Om igen. Vi bliver ikke lykkeligere af at skifte vores partner ud, snarere tværtimod. Et stort forskningsprojekt følger 12.000 tyskere og deres partnere for at kortlægge den adfærd, de gentager med den ene kæreste efter den anden.

Gensyn med ekskæresten

Gensyn med ekskæresten Af Louise Fogh Hansen

Christina på 53 er med egne ord »en mundfuld« af en kvinde. Hun har opfostret tre drenge stort set alene og leder nu efter en mand, der kan bede hende om at slappe lidt af.

Christina er en af deltagerne i den nye sæson af DR-hittet Gift ved første blik, hvor eksperter med inspira­tion fra videnskaben sammensætter fem par, som straks bliver gift og derefter skal forsøge at få forholdet til at fungere. Torsdag aften kunne seerne følge Christina op ad kirkegulvet til Michael, en 54-årig projektleder fra Jylland, der kører i sportsvogn og nørder modelfly i sin fritid.

Forskerne har prioriteret fysisk tiltrækning, da de satte parret sammen, så høje Christina får en endnu højere mand, der stadig har hår på hovedet, og som omvendt sætter pris på det lange, lyse hår, Christina er prydet med.

I kirken er de glade og imødekommende. Men kun kort tid efter vielsen begynder et mønster at tage form.

»Du har ikke øvet brudevals?« spørger Christina sin ægtemand og må så instruere ham i en svingom på gårdspladsen.

Da hun vender sine første indtryk med veninderne til bryllupsfesten, lyder dommen:

»Jeg kan godt blive bekymret for, om jeg bliver for stor en mundfuld for ham. For han virker til at være så sød og rar, og jeg er jo en powerwoman, så jeg kommer måske til at tage styringen for meget.«

»Det tror jeg, du skal tænke over og prøve at øve dig i at lade være med,« svarer veninden, og Christina indvender:

»Jo, jo, men sådan er jeg jo også som person.«

Uforanderligt

Vi kan se det ske, men ikke afværge det alligevel. Når det gælder parforhold, gentager historien sig selv, for det er urimelig svært at forandre sig i kærlighedens navn. Hvis nogle skulle have gjort sig den personlige erfaring, kan den nu bakkes op af forskningsresultater.

I Tyskland kører projektet Pairfam, The German Family Panel, hvor 12.000 tilfældigt udvalgte tyskere og deres partner, forældre og børn hvert år bliver udspurgt om deres familie- og kærlighedsrelationer. Projektet begyndte i 2008 og har nu indsamlet data ad 12 omgange. Derfor kan forskerne følge de samme mennesker gå ind og ud af parforhold og sammenligne forholdet til eks­kæresten med kærligheden til den nye kone.

»Så vidt jeg ved, er det den største og mest vidtrækken­de undersøgelse af par- og familierelationer noget sted i verden,« siger Matthew Johnson, lektor ved University of Alberta og en af de forskere, der arbejder med data fra Pairfam.

»Der er andre studier i stor skala, som også stiller spørgsmål om familie, men de har det ikke som hovedfokus – det er typisk indkomstdynamikker, arbejdsmarked eller livstilfredshed,« fortæller han.

Hvis du er neurotisk, så er det mere sandsynligt, at tingene i et nyt forhold vil være lidt værre end i det forrige.

Matthew Johnson, familieforsker

Matthew Johnson er førsteforfatter på et studie fra 2019, som bruger data fra Pairfam til at følge 554 personer gennem to parforhold. Der sammenlignes data fra fire forskellige perioder i deltagernes liv: Et år inden det første forhold går i stykker, i det år, hvor de går fra hinanden, i løbet af det første år med en ny kæreste og så et år senere, da det nye forhold er veletableret.

»Når du bevæger dig ind i slutfasen af et forhold, bliver tingene indlysende værre. Og når du så indleder et nyt forhold, er alting atypisk godt: Du er ekstra glad, og du har meget mere sex end normalt,« fortæller Matthew Johnson og tilføjer så:

»Men det stabiliserer sig.«

Derfor er det ikke begyndelsen og slutningen, man skal vurdere et parforhold på: Det er midten. Hvor den første forelskelse er aftaget, og hverdagen har indfundet sig, men bruddet endnu ikke lurer i horisonten.

