Vesten bliver Putin fordømt, kaldt krigsforbryder og sammenlignet med verdenshistoriens største tyranner, Stalin, Hitler, Mussolini. Beskyldt for at videreføre deres kyniske krigslogik til det 21. århundrede, hvor vi ellers er enige om diplomati, om dialog, om fred i Europa.

Hele verden er forenet imod Vladimir Putin. Sådan føles det i hvert fald, når man ankommer fra Danmark. Men hvordan taler Sydasiens stormagt med 1,3 milliarder mennesker om »Putins krig«?

Ret til angreb

Den russiske antagonist bliver ikke lagt for had, nej. I de hindisprogede aviser, som er de mest læste, bliver han beundret. I en artikel i Amar Ujala sammenligner journalisten, Jeet Kumar, præsident Putin med den ukrainske præsident Zelenskyj:

»Et klogt sind førte præsident Putin til magten, mens Zelenskyj blev præsident på baggrund af en håndfuld jokes …«

Min indiske fixer hjælper mig med at oversætte, mens jeg læser. Over vores sms-tråd sender han mig et link til et indslag på nyhedskanalen Zee News. Det er sendt få dage efter, at Putin invaderede Ukraine.

Jeg tager hørebøffer på og ser klippet: en tung og kraftfuld fanfare, da-da-da-daaaa, man får fornemmelsen af at have købt billetter til en dårlig produceret actionfilm, Putin toner frem. Over ham bølger det indiske flag; striber i orange, grøn og hvid.

»Yeh Putin hai, ghar mein ghus ke maarega,« siger værten. »Det her er Putin, og han er klar til kamp.«

Hvorefter værten citerer en Bollywood-dialog, hvor kampgejst roses.

Er det seriøst, spørger jeg min fixer, der i øvrigt hedder Ali Monis Naqvi og er vokset op i den nordøstlige delstat Uttar Pradesh. Ja, svarer Ali, Zee News er en af de førende kanaler i Indien. »Det er en klar hyldest til Putin.«

Den amerikanske avis Washington Post beskriver, hvordan en stribe indiske nyhedskanaler omtalte Putin som en »beslutsom, kompetent stærk mand« den februardag, han satte gang i invasionen af Ukraine.

Viften i mit loft kæmper en hård kamp mod de 37 graders varme, jeg er gået fra køligt forår til tropisk hede, fra den smalle gade stiger en dunst af forrådnelse og en for mig fremmed duft af røgelse.

Jeg er landet i en anden virkelighed på flere niveauer.

Vestens venner

Jeg lukker computeren i, lægger aviserne fra mig og banker på hos min udlejer. Han er indisk, opvokset i Delhi, i den selvsamme ejendom, hvor jeg lejer øverste etage. Han og hans hustru bor på etagen under mig, og i stuen bor hans 93-årige mor. Hvad mener han om Putin og Rusland og krigen?

Svaret falder prompte: Rusland er – og har altid været – Indiens tætteste allierede. Punktum. Som måtte det besvare alle de spørgsmål, jeg havde til dén krig.

Jeg grubler over min udlejers ord, da jeg senere på dagen går gennem Astha Kunj Park et par hundrede meter fra, hvor jeg bor. Kvinder i sarier ligger i skyggen, en anden kvinde sidder på hug ved stien, sår bittesmå frø i jorden.

Den indiske premierminister skulle engang have sagt til præsident Putin, at alle indiske børn ved, at Rusland er deres bedste ven.

Min udlejer fortalte, at han som ung så russiske film, at det altid har vrimlet med russiske turister i Indien, at det er gratis at lære russisk på universiteterne.

Relationen til Rusland er tæt. Den indiske premierminister, Narendra Modi, skulle engang have sagt til præsident Putin, at alle indiske børn ved, at Rusland er deres bedste ven.

Det russiske venskab rækker videre end til Indien. Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har kaldt Putin sin »favorithelt«, og i Vietnam bliver Putin kærligt omtalt »onkel Putin«.

