Terror. Vi har misforstået jihadismen, påstår journalist Jakob Sheikh i sin nye bog. Men det er snarere ham selv, der har misforstået den tænkning, han forsøger at gøre op med.

At bygge en superskurk

At bygge en superskurk Af Søren K. Villemoes

Jeg havde set frem til at læse journalist Jakob Sheikhs bog Vi tabte. Jeg var fra begyndelsen uenig i det, titlen indikerede, at vi har tabt krigen mod terror, men jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om Sheikh kunne løfte bevisbyrden. Efter endt læsning var jeg mindre interesseret i Sheikhs påstande om, at vi har tabt krigen, da jeg havde brugt al min energi på at udforske en lang række vildledende påstande og forkerte gengivelser i bogen.

Bogen er en kritik af den måde, vi i Vesten har grebet krigen mod terror an. Ifølge Sheikh har vi fra begyndelsen misforstået jihadisterne, fordi vi ser dem gennem en »civilisationistisk« linse. Det er et ord, Sheikh bruger om den forestilling, at der er afgørende forskelle mellem den vestlige og islamiske civilisation, og at jihadismen har sine rødder i det sidste. Det er i udgangspunktet et spændende bogprojekt, men desværre gør Sheikh opgaven så let for sig selv, at han ender med at tegne et forkert billede af de sidste 20 års udvikling i Vesten.

Bogens fremstilling af Vesten er simpel: Efter 11. september blev vi »civilisationistiske«, og de næste 20 år blev vi det endnu mere. For at underbygge dette ensidige narrativ fodres læseren med muslimfjendtlige citater i en lind strøm, som om de aldrig var genstand for ophedet debat i offentligheden (hvilket de alle var). Læseren får indtryk af den antimuslimske retoriks totale dominans de sidste to årtier. Sheikh fremlægger højrefløjspopulister og højreradikale, som var de repræsentanter for mainstream. Flere gange citerer Sheikh en »journalist« for at have sagt eller skrevet noget voldsomt. Men undersøger man, hvem »journalisten« er, viser det sig flere steder at være et håndplukket citat fra en højreradikal antimuslim.

Han citerer også Dansk Folkeparti, som var de repræsentanter for Danmark, ja, enkelte gange taler Pia Kjærsgaard ligefrem på vegne af hele Vesten. Sheikh laver samme fejl som dem, han kritiserer: Han reducerer Danmark og Vestens syn på muslimer til én størrelse, hvor smågrupperinger på yderfløje bliver til repræsentanter for helheden. Sheikh kunne aldrig drømme om at lade Osama bin Laden tale på vegne af verdens muslimer, men han lader gerne den yderste højrefløj tale på vegne af Vesten.

I denne ekstremt endimensionelle fremstilling får man intet indblik i, at der aldrig har hersket konsensus omkring muslimer, terror eller islam. Det var dybt omstridte størrelser, som vi skændtes om hver dag. Men ifølge Sheikhs bog var vi alle samlet i et fælles »civilisationistisk« paradigme, hvor kun marginale stemmer undtagelsesvis turde tale Rom midt imod – kun for at blive tæsket på plads igen.

Uheldigvis har Sheikh valgt at tildele den amerikanske politolog Samuel P. Huntington en hovedrolle i bogen. Han er den store skurk, hvis tanker har formet de sidste 20 års gale udvikling i Vesten. Det er derfor væsentligt at bemærke, at nærmest alt, Sheikh skriver om Huntington, er forkert.

Samuel P. Huntington er mest kendt for sin bog fra 1996 Civilisationernes sammenstød, hvor han analyserer verdenssituationen efter Den Kolde Krig. Han er den måske mest misforståede intellektuelle i nyere tid. Bogen er en advarsel til Vesten om den arrogance og det hovmod, der ligger i vores selvopfattelse som universalistiske. Et hovmod, der kan føre til blodige konflikter. Men måske på grund af bogens titel er han i stedet blevet læst, som om han anser sådanne konflikter for uundgåelige.

Det er blevet en litterær kliché at indlede artikler og bøger om Vestens syn på terror med at afvise Huntington, der typisk fremstilles som en civilisationskrigerisk demagog. Ofte får man dog mistanken, at forfatteren ikke har læst ham. Det er en tradition, Sheikhs bog skriver sig ind i.

Tidligt i Vi tabte påstår Jakob Sheikh eksempelvis, at Huntington støttede Bush-regeringens »aggressive udenrigspolitik« efter 11. september, »fordi han (mente), at Vestens værdier bør udbredes gennem global eksport af demokrati og ’vestlige værdier’«, som Sheikh formulerer det lettere tautologisk. Problemet er bare, at Huntington kun var en forbeholden tilhænger af Afghanistan-krigen og fra begyndelsen en eksplicit modstander af Irak-krigen netop med den begrundelse, at det er en skidt idé at sprede demokrati og værdier med militære midler rundtomkring i verden (en af de centrale pointer i hans bog fra 1996).

Senere refererer Sheikh et interview med Huntington i New York Times kort efter 11. september. Ifølge Sheikh siger Huntington her, at terroristerne først og fremmest var motiveret af kulturelt had, og at han ikke er overrasket over volden, da islam udøver vold alle mulige steder i verden. Det lød mærkeligt i mine ører, så jeg fandt artiklen frem og minsandten: Huntington siger ingen af delene i interviewet. Han afviser ovenikøbet, at der er tale om et sammenstød mellem civilisationer.

Hvordan kan Sheikh lave sådan en fejl? Jeg fandt forklaringen, da jeg læste en sekundærkilde, som Sheikh nævner i samme kapitel. I artiklen »The US media, Huntington and September 11« af iransk-amerikanske Ervand Abrahamian finder man en passage, der gennemgår samme interview i New York Times. Passagen minder meget om Sheikhs, den er bare lidt tættere på sandheden. Sheikh har altså lavet en fordrejet gengivelse af en fordrejet gengivelse af et interview og serverer således en fordrejet fordrejning af Huntington for læseren. Selvom Sheikh tydeligvis har brugt Abrahamians passage som kilde, henviser hans note til det originale interview. Det er ikke god praksis. Gult kort!

Jakob Sheikh tager også Huntington til indtægt for synspunktet, at islam er en særskilt voldelig religion, og at jihadistisk terror således kan forklares med muslimsk kultur. Det står bare i skærende kontrast til, hvad Huntington selv har sagt. I samme interview i New York Times, som Sheikh henviser til, men muligvis ikke selv har læst, siger Huntington: »Jeg tror ikke, at islam er mere voldelig end andre religioner, og jeg tror, at hvis du lægger det hele sammen, så er flere blevet dræbt af kristne gennem tiden end af muslimer. Den afgørende faktor er demografi.« Huntington forklarer i stedet volden med den store overvægt af unge mænd i den muslimske verden.

Vi tabte har et helt kapitel dedikeret til at tilbagevise Huntingtons definition af Vesten. Sheikh mener nemlig, at flere af de karakteristika ved Vesten, som Huntington fremhæver, ikke er unikke for os, men også eksisterer i den islamiske verden. Eksempelvis den græsk-romerske tænkning, demokrati og retsstat samt sekularisme. Sheikh tror, at Huntington anser disse for rene vestlige fænomener, der ikke findes andre steder. Men i Civilisationernes sammenstød skriver Huntington utvetydigt: »Individuelt er næsten ingen af disse karakteristika unikke for Vesten.« Det er i stedet den samlede kombination, der ifølge Huntington definerer Vesten. Hele Sheikhs kapitel er således baseret på en misforståelse.

Sheikh refererer også Huntington for at mene, at kun vestlig kultur besidder fundamentet for at udvikle demokrati. Det gør han med henvisning til Huntingtons bog The Third Wave fra 1991. Nu har jeg kun læst Hunting­tons artikel af samme navn, der er en opsummering af bogens pointer, men her er budskabet det stik modsatte. I artiklen gennemgår Huntington andre tænkeres teorier om, at kun vestlig kultur er forenelig med demokrati, for bagefter at forkaste disse. Der er kulturelle hindringer i andre kulturer, jovist, men de er ikke uoverkommelige.

Af mystiske grunde påstår Sheikh også, at Huntingtons paradigme har tabuiseret betydningen af Palæstina i diskussionen af årsager og løsninger efter angrebene 11. september. Men i et interview med Huntington i Politiken, som Sheikh selv henviser til, fremhæver Huntington netop Palæstina som en nøgle til at vinde over Osama bin Laden.

Som sagt: Næsten alt, Sheikh skriver om Huntington, er forkert. Det er en gåde, om Sheikh faktisk har læst ham og radikalt misforstået alt; om han i stedet har sprunget læsningen over og har fæstet lid til dårlig sekundærlitteratur, eller om han bevidst har valgt at forvrænge Huntington for at gøre det lettere for sig selv. Jeg er mystificeret over, hvad svaret mon kan være.

Det burde ikke være muligt at misforstå Huntington, der er meget let at læse. Men af mærkelige grunde har Sheikh i sin bog forvandlet ham til et ugenkendeligt intellektuelt monster, hvis tanker har styret Vesten i 20 år. Selv præsident George W. Bush gør han til en af Huntingtons disciple og refererer ekspræsidenten for at kalde krigen mod terror for »en civilisationskamp«. Formuleringen faldt i Bush’ første store tale efter 11. september, men læser man udtalelsen i sin kontekst, står det klart, at det ikke bærer nogen relation til Huntingtons tanker: »Dette er ikke blot Amerikas kamp. Og det er ikke blot Amerikas frihed, der er på spil. Dette er verdens kamp. Dette er civilisationens kamp. Dette er kampen for alle, der tror på fremskridt og pluralisme, tolerance og frihed.« Bush udtrykte her en universel liberalisme, der ikke er bundet til nogen distinkt civilisation. Derfor talte han om civilisation i ental. Det er præcis det modsatte af Huntington, der i Civilisationernes sammenstød netop gør op med opfattelsen af civilisation i ental.

Sheikh virker ikke til at være opmærksom på, at Bush’ politik står i skærende kontrast til Huntingtons tænkning. Tværtimod sammenblander Sheikh løbende gennem bogen deres to diametralt modsatte opfattelser af civilisation(er) og politik. Huntingtons pointe er, at frygtelige ting kan blive resultatet, hvis man forveksler sin egen civilisations værdier med hele verdens uden at være opmærksom på lokale forhold som kultur, religion og historie – hvilket netop var Bush’ store fejltagelse i Irak. Derudover prøvede Bush selv at gå i rette med misforståelsen om, at han abonnerede på Huntingtons ideer om civilisationernes sammenstød. Det skete under en tale ved West Point 1. juni 2002. Her sagde han: »Når det kommer til menneskets grundlæggende rettigheder, så er der intet sammenstød mellem civilisationer.«

Bush var altså eksplicit imod opfattelsen af flere civilisationer i konflikt med hinanden og særligt ideen om den vestlige som hævet over den islamiske (det var Huntington iøvrigt også). Der findes talrige Bush-citater, der hylder den islamiske verden, universelle rettigheder og alle menneskers og religioners ligeværd. Aldrig har man set en mere islam-glad amerikansk præsident. Til gengæld skal man lede med lys og lygte efter de få gange, Bush trådte ved siden af og udtrykte sig på en måde, man med en god portion ond vilje kan opfatte som fjendtlig over for andre kulturer. De er til gengæld blevet håndplukket af hans kritikere. Eksempelvis den ene, uheldige gang, Bush brugte ordet »korstog«, hvilket Sheikh bruger som bevis for sin fremstilling af Bush som civilisationskriger.

Sheikhs misrepræsentation af George W. Bush er useriøs og burde ikke optræde i en bog i 2021, hvor vi for længst skulle have bevæget os væk fra nullernes fjendebilleder. Bush’ håndtering af krigen mod terror var i det store hele en fiasko. Men den havde ingenting at gøre med civilisationskrigeriske intentioner eller et nedladende syn på den islamiske verden. De var det modsatte: udtryk for en universalistisk liberalisme.

At Sheikh andetsteds også forsøger at gøre Donald Trump til huntingtonsk civilisationist tydeliggør blot analysens tyndhed. Der findes ikke to præsidenter i nyere tid, der udenrigspolitisk er længere fra hinanden end Bush og Trump. Men i Sheikhs bog er de to sider af samme sag.

Mange fejl, store som små, kunne være undgået i bogen, hvis Sheikh havde været mere grundig. Den sløsede tilgang bliver tydelig også i de små eksempler. På et tidspunkt omtaler han gamle grækere, men kender tilsyneladende ikke deres danske navne. Herodot omtales som »Herodotus«, Thukydid som »Thucydides«. Den slags burde som minimum være fanget af en af bogens to redaktører på Gyldendal. Selvom dette er småforseelser, hænger de sammen med en større og mere generel sjuskethed, der kendetegner bogen. Tingene er ikke blevet undersøgt ordentligt (og Huntington er tydeligvis heller ikke pligtlæsning inde i Klareboderne).

Bogen er stærkest, når den handler om jihadisterne. Her er Sheikh væsentligt mere redelig i sin fremstilling af deres mål og virke, end han er i sine enøjede kapitler om Vesten. Her gennemgår han al-Qaeda-strateger med en interesse, der står i skærende kontrast til den misvisende omgang med Samuel P. Huntington og George W. Bush. Desværre bruges de ellers interessante indsigter i jihadisternes verden til at gentage de samme forudsigelige pointer. Hele gennemgangen af jihadisternes mål og virke er baseret på en stråmand: at man i Vesten kun har været i stand til at se jihadismen som en »impulsstyret dødskult«, der er rettet mod os selv, og nægtet, at den også er både rationel og politisk motiveret. Det er muligvis korrekt, at det var en udbredt opfattelse lige efter 11. september. Men det har været aldeles velkendt og helt mainstream at opfatte eksempelvis Osama bin Laden som en køligt tænkende politisk strateg i mange år. Hvis man er i tvivl, kan man blot se en hvilken som helst dokumentarfilm om al-Qaeda, der er tilgængelig.

I sit opgør med forestillingen om, at »vi« (Vesten) er de rationalle, og de andre (jihadisterne) er irrationelle, laver han præcis samme diagnose, bare omvendt: Det er os, der er irrationelle, og jihadisterne, der er »dybt rationelle«. Ingen bliver klogere af en sådan analyse.

Sandheden er nok snarere, at begge sider både har irrationelle og rationelle tendenser. Et par bud: Al-Qaeda har generelt været velovervejede i deres strategiske planlægning, men har en verdensfjern tro på, at muslimerne en dag vil rejse sig under deres faner. Og var det specielt rationelt af Islamisk Stat at starte en flerfrontskrig, da de etablerede deres kalifat? At kaste sig i krig med al Nusra-fronten, kurderne, det irakiske militær og shiamilitser på én og samme tid, alt imens man spildte dyrebare ressourcer på at invadere strategisk set irrelevante, men symbolske steder som den kurdiske by Kobani og på at lege bureaukrater, piske folk, der røg cigaretter, og kaste homoseksuelle ud fra høje tage? I bagklogskabens lys var det ikke så smart. Nogenlunde lige så irrationelt, som dengang nazisterne forsinkede forstærkninger til Østfronten, fordi de skulle transportere jøder til gaskamrene på de samme togbaner. Deres ekstreme ideologiske projekt hæmmede en rationel prio­ritering af de begrænsede ressourcer.

Bogens overordnede pointe, at vi har tabt krigen mod terror, hviler primært på en simpel optælling af, hvor mange jihadister på verdensplan der er i dag i forhold til for 20 år siden. Det tal er steget. Men ville det ikke give bedre mening at sammenligne antallet af succesfulde terroraktioner, der har været mod vestlige mål, samt antal dræbte? Det mener Sheikh ikke. Her burde der ellers ikke herske tvivl om, at Vesten har vundet – i hvert fald foreløbig. Antallet af terroraktioner er raslet ned siden midten af 2010erne, hvilket Sheikh også erkender. Det er sket gennem en massiv investering i sikkerhed, og efterretningstjenester har fået mere magt. I stedet for at fremture med bastante påstande om, at vi har tabt, burde man hellere spørge, om den foreløbige sejr har været prisen værd.

Jakob Sheikh: Vi tabte. 384 sider. 269,95 kr. Gyldendal

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.

Side 17



        



De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank