Kostskole. Siden 1960erne har svenske skoler serveret et varmt måltid til alle elever, og nu viser det sig, at det har givet eleverne markante langsigtede gevinster. Kunne danske elever også have gavn af at droppe madpakken?

Landet uden madpakker

Landet uden madpakker Af Anders Boas

Når vi i disse uger tager hul på et nyt skoleår, skal børn og forældre i mange danske køkkener igen i gang med at smøre madpakker. Anderledes er det på den anden side af Øresund, hvor de svenske skoler de sidste 50-60 år uden beregning har tilbudt et ernæringsrigtigt, varmt måltid mad til alle elever.

De svenske familier kan imidlertid ikke kun glæde sig over at slippe for pålægsindkøb, mellemlægningspapir og madkasseopvask. Meget tyder også på, at børnene har fået en række langsigtede gevinster ud af skiftet til skolemad. Det viser et nyt studie, der er på vej i et af verdens mest prestigefulde økonomiske tidsskrifter, Review of Economic Studies. Her har tre svenske forskere ved hjælp af historiske data fulgt konsekvenserne af, at de svenske kommuner i løbet af 1960erne introducerede skolemaden.

»Vi undersøger effekten af reformen ved at sammenligne årgange, der fik gavn af reformen, med dem, der ikke nåede at nyde godt af den, og her kan vi se, at dem, der fik glæde af skolemaden i hele deres skoletid, i gennemsnit fik tre procent højere livsindkomst,« siger Dan-Olof Rooth, der er professor i økonomi ved Institutet för social forskning ved Stockholms Universitet og en af forfatterne til studiet.

»Når jeg forklarer resultaterne til lægfolk, er deres reaktion ofte, at en stigning på tre procent ikke lyder som særligt meget, men man skal huske på, at vi her taler om alle de penge, folk tjener, fra de er 21 til 65 år. Hvis man tænker på alle de forskellige faktorer som eksempelvis jobskifte, der hver især bidrager til de 100 procent af folks livsindkomst, er det faktisk ret imponerende. Særligt når man tænker på, at de fattigste familier tjener hele seks procent mere gennem livet. Det er mere, end man anslår, at folk får ud af et ekstra års uddannelse i Sverige,« siger Dan-Olof Rooth.

Det er ikke bare de svenske elevers livsindkomst, der er højere hos dem, der har haft glæde af skolemaden. De heldige elever blev også højere end deres madpakkespisende forgængere, de gik flere år i skole og havde bedre helbred i målingerne ved sessionen.

Ikke for sent at gøre en forskel

Det er ikke kun de konkrete gevinster for elever, der gør studiet interessant. Resultaterne leverer også et vigtigt indspark i to centrale debatter i den økonomiske forskning om børn og unge: Hvornår skal man sætte ind, hvis man vil løfte børnene, og skal man målrette tilbuddene til dem, der har allermest brug for dem?

Politikere og beslutningstagere i mange andre lande har det seneste årti været enormt påvirket af den amerikanske økonom og nobelprisvinder James Heckmans teori om, at tiltag i de første fem år af børns liv er mest effektive. Samtidig har der i den økonomiske forskning generelt været stor interesse for gevinsten af investeringer i børns allertidligste liv. Til gengæld har vi mindre viden om de langsigtede effekter af indsatser i skolealderen. Det forklarer lektor i økonomi ved Københavns Universitet Miriam Wüst, der selv blandt andet har forsket i effekten af tidlige indsatser som sundhedsplejerskebesøg:

»Vi kender til forskellige sammenhænge mellem påvirkninger i den tidlige barndom og folks senere liv, men der findes faktisk ikke så mange studier af sundhedsindsatser til børn i skolealderen, der kan fortælle os noget om årsagerne til, at de senere klarer sig på den ene eller anden måde. Det kan studiet af den svenske skolemad bidrage med,« siger Miriam Wüst.

I de senere år har nogle danske kommuner indført madordninger, hvor familierne aktivt skal vælge at deltage og som udgangspunkt selv skal betale for maden, mens nogle elevgrupper kan få dækket omkostningerne helt eller delvist. Den svenske skolemadsordning er derimod et såkaldt »universelt« program, hvor tilbuddet drysses ligeligt ud over alle elever, og ingen skal betale for at deltage.

Dem, der fik glæde af skolemaden i hele deres skoletid, i gennemsnit fik tre procent højere livsindkomst.

Dan-Olof Rooth, professor i økonomi

Den slags ordninger er der tradition for i de skandinaviske velfærdssamfund, mens man i USA og andre lande hælder mere til målrettede programmer, hvor man som specialstyrker flyver ned og laver nålestiksoperationer for dem, der har særligt brug for hjælp.

Nogle målrettede programmer har vist sig at give bemærkelsesværdige resultater, men ofte er de intensive indsatser også ret dyre. Her er den svenske skolemad ifølge Dan-Olof Rooth og kollegerne et forholdsvist billigt tilbud.

I dag koster ni års svensk skolemad i underkanten af 60.000 svenske kroner per elev. I den periode, hvor man indførte skolemad, kostede det 26.900 svenske kroner at give en elev skolemad i ni år, og de heldige elever fik forhøjet deres livstidsindkomst med et næs­ten fire gange så stort beløb.

I studiet laver forskerne et overslag over, hvor meget man får for pengene med skolemadsordningen sammenlignet med berømte målrettede programmer som The Perry Preschool Program, hvor man i 1960erne efter lodtrækning gav et meget intensivt tilbud til ekstremt udsatte amerikanske børn:

»Når vi sammenligner skolemaden med de her målrettede amerikanske programmer, hvor man eksempelvis tager små børn fra ekstremt fattige familier og giver dem en hel pakkeløsning med tutorhjælp i skolen, mad og alle mulige andre ting, ser vi i gennemsnit næs­ten samme gevinst pr. investeret krone,« siger Dan-Olof Rooth.

»De amerikanske beregninger inkluderer endda også andre ting som effekten på kriminalitet, mens vi kun indregner effekten på folks livsindkomst, så på den måde kan vores estimat ses som en nedre grænse for, hvor god en investering skolemaden faktisk er.«

Størst effekt for de fattigste

Problemet med universelle tilbud er ofte, at de især gavner de velstillede elever og derfor øger gabet til elever fra små kår. Men her skiller det svenske skolemadstilbud sig som sagt også ud, fordi det giver en meget større gevinst til den fattigste fjerdedel:

»Det er meget oppe i tiden at diskutere, om man skal prioritere de her universelle programmer, eller om man hellere skal have nogle mere målrettede indsatser som i andre lande, hvor man mener, at det offentlige kun skal tilbyde hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv. Men her har vi et studie, der viser, at en universel indsats, der gavner børn fra alle lag i samfundet, samtidig kan hjælpe de fattigste familier i særlig grad og dermed mindske den sociale ulighed,« siger Miriam Wüst, der dog påpeger, at spørgsmålet er, om man kunne have fået den samme effekt for færre penge, hvis man kun havde tilbudt maden til børn fra de fattigste familier.

»Men måske ville det mindske fattige forældres incitament til at få et job, hvis det ville betyde, at deres børn mistede skolemaden? Vi ved det ikke. Måske ville folk føle sig stigmatiseret og afslå programmet? Jeg tror eksempelvis, at tilbuddet til alle børn om besøg hos sundhedsplejersken gør det mindre stigmatiserende, end hvis man kun havde tilbudt det til udvalgte børn. Vi ved heller ikke, hvor meget billigere det ville være at lave det som et målrettet program, fordi der også er opstartsomkostninger forbundet med et program som skolemad,« siger Miriam Wüst.

Allerede da beslutningen om den universelle skolemad blev taget i Sverige i årene omkring afslutningen af Anden Verdenskrig, diskuterede man, om det virkelig var alle de svenske folkeskoleelever, der skulle have ret til det gratis måltid. Men skolemad og mange andre af velfærdssamfundets andre tilbud endte med at blive tilbud til alle, og det har skabt et af velfærdssamfundets store paradokser: Tilbuddene blev en indgroet del af samfundet, før nogen havde tænkt på, at den slags store udskrivninger skulle evalueres af udførlige videnskabelige studier. Det er tydeligt, hvor meget de universelle tilbud koster, men vanskeligt at vise eventuelle gevinster af dem. Den slags gør man bedst ved hjælp af store lodtrækningsforsøg, men ingen politiker vil fratage dele af befolkningen et tilbud, alle tager for givet. Den næstbedste løsning er derfor at udnytte, hvis et tiltag er blevet indført på forskellige tidspunkter i forskellige områder. Det er netop den metode, der bruges i det svenske studie, hvor forskerne sammenligner kommuner, der adopterede programmet tidligt, med dem, der indførte programmet senere:

»Vi ser en øget indtægt og højde for elever, der får skolemad, sammenlignet med dem, der ikke får den, men spørgsmålet er, hvad der ville være sket uden reformen, for i den her periode blev folks højde og indkomst alligevel større over tid. Derfor sammenligner vi, hvad der sker med de samme årgange i kommuner, der på et givent tidspunkt har eller endnu ikke har indført reformen,« forklarer Dan-Olof Rooth.

Udfordringen for den type studier er, at det helst skal være så godt som tilfældigt, hvilke kommuner der indfører tilbuddet tidligt og sent. Ved at kigge på kommunernes budgetter fra perioden kan forskerne forsøge at udelukke, at der sker andre ændringer samtidig, der kunne være en alternativ forklaring på resultaterne. Samtidig ser forskerne på udviklingen på årgangene, der går i skole, umiddelbart inden tilbuddet indføres, for at tjekke, at årgangenes udvikling følges ad inden reformen og først afviger fra hinanden, når en given kommune har indført skolemaden.

Gør skolemad en forskel i dag?

Den svenske skolemad i 1960erne ser altså ud til at have gjort en forskel. Men har det andet end historisk relevans i dag? For at svare på det må man først og fremmest afklare, hvad det præcis var ved et dagligt varmt frokostmåltid, der fik de svenske elever til at tjene mere gennem deres arbejdsliv.

