»Vi var faktisk i gang med at redde danskernes liv.«
Statsminister Mette Frederiksens forsøg på at anlægge en åben, jovial tone under onsdagens pressemøde om centrale ministres og embedsfolks sletning af sms’er i minksagen krakelerede et par gange undervejs. Helt kunne statsministeren ikke skjule, at hun fandt det en anelse småt at skulle svare på spørgsmål om den slags teknikaliteter efter den indsats, hun og hendes inderkreds har ydet for den såkaldte folkesundhed de seneste halvandet år, lige hjemkommet fra klimatopmøde og møde med NATOs generalsekretær, som hun var.
Helt almindeligt er det vel heller ikke, at det er statsministeren, der skal redegøre for den tekniske opsætning af mobiltelefoner i centraladministrationen. Det er imidlertid en situation, der hverken er frembragt af en emsig presse eller en sulten opposition. Det er den helt naturlige bagside af to ting, statsministeren har gjort til sine dyder, og som i en lang periode gav hende folkelig medvind. Nemlig resolut handlekraft og stram central styring ned i detaljen.
Bagsiden af det sidste er, at den, der styrer i detaljen, også får ansvar for detaljen. Derfor er det også nærmest glemt, at minksagen faktisk allerede har haft store politiske konsekvenser. Mogens Jensen måtte gå af som fødevareminister, og der er nedsat en kommission til at granske sagsforløbet. Det er under normale omstændigheder i den høje ende af, hvad en opposition kan få ud af en sag. Men fordi hele minkaffæren, som al anden coronapolitik, har været orkestreret fra Statsministeriet, bliver problemerne statsministerens, og den ansvarlige minister, Mogens Jensen, bliver en bifigur.
Ingen beviser
På onsdagens pressemøde var Mette Frederiksen næsten demonstrativt ubekymret over selve sagens kerne. Nemlig om hun var forhåndsorienteret om den manglende lovhjemmel til at beordre alle mink aflivet. Endnu er der da heller ikke kommet beviser frem på, at det har været tilfældet, og Frederiksens melding var mere end modig, hvis de beviser findes.
Alligevel har sagen allerede anrettet betydelig skade på den socialdemokratiske regering. Eksempelvis er stort set hele den vælgergevinst, der kom ud af coronakrisen, formøblet på ganske få måneder. En enkelt meningsmåling har allerede spået blåt flertal, hvilket for et halvt år siden blev anset for en utænkelighed i overskuelig fremtid. Hovedtendensen er dog stadig, at regeringen vil have et flertal bag sig efter et valg. Ifølge professor Kasper Møller Hansens vægtede gennemsnit af meningsmålinger udarbejdet for Altinget.dk har Socialdemokratiet tabt lidt over fire procentpoint siden marts, men har stadig bedre tilslutning end ved sidste valg.
Den samlede regeringsblok står til gengæld til at gå tilbage, selv om den stadig har et knebent flertal. Men det er langtfra så sikkert som i forsommeren, hvor regeringstoppen ifølge flere kilder diskuterede, om man skulle tage gevinsten hjem ved et valg. Ideen blev opgivet, men var oppe igen omkring den storstilede konference »Danmark kan mere« i Fredericia i august. Men dels var målingerne allerede kraftigt sivende, dels befandt både forsvars- og udenrigsminister sig i stiv kuling på grund af den tumultariske exit fra Afghanistan. Så igen blev valgplanerne i skuffen.
Topstyring
Spørgsmålet er imidlertid, hvilke muligheder regeringen har for at komme tilbage. Blandt fremtrædende socialdemokrater er det stadig opfattelsen, at statsministeren vil blive renset for mistanke om bevidste ulovligheder, når granskningskommissionen konkluderer engang i løbet af foråret. Bekymringen blandt Frederiksens partifæller er nærmere, om sagen har afdækket ting, der mere grundlæggende skader regeringen og statsministeren.
Det gælder især de indblik i magtudøvelsen, der fremgår af de uslettede sms’er, der allerede er kommet frem i kommissionen. Tonelejet hos især departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen er her ikke det egentlige problem. Det er til gengæld billedet af et regime, hvor der fra centralt hold udstedes indiskutable ordrer. Det billede har længe været kendt i centraladministrationen, hvor frustrationen over styreformen er udbredt. Nu har offentligheden også fået et indblik.
I ministerierne gælder frustrationerne især de politisk udpegede særlige rådgivere – i daglig tale kendt som spindoktorer – der mere end under andre regeringer anses som Statsministeriets forlængede arm, der klart tilkendegiver, hvad Statsministeriet forventer af embedsværket.
»STAT er glad« eller »STAT er ikke glad«, lyder karaktergivningen, som flere embedsfolk kan genkende. Spørgsmålet om »STAT«s glæde eller uglæde synes at være det centrale styringsredskab, der overtrumfer vanlig embedsmandsrådgivning.
Ikke mindst blandt ministeriets kommunikationsansatte har det ført til en række opsigelser på grund af presset for at stå det socialdemokratiske system bi. Herunder krav om at bidrage til ministres profiler på sociale medier.
»Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat,« sagde eksempelvis Finansministeriets kommunikationschef Sigga Nolsøe til Ritzau, da hun i marts sidste år forlod sin stilling.
»Tak for tilliden midt i et spændingsfelt mellem den aktuelle politiske managementmodel og et post corona presset embedsværk,« skrev Miljøministeriets kontorchef for strategi og kommunikation, Annette Juhler Kjær, på LinkedIn, da hun for to måneder sagde op.
Vicestatsministre
Det, som sms’erne fra departementschef Barbara Bertelsen ud over frisproget viser, er netop den topstyring og ordregang, der bekymrer i ministerierne.
Da regeringen i sin tid tiltrådte, vakte det opsigt, at Mette Frederiksens daværende rådgiver, Martin Rossen, fik titel af stabschef og plads i regeringens koordinations- og økonomiudvalg, hvor der traditionelt kun har siddet ministre. Kritikere omtalte efterfølgende Rossen som vicestatsminister, hvilket måske havde mere på sig end blot retorikken, selvom tituleringen blev afvist af regeringstoppen.
Centrale kilder oplyser nemlig, at Rossen og Mette Frederiksen i praksis opdelte ministerierne mellem sig, så de hver især havde tilsyn og kontakt med halvdelen. Frederiksen i sagens natur med de mest betydningsfulde.
Da Rossen sidste år forlod Statsministeriet, blev hans afløser, Martin Justesen, ganske vist stabschef, men ikke medlem af de centrale regeringsudvalg. Og endnu mere overraskende for de berørte ministerier virkede det, som om den officielle tilsynsrolle var overgået fra Martin Rossen til departementschef Barbara Bertelsen, der kunne opleves som langt mere aktiv i sin indblanding i fagministerierne.
At Statsministeriets departementschef formelt er den person, embedsmænd i sidste ende kan gå til, hvis de føler sig udsat for urimeligt politisk pres på fagligheden, opleves i den sammenhæng som illusorisk. Især en af de sms’er, der er kommet frem, viser, at Bertelsen har sin egen måde at fortolke skillelinjen mellem den saglige/faglige embedsmandsrådgivning og den politiske ageren på.
»I to skal redde den her sammen nu. I skyder på hinanden begge. Men det er jeres begges ansvar! Og det er regeringens liv,« skrev hun den 8. december til departementschef Henrik Studsgaard i i Miljø- og Fødevareministeriet samt Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels.
Man kan i hvert fald diskutere, om regeringens overlevelse er et problem, der angår formelt partineutrale embedsfolk, eller om Bertelsen her nærmere agerer som spindoktor eller vicestatsminister.
Spørgsmålet om netop den sms var da også det, der på onsdagens pressemøde gav de mest uklare svar fra statsministeren. Hun havde ikke opfattet regeringens liv som værende i fare, sagde hun. Det mere principielle spørgsmål om rollefordelingen mellem statsministeren og en departementschef, der tilsyneladende rådgiver om alt fra regeringens overlevelsesmuligheder til opsætning af telefoner, forholdt Frederiksen sig ikke til.
Et andet centralt, og ubesvaret, spørgsmål efter det godt halvanden time lange pressemøde er, hvilke procedurer der har afgjort, hvilke sms’er der skulle journaliseres, og hvilke der med god samvittighed kunne slettes. Ifølge offentlighedslovens paragraf 15 skal myndigheder journalisere, hvis »dokumentet har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt«.
Indtrykket efter pressemødet er, at det har været op til den enkelte medarbejder eller minister at afgøre, hvorvidt en sms var »sagsdannende« eller ej. Nogen fast procedure har der ikke været, hvilket kan vise sig mere afgørende end den meget omdiskuterede automatsletning, som departementschef Bertelsen foranstaltede på et ikke nærmere angivet tidspunkt i sommeren 2020.
Det er igen i de finere detaljers verden, men detaljer, som regeringen må tage alvorligt, fordi den har valgt at styre i detaljen. Men også fordi de hjælpende hænder bliver stadig færre. Det er nemlig ikke kun embedsværket, der føler sig kørt over af den særlige socialdemokratiske styreform. Også regeringens parlamentariske grundlag er blevet mere vrangvilligt. Her oplever man en forventning om, at der rettes ind, og at man kun i sparsom grad bliver orienteret om regeringens planer.
Derfor var der heller ikke megen hjælp at hente, da regeringstoppen på et møde tidligere på ugen forsøgte at afhandle sms-problemerne med partilederne fra De Radikale, SF og Enhedslisten. Svaret på, hvordan man kunne komme videre, var entydigt, at den eneste vej var at lægge alt frem for offentligheden. Det var givet en besked, der var afgørende for beslutningen om at afholde onsdagens pressemøde.
Den radikale pris
Netop det forløb viser, at regeringen har flere problemer end frafaldet af vælgere. Et problem med støttepartierne er, at især De Radikale føler sig kørt over gentagne gange. Derfor er partiet stærkt fristet af de følere, der tydeligvis udsendes fra Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, samt af håbet om en ny midte, der også omfatter Lars Løkke Rasmussen. Internt hos De Radikale erkender man, at det bliver svært at skifte side, men samtidig lyder det meget stålsat, at man ikke kommer til at støtte fire år mere på den nuværende måde.
Allerede nu er De Radikale parate til at tage sig betalt i politiske indrømmelser. Derfor har man også set partiet udfordre regeringen med eksempelvis udspil om topskat og udenlandsk arbejdskraft. Kalkulen hos De Radikale er, at regeringen ikke i det lange løb kan basere sig på, at Dansk Folkeparti redder den i den slags spørgsmål. Dertil er Kristian Thulesen Dahl for skræmt efter sine kostbare tilnærmelser til Socialdemokratiet.
Hvordan regeringen skal redde sig ud af en situation med sivende vælgertilslutning, vrangvillige støttepartier og en minksag, der kommer til at støje i måneder endnu, er der ikke en synlig plan for. Støttepartierne vil tage sig betalt. Og i forhold til vælgerne oplever man nu bagsiden af, at der i så massiv grad er sat lighedstegn mellem regeringen og Mette Frederiksens personlige brand.
Da Venstre som oppositionsparti gik til angreb på Nyrup-regeringen op til valget i 2001, var en af de vigtige taktikker at forsøge at trække statsministeren ind i alle sager, der kunne give skrammer – stort og småt. Det behøver oppositionen ikke i forhold til Frederiksen. Hun er allerede inde i dem.
Så hvis STAT ikke er glad for tiden, er der et par gode grunde til det.
