Kronik. Jødehadet er ikke nyt - det nye er, at det er blevet acceptabelt at udtrykke det. Sociologer forklarer, hvorfor det moralske forbud mod antisemitisme er svækket.

Aldrig igen?

Et af de spørgsmål, som terrorangrebet i Israel 7. oktober og krigen i Gaza har givet anledning til, er spørgsmålet om, hvorvidt antisemitismen er i vækst. Yale-sociologerne Jeffrey C. Alexander og Tracy Adams foreslår i en ny artikel, at problemet med antisemitismen bedre forstås, hvis vi i stedet for at betragte den som ny eller som i vækst ser dens tilsynekomst som udtryk for, at den er blevet delvist tilladt igen: Forbuddet mod antisemitisme i vestlig kultur er under pres, skriver de.

Udgangspunktet for Alexanders og Adams' analyse er, at jøder siden middelalderen har været særlige mål for de vestlige samfunds debatter om renhed og urenhed. På den måde er der historisk kontinuitet i, at jøderne spiller en særligt negativ rolle i højreradikalismen og i konspirationsteorier om »zionisters« magt over medierne. »Jøderne« har ofte indgået i konspiratorisk kritik af eliterne, uanset om det er kritik af globalisering og kapitalisme, af indvandring og multikulturalisme, eller om det er zionisters magt.