Påklædning. USA kan ikke nå til Månen i 2024, blandt andet fordi en ny rumdragt er forsinket. Lynlåsen driller i de gamle modeller.

Astronauter i tøjkrise

Astronauter i tøjkrise Af Amalie Schroll Munk

Rumindustrien måbede, da daværende vicepræsident og selvudnævnt rum­entusiast Mike Pence i 2019 nonchalant meddelte, at NASA-astronauter skulle vende tilbage til Månen allerede i 2024.

Med ét rykkede han den såkaldte Artemis-månelanding fire år tættere på, og NASAs ingeniører fik rygende travlt – ikke mindst dem, der beskæftiger sig med den svære kunst at skabe rumdragter.

Omend der er justeret en anelse på designet i årenes løb, har NASAs nuværende rumdragt 45 år på bagen. Den er designet i 1970erne, var topmoderne, da den blev taget i brug i 1980erne, og skulle egentlig være udskiftet i 1990erne. Dragten er tung, svær at bevæge sig i og har lynlåse, der går i stykker i mødet med månestøv. En ny dragt er derfor afgørende for USAs fremtidige færden i rummet.

Siden Pence gav sin hårde deadline, er der blevet sat turbo på udviklingen af en ny rumdragt, men det er ikke gået hurtigt nok:

Den nye dragt bliver ikke klar. Blandt andet derfor må Artemis-månelandingen udskydes til tidligst 2025, fastslog NASA for nylig i en større rapport. Rumdragten, som er blevet døbt xEMU (Exploration Extravehicular Mobility Unit, red.), er hverken færdigdesignet eller færdigtestet og bliver mindst 20 måneder forsinket.

Foreløbig har NASA brugt 2,7 milliarder kroner på at udvikle den, og rumagenturet formoder, at den færdige dragt vil ende med at koste op mod syv milliarder kroner.

Alt tyder på, at Joe Biden har overtaget sin forgængers ambition om at sende mennesker til Månen om kun tre år – under Trump lød løftet, at man ville sende »den næste mand og den næste kvinde« til Månen, mens det under Biden lyder, at det skal være »den næste kvinde og den næste farvede person«.

Spørgsmålet er nu, hvad denne rumdragtskrise vil betyde for NASAs fremtidige missioner. Med tiltagende konkurrence udefra befinder NASA sig i forvejen i en presset situation.

Sit eget lille rumskib

Da USA for to år siden skulle have skrevet rumhistorie ved for første gang at sende to kvindelige astronauter på rumvandring fra Den Internationale Rumsta­tion, blev projektet spoleret i 11. time. Der manglede en rumdragt i størrelse medium. Den ene astronaut måtte give sin plads til en mand.

»Make another suit,« skrev Hillary Clinton dengang på Twitter. Men så simpelt er det ikke.

Siden den spanske militæringeniør Emilio Herrera Linares i begyndelsen af 1930erne udviklede det, man betegner som verdens første tryk-modstandsdygtige – og samtidig bevægelige – rumdragt, er rumdragter blevet fremstillet på samme, håndlavede vis. Også NASA har holdt fast i den traditionelle metode.

Det tager omtrent 20.000 timer at lave en rumdragt og kræver overordentligt dygtige syersker. Processen er ikke kun tidskrævende – den er også bekostelig. Hvis der opstår bare en millimeters upræcision i syningen, må dragten kasseres. Derfor er den nuværende måde at fremstille rumdragter på ikke holdbar i længden, mener rumdragtsforsker Pablo de Leon.

»Det her er ikke en model, du kan bruge, hvis du vil være førende i feltet,« siger han til Weekendavisen.

»Hvis vi vil være seriøse med at sende mennesker ud i rummet, så er vi nødt til at udstyre dem med ordentlige dragter. Det har NASA manglet i 30 år.«

Der er lang vej fra en uprøvet rumdragt til en dragt, der kan begå sig på Månen.

Pablo de Leon er selv en erfaren herre udi rumdragtsdesign. Den argentinske professor er leder af rumforskningen på University of North Dakota og har i 30 år beskæftiget sig med at udvikle rumdragter – også som konsulent hos både NASA og Elon Musks rumfarts­selskab SpaceX. Sidstnævnte er det eneste sted, hvor han har oplevet, at der i kravene til dragten stod, at den skulle »se cool ud«.