En familiær form, der også findes i Indien og giver mindelser om Stalins gamle amerikanske – og i eftertiden ofte sarkastisk udtalte – tilnavn »Uncle Joe.«

Der er også få fordømmelser af krigen i Indien, men de har en helt anden tone end hjemme. På fotografier fra en lille demonstration mod krigen, der fandt sted i Bangalore, står skolepiger med lige fletninger og skilte i hånden, hvor der står: »Putin Uncle Stop The War«. Igen denne kærligt appellerende omtale af pariaen Putin som onkel.

Generalsekretæren i regeringspartiet Bharatiya Janata Party har forklaret, at Ukraine aldrig har støttet Indien, mens Rusland altid har stået bag Indien. Altså en simpel logik: Vi står på vores venners side. Noget for noget.

Det minder mig – måske lidt naivt – om at være barn. Hvis man var rigtige venner, valgte man altid hinanden først til alting, valgte hinanden som sidekammerat, til gruppearbejde, til rundbold (også selvom ens veninde var dårlig til at slå).

Hvor meget er man villig til at bære over med for sine venner på verdensplan? Hvor mange dårlige slag? Hvor mange uskyldige liv?

I de indiske medier bliver USAs krigshandlinger gang på gang fremhævet som hykleriske, som udtryk for Vestens dobbeltmoral. Tag Irak, Libyen, Afghanistan, skriver de i aviserne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Henry Kissinger, den amerikanske udenrigsminister fra 1973 til 1977.

Den cool nørd med langbenede kærester, som sagde, at »power is the greatest aphrodisiac«. Det er efterhånden mange år siden, at den britisk-amerikanske journalist Christopher Hitchens omhyggeligt udlagde hans synderegister i Vietnam og Chile, alligevel er Kissinger aldrig blevet dømt eller holdt til regnskab for kup, hensynsløse bombardementer, svinestreger.

Selv i dag anses Kissinger af mange i Vesten som en legitim statsmand og politisk iagttager. Havde vi opfattet hans kyniske diplomati og krigsførelse anderledes, hvis ikke vi var flasket op med fortællingen om USA som helt? Hvis ikke amerikanerne havde været a force of good i vores del af verden?

En af mine gode venner er historiker, og han har ofte belært mig om Sovjetunionens andel i sejren i Anden Verdenskrig, og hvordan den er fraværende i mange vesteuropæeres bevidsthed.

Målinger lige efter krigen viste, at et flertal af befolkningerne i Europa mente, at Sovjetunionen reddede dem. Ifølge en meningsmåling i Frankrig fra maj 1945 anså over halvdelen af den franske befolkning Sovjetunionens tropper som de mest afgørende i befrielsen.

En skærende kontrast til målinger fra YouGov fra 2015, hvor seks ud af otte landes befolkninger tilskriver USA den ære.

»Alle erindringer er nutid,« som den tyske digter Novalis engang skrev.

Hitler i hopla

USA reddede os fra Hitler, fra ondskaben selv, som Putin nu er i fuld færd med at levendegøre. Putin bliver til Putler, sammenlignet med historiens grusomste diktator. Med rette, tænker jeg. Men i Indien er jeg ikke stødt på den sammenligning.

Det er ikke for meget at sige, at »Hitler« ikke fremkalder samme negative associationer som i Vesten. I boghandlere kan man købe Mein Kampf, og unge mennesker går med ironiske T-shirts, hvor der står Hitler hen over brystet.

I den nordlige del af Delhi finder jeg en butik med navnet Hitler – Boy’s wears. Den ligger på et gadehjørne i en lille smal gågade med løse hunde og hellige køer. Ledninger hænger ned fra oven i et mylder.

Udefra ligner det en helt almindelig forretning, hvide mannequiner iført jeans. Alligevel gibber det i mig, da jeg ser op på skiltet. En del af logoet er en tegning af Hitler i hopla. Han poserer med sit sorte overskæg, trukket i en mønstret T-shirt og flagrende bukser. Prikken over i’et er et hagekors.

Ejeren taler ikke engelsk, da jeg vil spørge ham til Hitler-konceptet. Men hele gaden bliver sat i sving for at forstå mine spørgsmål. En ung dreng får tjansen som oversætter og fortæller, at Hitler er et almindeligt navn i Indien, at butikken har fået det navn, fordi det er en herretøjsbutik. Butikken sælger tøj til mænd. Hitler var en mand. Den logik.

Kender de til Holocaust, forsøger jeg. Men den unge dreng ser over på ejeren i skjorte og farverig vest og de mange nysgerrige mænd, som har samlet sig om os. Han oversætter, mens alles blikke flakker, de ser uforstående på mig, og drengen må oversætte med et »don’t know«.

Jeg forlader butikken på den støvede gade med en mærkelig følelse i kroppen; det er svært at være forarget over uvidenhed. Alligevel er det jo helt vildt at bruge Hitler som et logo på en tøjbutik med jeans og blå polo-T-shirts uden at vide, hvem han var.

Men jeg minder også mig selv om, hvor uvidende jeg var om Indiens historie for bare få måneder siden. Hvad vidste jeg om Indiens revolution? Om uafhængighedskampen? Om krigen i 1971?

Machomand

I krigen mod Pakistan i 1971 kom Sovjetunionens Røde Hær Indien til undsætning. USA, derimod, holdt med Pakistan, og i mange år har amerikanerne ydet økonomisk støtte til landet.

Først da Trump stoppede pengestrømmen til Pakistan, blev luften mildere mellem Indien og USA. Og da Trump besøgte Indien i 2020, var det med »Namaste Trump-bannere«, mens Modi blev modtaget med »Howdy Modi!« i Texas.

Biden er knap så populær blandt Modis tilhængere, de hindunationalistiske vælgere. Han er for »diplomatisk«, kan jeg forstå.

Samme tur får Mahatma Gandhi. Ved siden af sit image som grundlægger af det moderne Indien bliver han af mange indere regnet for en svag leder, »fej og feminin«, som Peter Johansen siger i podcasten Styr på historien. Gandhi skriver sig ikke ind i rækken af maskuline ledere; Putin, Trump, Xi Jinping, Modi.

Putin har i årevis dyrket sit machoimage, tænk bare på de ikoniske billeder af ham med bar overkrop på en hesteryg i Sibirien. I Kina bliver Putin hyldet for sin maskulinitet, som også er en magtdemonstration mod Vesten. Putin afspejler, hvordan Kina og Xi Jinping ønsker at fremstå på verdensscenen, lyder det i forskellige indiske medier.

Det samme kan overføres til Indien, hvor Modi har sagt, at han vil gøre Indien »så eftertragtet, at alle amerikanere kommer til at stå i kø for at få et visum«. En bittersød bemærkning, da han selv tidligere er nægtet adgang til USA.

Modi er alle steder her; på billboards, på lygtepæle, i en rundkørsel. Han er kendt for at have en imponerende brystkasse med en omkreds på 56 tommer.

Vi lever i krisernes tidsalder. Pandemien når knap nok at slippe grebet om os, før krigen tager fat. Og i krisetider søger folk mod en enkel og sammenhængende fortælling. Mod en samlende og stærk leder.

Mens jeg går rundt langt væk fra Europa, langt væk fra krigen i Ukraine, mærker jeg, hvor lillebitte Europa er. Hvor lille vores plet på Jorden synes fra menneskehavet i Delhi.

I lygtepælen foran min lejlighed hænger Modi også på en plakat og skuer ud over sit enorme land. Hvert sjette barn i verden bliver født i Indien. Det 21. århundrede er spået til at blive Asiens århundrede. Ser man mod øst, er det Narendra Modi og Xi Jinping. De maskuline lederes tid. Og der kan en despot som Vladimir Putin godt være helt. Eller onkel, for den sags skyld.

Jeg krydser gaden, ikke så langt fra Kailash Colony Metrostation. Her ligger en skole, jeg ofte passerer, hvor børn i hvide skoleuniformer flere gange har spurgt, om jeg er fra Amerika. Nu stopper jeg et par drenge i uniform; kender de Vladimir Putin, spørger jeg. Hvad synes de om ham?

»He’s a strong man,« siger den ene og spænder overarmen, mens de andre brister i latter.