Symbolsk. I dag er nærhedsprincippet ikke »vildt relevant«. Det var ellers grunden til, at Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten for få år siden afviste øremærket barsel fra EU.

Det forsvundne princip

Det forsvundne princip Af Leny Malacinski

Flere af de partier, der vil stemme ja til øremærket barsel fra EU, har tidligere sagt nej, fordi det stred imod EUs nærhedsprincip. Socialdemokraterne, Venstre og Enhedslisten var alle enige om, at EU skulle holde fingrene væk, da EU-Kommissionen i 2017 foreslog at øremærke fire måneders orlov til hver forælder. I en udtalelse fra Folketingets Ligestillingsudvalg lød det fra flertallet bestående af S, DF, V, LA og K:

»Forslaget strider mod nærhedsprincippet, idet udviklingen i orlovsrettigheder bør ske nationalt under hensyn til de nationale traditioner.«

Udtalelsen understregede, at arbejdsmarkedets parter via den danske model selv bør aftale sig til enighed:

»Partierne finder ikke, at Kommissionen har begrundet, hvorfor det er nødvendigt, at en yderligere udvikling af orlovsrettigheder skal ske på europæisk plan. Beslutninger om arbejdsmarkedsforhold og spørgsmål om fordeling af orlov i familierne bør træffes så tæt på borgerne som muligt,« lød det i udtalelsen.

Enhedslisten, der længe har ønsket øremærket barsel, var også imod forslaget, netop fordi det kom fra EU:

»Forslaget strider mod nærhedsprincippet, idet der ikke er tale om et grænseoverskridende problem,« lød det.

Selv Lars Løkke Rasmussens daværende regering protesterede i et notat med samme begrundelse.

Fire år og et EU-direktiv senere har piberne fået en anden lyd.

Ingen relevans

Socialdemokraternes holdning til øremærket barsel har på få år været hele turen rundt i rundkørslen. Helle Thorning-­Schmidt gik til valg i 2011 på at indføre øremærket barsel sammen med Enhedslisten, De Radikale og SF, men gennemførte det ikke. Siden droppede Socialdemokraterne barslen som mærkesag på grund af intern modstand og gik aktivt imod en EU-øremærkning. Indtil for nylig.

På trods af protesterne vedtog Europa-Parlamentet og EU-rådet nemlig et orlovsdirektiv i 2019, som pålægger de nationale parlamenter at vedtage mindst ni ugers øremærkning til hver forælder.

I et forsøg på at bevare en flig af den danske forligsmodel bad beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard arbejdsmarkedets parter – Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation – om et fælles udspil, der blev fremlagt i september måned og øremærker 11 uger.

Aftalen skal nu forhandles i Folketinget. Som der står i pressemeddelelsen fra parterne:

»Ordningen er samtidig en implementering af EUs orlovsdirektiv.«

Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, vil i dag ikke svare på, om hun stadig mener, at øremærkningen strider mod nærhedsprincippet.

»Om det er i strid med nærhedsprincippet eller ej, er måske ikke helt vildt relevant. Vi ville gerne have øremærket barsel allerede dengang, uden at det skulle komme fra EU, og vi har også gået til valg på det. Men der skete ikke noget, før EU skubbede på.«

– Men mener du, at det er i strid med nærhedsprincippet?

»Nærhedsprincippet er jo altid en diskussion, men jeg synes ikke, det er så revelant nu. Nu er direktivet der, så vi skal implementere det så godt som muligt. Men det mente vi dengang, og det står jeg ved, at vi mente.«

– Har du så ofret nærhedsprincippet for at få øremærket barsel?

»Nej, vi ville jo gerne have lovgivning lige meget hvad, og det går vi til forhandlingerne med.«

Intet valg

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kom med et ligeledes kryptisk svar for en uge siden i Berlingske:

»Om det er en god idé? Danmark har ikke noget valg. Et orlovsdirektiv tilsiger jo, at Danmark skal gøre det. Derfor er det jo nytteløst at synes, om det er en god idé eller ej.«

Beskæftigelsesministeren har ikke haft tid til at svare på, om han stadig mener, at det strider mod EUs nærhedsprincip.