For Pablo de Leon er rumdragten et stykke magi i sig selv.

»En rumdragt skal kunne alt det, som et rumfartøj skal kunne. Dragten er sit eget lille rumskib,« siger han. Når først astronauterne træder ud af rumfartøjet, er dragtens beskyttelse alt, de har:

»Vakuum, ekstreme temperaturer, mikrometeoritter – alt i rummet er der for at dræbe dig.«

Lige nu står Pablo de Leon i spidsen for et NASA-finansieret forskningsprojekt, som skal udvikle en prototype på en 3D-printet rumdragt. Hvis det lykkes at implementere 3D-print i rumfartsdesign – til dragter såvel som øvrige rumfartsdele – vil det være revolutio­nerende, siger De Leon.

Intet sammenlignet med Apollo

Der er en årelang årsag til, at NASA i dag befinder sig i en rumdragtskrise. Da NASA er en del af den amerikanske stat, varierer finansieringen til agenturets projekter fra år til år og regering til regering.

Prototype af den nye dragt, som det formentlig vil ende med at koste syv milliarder kroner at udvikle. Foto: NASA, Joel Kowsky, Scanpix
Prototype af den nye dragt, som det formentlig vil ende med at koste syv milliarder kroner at udvikle. Foto: NASA, Joel Kowsky, Scanpix

I årevis har der ikke været en specifik pose penge til udvikling af rumdragter. Derfor har den nuværende dragt fået lov til at eksistere i længere tid, end den burde.

»NASA har kun arbejdet på xEMU-dragten i tre år, og der er lang vej fra en uprøvet rumdragt til en dragt, der kan begå sig på Månen – for slet ikke at tale om på Mars,« siger Pablo de Leon.

Selvom den nye xEMU-dragt er forfinet i sit design, vil dragten stadig være for tung til at kunne blive brugt på Mars, som har en højere tyngdekraft end Månen. Vil man til Mars – og det vil man – skal xEMU-dragten kasseres.

Det hele koster penge, som den amerikanske regering ikke nødvendigvis er villig til at give, siger de Leon:

»Tænk på Apollo-tiden under John F. Kennedy, hvor en hel nations anstrengelser blev lagt i, at vi skulle til Månen for første gang. Artemis har ingen prioritet sammenlignet med Apollo.«

Da USA sendte sine første folk til Månen, åndede Sovjetunionen amerikanerne i nakken. Frygten for en rumkrig fik i midt-60erne regeringen til at bruge mere end fire procent af statsbudgettet på NASA. I dag modtager rumagenturet under en halv procent af det føderale budget. Det skyldes til dels, at presset fra andre nationer er aftaget, mener Pablo de Leon. Også selvom Kina har meldt sig på banen:

»Der kæmpes ikke længere med samme iver,« siger han. »Selv hvis Kina ender på Månen i 2023, så kan USA sige: ’Oh well, det gjorde vi for flere årtier siden’.«

De private konkurrenter

Snarere end at frygte Kina skal NASA måske frygte de amerikanske private konkurrenter. Både Elon Musks SpaceX og Jeff Bezos’ Blue Origin udvikler sig i en fart, som NASA ikke kan måle sig med – og de gør det for en brøkdel af de penge, NASA bruger. Eksempelvis har den ikkegenanvendelige raket, som NASA planlægger at bruge under Artemis-månelandingen, en forventet pris på mere end 12,5 milliarder kroner. Til sammenligning har SpaceX lanceret en delvist genanvendelig raket, der ikke engang koster en milliard kroner.

Afstanden mellem regeringens rumagentur og de private er så markant, at det med tiden vil blive umuligt at retfærdiggøre, at NASA får så lidt ud af pengene, siger Pablo de Leon:

»Før eller siden vil nogen i Kongressen være nødt til at påpege, at det ikke giver mening.«

Udviklingen er da også allerede i gang. Tidligere på året vandt SpaceX konkurrencen om at levere landingsbanen til Artemis-månelandingen, og i sidste uge tilbød Elon Musk at hjælpe NASA med rumdragtsudviklingen.

Spørger man Pablo de Leon, hvad NASA skal gøre for ikke at ende som den store taber, svarer også han, at løsningen er samarbejde:

»Hvorfor skal man partout eje sin egen rumdragt, hvis man kan købe fra andre og i stedet bruge pengene på at komme endnu længere ud i rummet?«

Side 51