Omsorgssvigt. Manglen på plejefamilier truer med at underminere reformen, der ellers skal sikre alle børn en tryg opvækst.

Hjem søges

Regeringens planer om at anbringe flere udsatte børn og unge hviler på usikker grund. Der er en tiltagende mangel på plejefamilier.

Problemet med at få nok familier, der har husrum og hjerterum til at tage omsorgssvigtede børn til sig, vil tilmed gå fra slemt til værre i den nærmeste fremtid. For med den brede politiske aftale om reformen Børnene Først, som social- og ældreminister Astrid Krag fik igennem inden sommerferien, er der lagt op til at fjerne flere børn fra hjemmet, hvis de biologiske forældre ikke magter at skabe stabile opvækstvilkår.

Aftalen er det seneste signal fra Christiansborg om, at børn i stigende grad bør betragtes som selvstændige rettighedshavere snarere end forældrenes ejendomsret. Socialpolitisk er ængstelsen for at intervenere i familiesfæren ganske enkelt blevet mindre med det formål at beskytte børn mod dårlige forældre. I princippet har nutidens forældre ikke længere en uantastelig forrang til deres egne børn; de skal give dem tryghed og omsorg for at gøre sig fortjent til at beholde dem hjemme.

Men intentionen om at give flere børn et nyt og bedre hjem nytter ikke meget, når det allerede nu skorter på plejefamilier til at løse opgaven.

Ifølge Socialstyrelsens seneste årsrapport er antallet af plejefamilier mindsket fra 6.273 til 5.879 i løbet af tre år. Det er et fald på seks procent. Nedgangen synes muligvis ikke stor, men alligevel er udviklingen kritisk for mange kommuner, der i dag leder intenst efter et sted at anbringe børn fra kuldslåede hjem. I løbet af de senere år er plejefamilierne nemlig blevet den foretrukne løsning, når børn fra dysfunktionelle hjem bliver fjernet, hvorimod døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder oftere bliver fravalgt.

Tilbage i 2007 var halvdelen af alle anbragte børn og unge i familiepleje. Nu er det to ud af tre. Praksisændringen skyldes til dels et skift i synet på, hvor anbragte børn vil have bedst af at vokse op. I dag er den herskende tankegang, at det tjener dem bedst at blive placeret i familielignende rammer. Man skal dog næppe heller ignorere økonomitænkningen på rådhusene. Borgmestre over hele landet har i flere år luftet bekymring for stigningen i udgifterne til det specialiserede socialområde. Her er familieplejen en relativt billig metode til at holde omkostningerne i ave. Udgifterne ved at anbringe et barn i en plejefamilie er i gennemsnit omkring 480.000 kroner om året. En anbringelse på en døgninstitution eller et opholdssted koster i snit 1,2 millioner kroner. Der synes altså også at være pekuniære grunde til, at kommunerne er forhippede på at entrere med plejefamilier.

De arketypiske plejeforældre anno 2021 er en mand med håndværkerbaggrund og en kvinde med uddannelse som pædagog, lærer, socialrådgiver eller lignende. De bor i en landkommune, er i midten af 50erne og dermed ved at være for gamle til, at det føles naturligt at tage imod nye plejebørn. Den demografiske profil er mildt sagt en udfordring. Det kniber gevaldigt for kommunerne at rekruttere nye plejefamilier til at erstatte de hidtidige.

I en undersøgelse har VIVE for nylig afdækket sagen, og i rapporten mindes en kommunal leder for eksempel »de lykkelige tider« i slutningen af nullerne, »hvor vi havde tre-fire familier, som var oplagte til hvert barn, som vi så kunne vælge imellem, i dag er vi glade, hvis vi bare kan finde en«.

Astrid Krag lægger heller ikke skjul på, at der er »et helt konkret og håndfast problem«, og ministeren fortsætter:

»At vi har plejefamilier og dermed mennesker, som åbner både deres hjem og hjerter for de allermest udsatte børn med behov for et trygt hjem at vokse op i, er helt afgørende for, at vi kan give hjælp til disse børn. Derfor er det afgørende, også i fremtiden, at der er flere, der har lyst til at påtage sig den opgave og være med til at sikre anbragte børn en tryg opvækst.«

Langt ude

Det er særligt to forhold, der gør det vanskeligt at skaffe nye plejefamilier og i øvrigt også holde på de nuværende.

