Anmeldelse. I sin nye bog, Køn og identitet, udlægger lektor Marianne Stidsen woke-bevægelsens teoretiske grundlag og forklarer, hvorfor den er totalitær. Hun gør det ikke altid nemt for selv velvillige læsere at tage hende alvorligt.
Med samme våben
Mange er de ikke, de lektorer med rod i dansk universitetshumaniora, der orker at gøre op med et af tidens modefænomener, der går under samlebetegnelsen woke. Så vi bør nok glæde os over, at Marianne Stidsen, lektor, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi, nærmest ene kvinde har gjort det til en livsopgave at gå til kamp mod det, hun anser for en totalitær bevægelse, som går under bannere som #MeToo, Black Lives Matter og LGBT+, og hvis tvivlsomme aflæggere tager form af identitetspolitik, ensretning og annulleringskultur.
Når hun markerer sig i bøger og kronikker, følger altid et halehæng af opstandelse. Den nye bog giver fylde til hendes højtråbende advarsler, som næppe har skaffet hende mange venner, hverken på de bonede gulve på Rungstedlund eller, formoder jeg, på universiteternes lærerværelser.
Del: