Hjemløse planeter

I 2011 kunne astronomer for første gang bekræfte, at universet er hjemsted for planeter, der ikke kredser om en stjerne. De såkaldte rogue planets vandrer hvileløst rundt og frister en tilværelse som kosmiske nomader. Foreløbig kender vi kun få af disse forældreløse himmellegemer, men nu har et internationalt hold af astronomer med franske Université de Bordeaux i spidsen gjort den hidtil største opdagelse på området. Forskerne har lokaliseret mindst 70 fritsvævende planeter i Mælkevejen, der ikke tilhører et solsystem. Planeterne er på størrelse med Jupiter og befinder sig i området omkring stjernebillederne Skorpionen og Slangeholderen.

Fritsvævende planeter er notorisk svære at spotte, da de i sagens natur ikke oplyses af en nærliggende stjerne. I det nye studie har forskerne imidlertid taget en anden strategi i brug. I de første få millioner år efter planeternes fødsel er de varme nok til at udsende en smule lys, som kan opfanges af visse teleskoper.