Det ene er, at børnene, som plejefamilierne skal modtage, i dag har tungere og mere komplekse problemstillinger. Førhen blev de mest belastede børn anbragt på døgninstitutioner eller opholdssteder. Med kommunernes tiltagende ulyst til at sende børnene til de dyre institutionelle tilbud er forventningen til plejefamilierne, at de skal åbne døren for børn med sværere vanskeligheder. Plejefamilierne, herunder familiens egne biologiske børn, skal dermed kunne rumme anbragte piger og drenge med særdeles plagsomme ar på liv og sjæl. Den opgave finder mange plejefamilier for byrdefuld. Selv blandt dem, som har stærke socialfaglige kompetencer, er der således ringe lyst til at blive såkaldt specialiseret plejefamilie. Det kan for eksempel indebære at få et barn eller en ung med misbrug, udadreagerende opførsel og kriminel adfærd. På tværs af landets fem socialtilsyn er kun tre til syv procent af alle plejefamilier godkendt som specialiserede.

Den anden barriere er de økonomiske vilkår og manglen på tryghed i ansættelsen. Plejefamilier får ikke pension, de har ikke ferierettigheder som andre faggrupper, og de kan opsiges med kort varsel. Dertil kommer en forholdsvis beskeden indkomst ved at være plejeforælder langt det meste af døgnet samtlige dage om året. Lønnen betegnes formelt som vederlag, og ét vederlag er takseret til 4.489 kroner om måneden. Ifølge Plejefamiliernes Landsforening (PLF) modtager en familie typisk seks gange vederlag, hvad der svarer til knap 27.000 kroner om måneden før skat. Indtægten står ikke mål med arbejdsmængden, mener foreningen.

Her er man også utilfreds med den omvendte incitamentsstruktur. Gør plejefamilierne et godt stykke arbejde, der får det anbragte barn til at blomstre op, risikerer de, at kommunen kræver vederlaget sat ned med henvisning til, at arbejdsbyrden er blevet lettere. Plejeforældrene kan altså blive stillet over for valget mellem at gå ned i indtægt eller sige farvel til et barn, de har knyttet stærke følelsesmæssige bånd til og har integreret fuldt og helt i familien.

»Det er så langt ude, og det er en af årsagerne til, at det er svært at rekruttere nye plejefamilier,« siger Thomas Vorre-Grøntved, formand for PLF.

Det rigtige match

Både PLF med knap 800 medlemmer og Socialpædagogernes Landsforbund (SL) med cirka 1.750 plejeforældre som medlemmer kræver at få plejefamilierne på overenskomst for at sikre dem vilkår som almindelige lønmodtagere.

Hvis ikke der kommer ordnede forhold, har forbundsformand Benny Andersen fra SL svært ved at tro på, at reformen kan lykkes, siger han.

»Det er alt for uforudsigeligt og utrygt at være familieplejer, og bliver der ikke rettet op på vilkårene, vil de aktuelle problemer med at rekruttere nye blot blive forstærket,« siger Benny Andersen.

Det vil uden tvivl koste kommunerne flere penge, hvis området skulle overenskomstdækkes. Principielt vil KL heller ikke acceptere, at plejeforældrene har status som lønmodtagere. Kommunernes interesseorganisation fastholder, at de er selvstændige erhvervsdrivende på kontrakt.

Ifølge forsker Stine Tankred Luckow fra VIVE er det under alle omstændigheder uomgængeligt, at der skal ske en større anerkendelse, også økonomisk, af plejefamilierne.

»Det er man nødt til, hvis det skal være attraktivt for flere familier at være plejeforældre i fremtiden. Ellers tegner det til at blive rigtig svært at indfri ønskerne i den politiske aftale,« siger hun.

På Christiansborg er der for så vidt også bred enighed om, at noget må ske for at fastholde og rekruttere nye plejefamilier. Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som blandt andet skal komme med forslag til en mere ensartet og landsdækkende aflønningsmodel, en pensionsordning og forlængede opsigelsesvarsler. Desuden skal der oprettes nye plejefamiliecentre med tilbud om rådgivning til plejeforældrene.

For Astrid Krag handler sagen nu ikke kun om antallet af plejefamilier:

»Det allervigtigste er at få det rigtige match mellem barn og plejefamilie, så man undgår sammenbrud i anbringelsen. I dag er der alt for mange børn, der oplever alt for mange skift i bopæl og dermed også til de voksne, som de knytter sig til.«

Side 7