Og i denne etablerede fase kan det næsten være svært at skelne mellem forholdet til den nye og gamle kæreste. Der er den samme mængde skænderier, den samme grad af åbenhjertige betroelser og lige så mange overvejelser om at splitte op som i det gamle forhold. Der er godt nok mere sex, men graden af seksuel tilfredshed er den samme, og heller ikke i forhold til den generelle tilfredshed med parforholdet er der gevinst ved at skifte partneren ud. Kun antallet af komplimenter er steget.

»Det er i midten af et forhold, hvor folk falder ind i deres typiske mønstre, og der kan vi se, at selvom partneren måske skiftes ud, forbliver de fleste af dynamikkerne de samme på tværs af forhold,« siger Matthew Johnson.

Det er ikke den eneste gentagelse: Et andet studie med Pairfam-data viser, at vi også vælger kærester med de samme personlighedstræk. Et resultat, der bygger på partnernes egen beskrivelse af deres personlighed, og som rækker ud over effekten af, at man falder for én, der minder om én selv.

Selvfølgelig findes der mønsterbrydere. Der er én type mennesker, der forandrer sig og ikke gentager det samme forhold igen og igen. Det er dem med neurotiske træk.

»Neuroticisme er tendensen til at opleve negative følelser – at føle sig deprimeret og nede, glasset er altid halvt tomt,« forklarer Matthew Johnson.

Desværre er den forandring, neurotiske mennesker kan opleve i deres parforhold, ikke en forbedring.

»Hvis du er neurotisk, så er det mere sandsynligt, at tingene i et nyt forhold vil være lidt værre end i det forrige,« siger lektoren og fortæller, at man endnu ikke ved, hvad det skyldes. Et bud er, at bruddet med ekskæresten forstærker neurotikerens sortsyn, hvorefter denne indleder det næste forhold med en højere tendens til konflikt og tvivl om relationens værdi.

Sex og sure sokker

Det grundlæggende spørgsmål, som Matthew Johnson undersøger i sin forskning, er, hvad der sker med par over tid – hvordan det påvirker det langvarige kærlighedsforhold at flytte sammen, få børn, gøre karriere og håndtere livskriser som sygdom og død.

En af de faktorer, der kan slide på kærligheden i årenes løb, er skænderier om de huslige pligter: Hvem skal tage opvasken, hvem skal samle legetøj op i stuen, hvem skal skrubbe toilettet? Et amerikansk studie fra 2012 mente at finde en sammenhæng mellem et pars arbejdsfordeling og deres sexliv – når mænd tog del i opgaver som madlavning, rengøring og tøjvask, førte det til mindre sex i parforholdet.

»Argumentet var, at mænd svækker deres maskulinitet ved at udføre ’kvindearbejde’, så deres kærester ikke længere vil have sex med dem. Det troede jeg ikke et sekund på,« fortæller Matthew Johnson.

Han brugte derfor data fra Pairfam til selv at undersøge sagen, denne gang med en tilføjelse: Ud over at se på mænds faktiske arbejdsindsats i hjemmet bad forskerne også om mændenes egen vurdering af, om de tog deres fair andel af de sure pligter.

Vi er begyndt at indse, at de fleste par faktisk er stabile. De bliver ved med at være lige så glade og tilfredse, som da de blev gift.

Matthew Johnson, familieforsker

»Mængden af husarbejde, som en hvilken som helst person udfører, vil ikke i sig selv have indflydelse på noget som helst aspekt af parforholdet. Det vigtige er, om der er en retfærdig fordeling eller ej. Og hvad der føles retfærdigt for et par, hvor begge arbejder fuldtid, er ikke det samme som for et par, hvor den ene går hjemme eller er på deltid,« forklarer han og slår fast:

»Hvor meget husarbejde mænd udførte, havde absolut ingen effekt på deres sexliv. Men når vi så på de mænd, der tog en ’fair andel’, så havde de par mere og bedre sex.«

Det kunne altså se ud til, at det er en fordel at finde sig en partner, der har den samme opfattelse af, hvordan en retfærdig arbejdsfordeling ser ud. Holdningen til kønsroller og huslige pligter er dog ikke noget, de fleste tyskere vælger partner efter. Et Pairfam-studie fra 2020 ser på par, der er i sluttyverne og endnu ikke har fået børn. De bliver for eksempel spurgt, om kvinder bør fokusere mere på familie end job, om et barn vil tage skade af at have en mor, der går på arbejde, og om mænd bør udføre lige så meget husarbejde som kvinder.

Studiet viser, at mand og kvinde ofte har forskellige opfattelser af kønsroller ved forholdets begyndelse, men at de stille og roligt nærmer sig hinanden over tid – og at par, hvis holdninger er meget forskellige, har højere risiko for at gå fra hinanden.

Den lykkelige slutning

Eventyrslutningen, hvor man bliver gift og lever lykkeligt til sine dages ende, afskrives ofte som naiv , men den er måske tættere på sandheden, end man skulle tro – i hvert fald tyder meget på, at et nygift par kan forvente en stabil, jævn kurve af tilfredshed.

»Man troede længe, at parforhold stille og roligt blev værre, at vi blev mindre glade for vores partner, som tiden gik. Og så måske, når børnene var flyttet hjemmefra, ville vi blive gladere igen. Det har været det herskende synspunkt i flere årtier. Men for nylig er vi begyndt at indse, at de fleste par faktisk er stabile. De bliver ved med at være lige så glade og tilfredse, som da de blev gift,« fortæller Matthew Johnson.

»Langt de fleste par er faktisk ret glade i deres forhold og forbliver på det niveau gennem al den tid, de er sammen.«

For ham er det den nye gåde i forskningsfeltet: Hvorfor sker der egentlig ikke mere i forholdet mellem to mennesker, når så mange faktorer omkring dem ændrer sig?

»I så lang tid troede vi, at parforhold var under konstant forandring og udvikling, og nu støder vi på den her mur, hvor det ser ud til, at de faktisk ikke udvikler sig så meget. Hvad betyder det? Hvis udviklingen er stabil, hvorfor er der så så mange mennesker, der går fra hinanden? Det skal vi have bedre svar på,« siger han.

Foreløbig lyder et bud, at blot fordi et forhold er stabilt, betyder det ikke, at det bliver ved med at være attraktivt for begge parter. Et studie fra 2020 bruger data fra næsten 2.000 par i Pairfam-panelet til at sammenligne par, der går fra hinanden, med dem, der bliver sammen. Resultatet tyder på, at der allerede i begyndelsen er mønstre i de parforhold, der ikke holder – de starter simpelthen med et lidt dårligere udgangspunkt. Og blandt kærestepar, der egentlig trives, kan det være den spirende tanke om at finde en derude, man ville være endnu lykkeligere sammen med, der gør udslaget:

»Vi ved, at der er tilfælde, især når der ikke er børn involveret, hvor folk afslutter parforhold, der egentlig var okay. De var ikke ulykkelige, men de besluttede sig for, at det ikke var det, de ville længere.«

Men kærligheden er stadig svær at regne ud, selv for videnskaben, der ellers nu kan indsamle data fra begge parter og følge udviklingen gennem flere år. Et studie fra 2020 viser, hvor vanskeligt menneskelige relationer lader sig kortlægge uden skævvridninger: Par, hvor begge parter siger ja til at deltage i en videnskabelig undersøgelse, har højere sandsynlighed for at gå fra hinanden end par, hvor kun en enkelt vil deltage.

Ifølge Matthew Johnson mangler videnskaben også svar på, hvad der sker i tiden fra det første kys, til man bliver kærester. Hele datingfasen er nærmest ubeskrevet land, for det er svært at få adgang til data fra dating­apps, og forskerne har lettest ved at få informationer fra veletablerede par.

Og så er der minoriteter – hvor man lige nu er taknemlig for at kunne male brede strøg af det gennemsnitlige kærlighedsliv i en befolkning, er det næste skridt at dykke ned i forskellige samfundsgrupper.

»Vil de ting, der er sunde og gavnlige for et middelklassepars forhold, også være gavnlige for et par i lav­indkomstgruppen? Eller for par i en seksuel eller etnisk minoritet? I fremtiden skal vi grave os ned i nuancerne for specifikke grupper,« siger Matthew Johnson.

Hvis man trods alle forbehold alligevel vil tage imod videnskabens bedste råd til at holde kærligheden i live, lyder det sådan her:

»Gør de ting, du ved, du burde gøre. Dag ud og dag ind skal du bruge tid med din partner, lave positive ting sammen, løse det konstruktivt, når der er konflikter, og have regelmæssig sex, der er tilfredsstillende for begge parter. Det er simpelthen at gøre alle disse ting, som vi ved, vi burde gøre, men alligevel ikke får gjort,« siger Matthew Johnson, der dog også medgiver, at det er »umuligt for de fleste af os«.

»Det er ikke det, folk vil høre. Vi vil have et hack, vi vil have den ene ting, du kan gøre for at få din partner til at elske dig for evigt. Det er bare ikke sådan, det fungerer.«

Side 56