Partiet henviser til EU-ordfører Jens Joel, der heller ikke kan svare.

»Den daværende Venstreregerings holdning var, at en indsigelse vedrørende nærhedsprincippet ikke gav mening. Den strategi var Socialdemokratiet enig i,« siger han til Weekendavisen.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ønsker ikke at udtale sig. Venstres pressetjeneste henviser i stedet til EU-parlamentariker Linea Søgaard-Lidell, der gerne vil svare.

»Jeg mener, at det strider imod nærhedsprincippet at have øremærket barsel fra EU. Vi burde kun beskæftige os med grænseoverskridende udfordringer, men vi beskæftiger os alligevel jævnligt med småting, som landene måske burde klare hver især.«

– Vil I så opfordre regeringen til at føre en sag ved EU-domstolen for brud på nærhedsprincippet?

»Nej. Jeg kan konstatere, at der er stor forskel på, hvordan landene tolker nærhedsprincippet, og det er der også blandt partierne i Danmark.«

– Bør du ikke erklære nærhedsprincippet for dødt, hvis det alligevel ikke har konsekvenser for jeres handlinger?

»Jeg mener ikke, at det er dødt, men det er svært udfordret. Det er en løbende kamp, vi tager, når lovgivningen udvikles.«

Ingen domme

Nærhedsprincippets pludselige irrelevans udstiller, at det har levet en smidig tilværelse, siden det blev skrevet ind i Maastricht-traktaten i 1992. Faktisk er der ikke faldet en eneste dom til fordel for nærhedsprincippet i løbet af dets knap 30-årige levetid. Det bekræfter Folketingets EU-oplysning.

»Det korte svar er nej. EU-domstolen har endnu ikke fundet anledning til at underkende lovgivning på grundlag af nærhedsprincippet,« lyder svaret.

Det overrasker ikke Graham Butler, lektor i EU-ret ved Aarhus Universitet. Han siger, at nærhedsprincippet har haft større symbolværdi som en vejledende rettesnor for lovgivning end direkte at kunne forhindre lovgivning:

»Princippet er mere eller mindre et politisk begreb, der blev forsøgt oversat til et juridisk begreb. En advokat, der argumenterer for, at der har været et brud på nærhedsprincippet, vil have en meget svag sag ved EU-domstolen. Hidtil har det været svært at opstille objektive kriterier for, hvornår nærhedsprincippet er blevet overtrådt.«

Princippet, der senere blev overført til Lissabon-traktaten, lyder:

»I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.«

Ifølge Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, giver nærhedsprincippet ikke den beskyttelse mod overstatslig lovgivning, som mange borgere tror.

»Oversættelsen fra subsidiaritetsprincip er tæt på at være misvisende. Det var en måde for politikerne at sælge mere EU-integration på. Det blev indført for at undgå, at man automatisk fik mere og mere EU, men det var aldrig intentionen, at det kunne bruges som et nationalt veto. Det er en hensigtserklæring mere end en paragraf, du kan gå i retten med.«

Ingen retssag

I orlovsdirektivet skriver EU-Kommissionen, at nærhedsprincippet er overholdt. Det skyldes, at målet om »lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet i hele Unionen« ikke kan nås »tilstrækkeligt« af medlemsstaterne.

Weekendavisen har spurgt Dorte Sindbjerg Martinsen, professor i statskundskab ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, om EU med denne begrundelse – lige muligheder for borgere i hele Unionen – kan indføre hvad som helst.

»Ja, det er et på alle måder elastisk princip. Der er ingen klare retningslinjer for, hvornår noget skal reguleres nationalt.«

– Er nærhedsprincippet så snyd?

»Jeg vil snarere sige, at princippet er en politisk fortolkning, for landene har forskellige forståelser af, hvad der bedst vedtages hvor. Men den danske regering har jo ret til at lægge sag an ved EU-Domstolen, hvis de mener, at princippet er brudt.«

Det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard dog ikke ytret ønske om.

Side 1






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank