<p>Illustration: Eva Ucini</p> Foto: <p>Illustration: Eva Ucini</p> Foto:
Farvel. EU har forbudt plasticsugerøret. Nikolaj Arve mindes en gylden epoke.

Det store knæk

Det store knæk Af Nikolaj Arve

De færreste har vel tænkt over det før nu, hvor eventyret er slut: Plasticsugerøret og dets ulidelige lethed er væk, fra den ene dag til den anden, udskammet og bandlyst af EU. »You don’t know what you’ve got till it’s gone,« som Joni Mitchell synger i »Big Yellow Taxi«. Og nu står vi så her med et alternativ af rullet pap, som holder lige præcis fire et halvt sekund, når min toårige datter kaster sig ud i endnu en grådig kamp mod de små juicebrikker fra Rynkeby.

McDonald’s er ligefrem endt i en shitstorm, beretter Ekstra Bladet, fordi deres nye »skumfidusfrappé« er pakket ind i plastic, men alligevel serveres med et sugerør af pap. Og i supermarkederne skal man ikke stå længe ved hylden med plasticerstatninger for at høre et opgivende suk.

»They paved paradise,« synger Joni Mitchell, »and put up a parking lot.« Og hvis vi lige et kort øjeblik lader, som om hun tænker på et paradis af plastic og ikke det modsatte, så er det vel nogenlunde der, vi er i dag. Kig bare på Twitter eller Facebook eller hvor som helst i den virkelige verden. Plasticsugerøret er savnet, som andre syntetiske og miljøskadelige produkter kun kan drømme om. Så savnet, at en Venstre-politiker for nylig foreslog en decideret folkebevægelse mod papsugerør efter en tur i biografen – et uvant, folkeligt pletskud for det ellers kriseramte parti.

Enkelte maner dog til en form for besindighed. »Hvis du synes, at papsugerør er træls,« lyder det eksempelvis på Twitter, »så vent, til du hører om klimaforandringer.« Nogen skal jo ødelægge folkefesten, om man så må sige. Men man kan vel godt tillade sig en anelse nostalgi, nu hvor sugerørets gyldne plasticepoke rinder ud.

Sugerør i næsen

Begyndelsen på derouten kan sted- og tidsfæstes nogenlunde sikkert den 11. august 2015, et sted i havet ud for Costa Ricas kyst. Den tyske havbiolog Christine Figgener er som så ofte før ude at indsamle data til sin ph.d.-afhandling om havskildpadder. Pludselig får hun øje på en genstand, som stikker ud af næseboret på en af disse skildpadder, en stor kleppert med triste øjne.

»Ved du, hvad det er? En orm,« siger en af Figgeners kollegaer i starten af den video, som hun filmer og lægger på YouTube.

Skildpadden nyser og hvæser, mens de forsøger at vriste genstanden ud med en tang. »Jesus fucking christ,« siger Figgener, da skildpadden begynder at bløde. »Jeg er ked af det, lille ven. Men jeg tror, du synes bedre om det bagefter.«

Efter knap fire minutter lyder det pludselig på spansk: »Es plastico.«

»Plastico?« spørger Figgener. »Er det et sugerør? Sig ikke, at det er et fandens sugerør!«

Der går fire minutter mere, og så slipper genstanden endelig sit tag i næseboret med en skrattende lyd. »Oh my god,« råber de i munden på hinanden. Det er et sugerør.

Videoen er siden set mere end 42 millioner gange, og Christine Figgener er ikke i tvivl. Uden den havde vi formentlig stadig slubret sodavand i os gennem et plasticsugerør.

»Jeg er vant til, at folk ikke tænker over miljøspørgsmål, fordi de ikke er sexede,« fortæller hun. »Men min video er blevet dette utrolige redskab, som ingen er i stand til at se bort fra, medmindre de vil opfattes som hjerteløse monstre.«

»Man får ondt i maven af den,« tilføjer Anne Aittomaki fra Plastic Change om videoen, som hun også tror har haft stor betydning. »Den fik den viralitet, som kun kommer, når folk bliver påvirkede, oprørte og forargede.«

Ingen grænser for plastic

Det startede ellers så godt med det lille plasticsugerør.

»Der er snart ingen Grænser for, hvad Plastic kan bruges til,« indleder Jyllands-Posten en artikel den 21. april 1950 om det nye påfund. »Det sidste nye er Plastic-Sugerør. De har den store Fordel fremfor de andre, at de ikke knækker. Man kan sidde og fingere lige saa nervøst med dem, det skal være, bøje dem fortvivlet mellem to Fingre og knuge dem febrilsk sammen. Bagefter kan man rette dem ud og suge en styrkende Slurk.«

Og ikke nok med det. Ophavsmanden er dansk, hævder avisen. En aarhusiansk fabrikant ved navn Otto Sperling, som under krigen lever af at fremstille »fidusmalerier«, kopier af berømte malere, men nu har fundet en anden levevej.

»Amerika har ellers med Rette vundet Ry som Hjemstedet for de smaa, fikse Opfindelser, men Danmark kan også være med,« lyder det i avisen, hvor Otto Sperling udpeger et par situationer, hvor sådan et plasticsugerør er praktisk, eksempelvis til en fodboldkamp:

»Man kan jo ikke se, om der bliver Maal, hvis man staar med Næsen i Vejret for at drikke Sodavand,« forklarer han snusfornuftigt.

Ideen kommer Otto Sperling på, da han efter befrielsen sidder og bladrer i Varedirektoratets opgørelser over varer, som »savnedes og med fordel kunne fremstilles herhjemme«. Først forsøger han sig med sugerør af tækkehalm, siden begynder han at eksperimentere med plastic.

»Jeg viklede cellofan om strikkepinde for at finde frem til en metode, og efterhånden fik jeg regnet ud, hvordan man kunne lave en maskine, der kunne klare processen,« forklarer han i 1960 til avisen Horsens Social-Demokrat, som også kan fortælle, at Sperling på det tidspunkt producerer ti millioner sugerør om året i en kælder – nok til hele Danmarks forbrug.

Det sker på en hjemmelavet maskine med »nogle mærkeligt bøjede metaldimser, som synes at have sin oprindelse fra egerne i gamle cykelhjul« og »noget i retning af en syltetøjskrukke, der er fyldt med farve«. Arbejdet med at klippe rørene i en passende længde foregår dog manuelt med en solid skræddersaks, »da de hver kun har ti fingre, som de meget gerne vil bevare«, fortæller avisen.

I løbet af 1960erne får Otto Sperling konkurrence fra en anden iværksætter, Malte Haaning fra Nykøbing Mors. Han starter med en »Storm P-agtig sugerørsmaskine«, fortæller hans datter, Lene Haaning, som i dag er direktør i familievirksomheden Hama, mest kendt for at producere perler.

De følgende årtier vokser virksomheden sig større og større, og i 1989 opkøber Malte Haaning den sidste tilbageværende konkurrent i Danmark: en fabrik i Sakskøbing, som i modsætning til Hama har regnet ud, hvordan man producerer plasticsugerør med knæk. Noget, de ellers kun kan finde ud af i USA og Korea, og som er »blevet en dille hos de fleste børn verden over og er det eneste, der du’r på børnefødselsdagsbordet«, fortæller Lolland-Falsters Folketidende i august 1980.

»Det svarer til at gå fra en Fiat til at køre rundt i en Ferrari,« uddyber Lene Haaning, som selv har stået på familiens fabrik og produceret sugerør.

Eventyret varer dog kort. Hama lukker få år senere ned for produktionen og sætter punktum for det danske sugerørseventyr. Udenlandske sugerør tager over, og nu har Christine Figgener, den tyske havbiolog, og andre så også sat en stopper for dem.

Efter offentliggørelsen af skildpaddevideoen lover flere store virksomheder som Disney og Starbucks hurtigt at udfase plasticsugerøret. Det samme sker i byer som Seattle og San Francisco, og i EU bliver man i 2018 enige om et totalforbud mod engangsplastic, som kan erstattes af alternative materialer. Det er det forbud, som nu er trådt i kraft herhjemme og har erstattet plastictallerkener, -kopper og -bestik med varianter af træ og pap – uden dog at tiltrække sig samme opmærksomhed som sugerøret.

Kigger man på den nationale overvågning af affald på danske strande, så dukker andre plasticgenstande ellers oftere op end lige præcis sugerøret. Eksempelvis cigaretskodder, plasticlåg og madbeholdere.

»Samlet set blev der fundet 74 genstande af sugerør og rørepinde ved overvågningerne i 2020, svarende til én procent af det totale antal affaldsgenstande,« fortæller Louise Feld fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, som står bag overvågningen.

I en anden undersøgelse, som også omfatter parker og skove, fandt skoleklasser fra hele Danmark i alt 6.304 sugerør og rørepinde. Det svarer til knap to procent af det indsamlede affald. En fælleseuropæisk undersøgelse fra 2017 fandt samme mønster: Her kom sugerør og rørepinde ind på en 13. plads over de mest hyppige typer engangsplastic på strandene. Med andre ord: Plasticsugerør er et problem, men langtfra det eneste problem.

Så hvorfor fokuserer vi så meget på netop dem?

»Jeg er selvfølgelig frustreret over forenklingen af plasticproblemet og ideen om, at sugerør er roden til alt ondt,« lyder det fra Christine Figgener, da jeg spørger, om hun fortryder noget af det, hun har været med til at sætte i værk.

»Sugerør er et symbol, og min skildpadde er et posterchild for vores plasticafhængighed og dens miljøkonsekvenser. Men mennesker og virksomheder har desværre en tendens til at lede efter hurtige løsninger, så de kan komme videre med deres liv og sove bedre om natten. Vi er nødt til at indse, at plastic- og klimakrisen har brug for langsigtede løsninger, og at det er et maraton at nå dertil.«

Tilbage til rødderne

Er pap så denne gyldne løsning? Nej, lyder det klart fra Anne Aittomaki fra Plastic Change: »Jeg kan godt forstå, at forbrugerne har en skidt oplevelse, men man forfalder til den laveste fællesnævner. Vi har været vant til, at der er et sugerør fastklistret. Men hvad er det for et vanvittigt dårligt design?« spørger hun og opfordrer producenterne til at gentænke emballagen fuldstændig. »Når vi kan rejse ud i rummet, bør det også være muligt at lave en brikjuice uden sugerør, som man kan drikke direkte af.«

Spørger man Arla, som blandt andet producerer kakaobrikker med tilhørende papsugerør, er der dog ikke rigtigt noget alternativ lige nu.

»Når sugerøret skal placeres uden på pakningen, som det er tilfældet med vores produkter, er vi afhængige af, at løsningen er bøjelig. Andre mulige materialer som eksempelvis metal, glas eller halm er derfor ikke gangbare og vil i øvrigt medføre et for højt CO₂-aftryk,« skriver Arlas pressechef i en mail.

Nogenlunde samme besked kommer fra to af landets største supermarkedskæder, Rema 1000 – »det er vist en svær nød at knække« – og Coop, som »leder med lys og lygte efter mulige forbedringer«.

Med andre ord: Papsugerøret er formentlig kommet for at blive. Og i virkeligheden er vi tilbage ved rødderne, hvor hele sugerørseventyret starter. En varm sommerdag i 1880 sidder Marvin Chester Stone og nyder en drink i sit hjem i Washing­ton, D.C. Pludselig knækker det strå, han bruger som sugerør, fortæller The Smithsonian Institute, og den slags kan man jo ikke rigtig byde folk. Stone bruger de næste otte år på at udvikle et revolutionerende patent på et sugerør af pap, som hurtigt bliver en succes.

I mellemkrigstiden får en anden amerikaner så den næste gode idé. Han hedder Joseph B. Friedman og har en datter, som sidder og kæmper med at få det sidste af sin milkshake suget ud gennem papsugerøret, fortæller The Atlantic. Friedman tager et sugerør med hjem og bruger en skrue og noget tandtråd til at fremtrylle det harmonikalignende knæk i sugerøret, som vi alle kender så godt i dag.

Et sugerør, der til forveksling ligner det, som min datter nu igen har fået suttet i stykker i sin æblejuice.

Alt var bedre i gamle dage, synes nogle. Men alligevel ikke helt, vel? »You don’t know what you’ve got till it’s gone,« nynner jeg og kigger i skuffen efter en erstatning.

Nu har vi kun 37 plasticsugerør tilbage.

Side 9