Et spøgelse går gennem Europa – atomkrigens spøgelse. Ikke siden Murens fald har frygten for en nuklear konfrontation mellem NATO og Rusland været større end nu. Det skyldes naturligvis Ruslands invasion af Ukraine og ikke mindst præsident Vladimir Putins erklæring i forrige uge om, at han øger landets atomberedskab, efter at Vesten indførte historisk omfattende sanktioner mod landet.
Det er ikke kun Putin, der har bidraget til frygten. Ifølge en analyse fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace (CEIP) i Washington, der udkom i sidste uge, vil en fortsat eskalering mellem parterne i krigen kunne medføre en risiko for, at Kreml vælger at gøre brug af sit atomvåbenarsenal. Det baserer tænketanken på erfaringer fra en række tidligere krigsspil, foretaget af USA og dets allierede. Flere medier, herunder tyske Tagesspiel, har citeret en anonym kilde i den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, for at dele samme bekymring. Kilden, hvis identitet vi ikke kender her på avisen, vil ikke udelukke muligheden for, at Putin kan vælge at bruge atomvåben i Ukraine, hvis han er tilpas presset, ikke for at vinde krigen, men for at jage en skræk i livet på sine fjender i Vesten.
Undergangens fire trin
Det lyder alt sammen meget uhyggeligt. Men hvad ved vi i grunden om Putins villighed til og muligheder for at bruge atomvåben? Det korte svar: ikke særlig meget. Siden højdepunktet af Den Kolde Krig har spørgsmålet været studeret ikke bare i diverse forsvarsministerier og efterretningstjenester, men også blandt forskere. Og her kan man groft sagt opdele feltet i to skoler, siger Carina Ann Meyn, der er adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.
»Den første gruppe arbejder typisk meget spilteoretisk og analytisk-deduktivt. De er trænet i den klassiske Dr. Strangelove-tilgang, hvor man lægger ud med de værste antagelser om, hvor snedige russerne kan tænkes at være, og på baggrund af worst case-scenarier øver sig igennem mulige huller i den vestlige tilgang over for Rusland, og hvad NATO har af nye behov. Der er mange hvis’er i den tilgang. Og man skal holde sig for øje, at det kan være meget abstrakte og kulturfattige antagelser, man anvender,« sig Carina Ann Meyn til Weekendavisen.
Denne spilteoretiske skole har været den dominerende i amerikansk sikkerhedspolitik. Det var den også under Donald Trump, hvor den seneste afskrækkelsespolitik blev udformet af daværende viceforsvarsminister Elbridge Colby. Hvert ottende år udgiver Pentagon sit såkaldte Nuclear Posture Review for at kunne vurdere, hvad den amerikanske atomare sikkerhedsstrategi bør være. Det seneste er fra 2018, og her er det tydeligt, at man i Pentagon arbejder ud fra den opfattelse, at man i Rusland har sænket barren for, hvornår man vil anvende atomvåben, og i dag arbejder med en såkaldt escalate to deescalate-strategi.
Denne strategi betyder kort fortalt, at Rusland er villig til at anvende taktiske atomvåben i en konventionel krig med NATO, hvis de er ved at tabe. Et »taktisk« atomvåben er bygget til at blive brugt på slagmarken i modsætning til de langtrækkende, strategiske våben, der kan ødelægge hele storbyer. Rusland har 1.000-2.000 af den slags taktiske atomvåben til rådighed, og de kan ødelægge alt fra en konvoj til en landsby. Ifølge Carina Ann Meyn arbejder de indflydelsesrige amerikanske analytikere med følgende scenarie, der består af fire trin:
»I trin et invaderer Rusland et østligt NATO-land for at erobre territorium. Det er enten et land i Baltikum eller Polen, man arbejder med. I trin to er de i fuld konventionel konflikt med NATO, hvor vi er langt stærkere. I trin tre vil Rusland befinde sig i en situation, hvor de trænges tilbage og taber den erobringskrig, de har igangsat. For at undgå at tabe ansigt og miste det erobrede stykke land vil Rusland måske kunne finde på at bruge taktiske atomvåben for at få den vestlige alliance til at trække sig tilbage og give dem den indrømmelse, at de kan beholde territoriet, eller at Vesten som minimum bakker væk fra Rusland. Det er det sidste og mest væsentlige trin lige inden overvejelsen, om man skal til at bruge atomvåben eller ej. I denne meget pressede situation betyder ‘escalate to deescalate’, at russerne eskalerer til det lavest tænkelige atomare niveau for at kunne deeskalere den konventionelle konflikt ned til et punkt, hvor de kan få indrømmelser frem for at vedstå et tab,« forklarer hun.
Præcis hvordan NATO vil reagere, skulle man nå trin fire, er strengt klassificeret. Men vi ved, at man de seneste år i Washington og blandt USAs allierede har arbejdet med krigsspil ud fra disse scenarier med svingende resultater. Nogle gange er det endt uden atomkrig. Andre gange er jorden gået under i en sky af paddehatte efter få træk.
Kremlologi
Det er jo ganske skræmmende. Men ved vi overhovedet, om Rusland har en escalate to deescalate-strategi og dermed en plan om at anvende taktiske atomvåben i en krig, de er ved at tabe? Her kommer den anden skole af analytikere ind i billedet.
Forskere som Olga Oliker og Andrey Baklitsky forlader sig ikke blot på spilteoretiske antagelser, men insisterer på at inddrage et mere kulturelt perspektiv. De har kritiseret de deduktivt analytiske høge for at arbejde ud fra ren spekulation. De mener ikke, at der er nogen evidens for, at Rusland har en sådan politik, og at det i øvrigt ville være tåbeligt at have en hemmelig politik om at anvende atomvåben i en konventionel krig. Så ville man netop ende som i Stanley Kubricks førnævnte komediefilm Dr. Strangelove fra 1964, hvor russerne har udviklet en dommedagsmaskine, der automatisk ødelægger hele jorden, hvis de bliver angrebet, men har glemt at fortælle amerikanerne om den, hvorfor den ingen afskrækkende effekt har.
En anden kritiker er den franske analytiker Bruno Tertrais, der selv er kendt som lidt af en høg. Tertrais mener, at man har fejlanalyseret en række russiske træningsøvelser og troet, at det var anvendelsen af taktiske atomvåben, de trænede, selvom der ifølge Tertrais blot var tale om konventionelle våben.
Hele denne debat er naturligvis ikke fløjet hen over hovedet på russerne. I juni 2020 bekræftede Kreml de kritiske analytikere ved at udgive et kort dekret på deres hjemmeside om anvendelsen af atomvåben. Her står det sort på hvidt, at Rusland kun agter at bruge atomvåben, såfremt selve den russiske stats eksistens er truet.
»Igennem længere tid har strategiske analytikere været delt i to lejre på spørgsmålet, om Rusland har en escalate to deescalate-strategi. På det officielle politiske niveau er det imidlertid klart skrevet ind som antagelse i USAs officielle strategidokumenter fra 2018 og frem,« siger Carina Ann Meyn.
Analyserne af den russiske villighed til at anvende atomvåben er altså produktet af spilteori, hvor man gætter på, hvad andre kunne finde på at anlægge af strategiske satsninger, koblet med god gammeldags kremlologi, hvor man på baggrund af sparsom information forsøger at blive klogere på, hvordan de russiske beslutningstagere mon tænker.
Ingen rød knap
Skulle der opstå en situation, hvor Rusland vælger at anvende atomvåben, vil det være præsidenten, der har truffet beslutningen. Hverken strategiske eller taktiske atomvåben kan anvendes uden at være blevet godkendt på højeste niveau. Det fremgår klart af dekretet fra 2020. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Putin bare kan fyre dem af til højre og venstre efter sit eget forgodtbefindende, forklarer Hans M. Kristensen, der er projektleder ved Federation of American Scientists, en sikkerhedspolitisk tænketank med hovedsæde i Washington, D.C.
»Han har ikke en rød knap på skrivebordet, han kan trykke på. Han kan give ordren, og så skal militæret udføre den. Men det skal siges, at der ikke er så mange oplysninger til rådighed i offentligheden om, hvordan systemet rent faktisk fungerer. Der er nogle vage forklaringer, der er givet gennem tiden. Der kan være lommer i systemet, der ville kunne modsætte sig,« siger Hans M. Kristensen til Weekendavisen.
I Sovjet-tiden havde den til enhver tid siddende generalsekretær en attachémappe, der skulle åbnes, og forskellige koder, som skulle indtastes, før et angreb ville kunne igangsættes. »Håndtasken bruger de stadig,« siger Kristensen.
»Der er flere af dem i systemet. Putin har en. Forsvarsminister Shoigu har en. Chefen for de væbnede styrker har en. Men det, vi ikke ved, er, om der skal godkendes her eller der, eller om præsidentens ordre kan gå direkte igennem systemet. Der er megen usikkerhed. Vi ved fra amerikansk side, hvor både præsidenten og vicepræsidenten har en kuffert, at præsidenten bærer på et lille kreditkort i lommen, de kalder en ‘biscuit’, med en elektronisk kode, som han sætter i sin kuffert, hvorefter han kan vælge en atomplan, der så kommer videre i systemet. Først er det til en kommandocentral i Pentagon, hvor koden skal bevise, at det er præsidenten, der har afsendt den. Derefter skal den konkrete plan, han har valgt, sendes videre. Der er altså flere i rummet, der skal beslutte sig for, om præsidenten er blevet skør, eller om det er reelt. Der kan man selvfølgelig forestille sig, at de ikke udfører ordren, hvis der ikke er et angreb mod USA i gang eller nogen umiddelbar krise. Men om det samme kan ske i Rusland, ved vi ikke,« siger Hans M. Kristensen.
Det efterlader det sidste store spørgsmål: Kan Ukrainekrigen lede til atomkrig?
»Jeg tvivler meget på, at atomvåben kommer i spil i selve Ukrainekrigen. Det giver ikke nogen mening. Det, man kan frygte, er, at Ukrainekrigen breder sig til eksempelvis Baltikum. Og at vi får en mere direkte militær konfrontation mellem NATO og Rusland. Hvis det sker, kan der ske en optrapning af konflikten, der kan nå til et punkt, hvor brugen af atomvåben kan finde sted. Det er den store fare ved denne krig, fordi den finder sted i Europa og involverer en atommagt. Men som det ser ud nu, er der ikke interesse i en optrapning,« siger Hans M. Kristensen og peger på, at NATO med vilje forsøger at holde en armslængdes afstand til krigshandlingerne i Ukraine.
Ifølge Hans M. Kristensen er der et par scenarier, hvor man kan forestille sig, at atomvåben kommer i brug, selvom Rusland ikke selv er blevet angrebet nukleart. Det kan som tidligere nævnt ske som udløber af en konventionel konflikt, der ikke er gået godt for Russerne.
»Men det er stadig et højt hegn at klatre over, da den konflikt skal være så slem, at selve fremtiden for den russiske stat skal stå på spil. Og det er der ikke tale om i Ukrainekrigen, så der er god grund til at tvivle på, at anvendelsen af atomvåben er en faktor på nuværende tidspunkt. Men alt det afhænger af, om man kan regne med, at Putin har sine sanser i behold. Har han ikke det, er alting muligt,« lyder det fra Hans M. Kristensen.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