»Kan det være andre ting end den næringsrige frokost i sig selv? En af hensigterne med reformen var at få flere mødre på arbejdsmarkedet, og vi kan se, at det faktisk virkede, men det lader imidlertid ikke til at kunne forklare den effekt, vi ser i studiet. En anden forklaring kunne være, at familierne ikke længere behøvede at købe ind til madpakker og derfor havde flere penge at investere i børnene, men vi viser, at det heller ikke er nok til at forklare de store effekter senere i livet,« siger Dan-Olof Rooth.

Det sidste er vigtigt. Det ville være billigere, hvis man kunne få samme effekt ved bare at give familierne en ekstra økonomisk indsprøjtning, men resultatet af det svenske studie antyder, at det ikke ville give samme effekt.

»Når vi har undersøgt forskellige alternative muligheder, står vi tilbage med vores forklaring om, at det er forbedret ernæring, der er årsagen, og jeg mener, at vi har en del argumenter, der taler for det,« siger Dan-Olof Rooth.

Det passer for eksempel med det faktum, at dem, der har fået skolemaden, er højere end børn fra samme årgang i andre kommuner, der endnu ikke havde indført de varme måltider. Samtidig er der tegn på, at skolemaden var langt mere næringsrig end de madpakker, eleverne tidligere havde fået med.

»Der var en masse rapporter om, hvad eleverne fik at spise inden reformen, og i de bedste tilfælde var det to sandwich med ost og en lille flaske mælk. Hvis man sammenligner ernæringen i den frokost med de frokostmenuer, man sendte rundt til skolerne som bud på, hvad de skulle servere, kan vi se, at skolemaden indeholder langt mere A-, C- og D-vitamin og mere protein, jern og mineraler,« siger Dan-Olof Rooth.

Der er ingen grund til at antage, at det skulle være ligegyldigt i dag.

Miriam Wüst, lektor i økonomi

Men kan man i et land som Danmark i 2021 forvente samme effekt som i 1960ernes Sverige? Ifølge Dan-Olof Rooth skal man være opmærksom på, at Sverige i 1960erne var et af verdens rigeste lande, og skolemaden var ikke tænkt som et tilbud, der skulle afhjælpe sult eller fattigdom.

»Eleverne fik dårlige madpakker, men var generelt ikke fattige. Samtidig er det ikke kun os, der finder den her effekt af skolemad i vores historiske data. Der findes eksempelvis et engelsk studie af et projekt med skolemad med kokken Jamie Oliver, der viser, at man kan øge elevernes testresultater og mindske ulighed, hvis man forbedrer skolemaden,« siger Dan-Olof Rooth, der derfor mener, at andre lande bestemt kan forvente samme effekt som i Sverige.

»I hvilken grad man ville se den samme effekt, hvis man indførte det i Danmark, afhænger selvfølgelig af, hvor næringsrig de danske elevers frokost er i dag, og det varierer nok meget på tværs af befolkningen. Det afgørende spørgsmål er, om I har elever, der spiser virkelig dårlige madpakker. Kan I vise det, kan vores resultater give et indtryk af, hvad der ville ske, hvis man gav dem et mere nærende frokostmåltid,« siger Dan-Olof Rooth.

Måske er der kommet flere næringsrige godbidder i nogle danske skoleelevers madpakker siden 1960erne, men noget tyder på, at der stadig er forbedringer at hente ved at udskifte dem med skolemad. I et dansk studie, som blev publiceret i 2019, viser forskere på baggrund af et skolemadsforsøg med næsten 1.000 elever, at kvaliteten af ernæringen i elevernes frokost blev forbedret, når de fik tilbudt et gratis skolemåltid i stedet for den sædvanlige madpakke. Forskerne fotograferede elevernes middagsmad før og efter spisningen og konkluderede, at den positive effekt var et resultat af mindre fedt og snackprodukter, mens de i stedet spiste flere grøntsager og lidt mere fisk.

Forsøget viste også, at da måltidet efter en periode ikke længere var gratis, faldt de fleste familier fra.

Miriam Wüst mener heller ikke, at studiets resultater kun er relevante for fortiden:

»De viser jo, at skolemaden også gavnede de rigeste familier, og det indikerer jo, at det ikke handlede om, at folk pludselig fik nok mad, men at det snarere var et resultat af, at børnenes ernæring blev bedre,« siger hun.

En af begrundelserne for at indføre programmet var, at man mente, at en stor del af eleverne fik en for dårlig frokost på grund af manglende viden om ernæring og indgroede usunde spisevaner.

»Programmet virkede altså formodentligt igennem sundhedsinformation, og det er en pointe, som også er vigtig i dag. Selvom der er mange ting, der har ændret sig i Skandinavien siden 1960erne, er vi jo stadig optaget af kvaliteten af børns ernæring, og der er ingen grund til at antage, at det skulle være ligegyldigt i dag,« siger Miriam Wüst.

Side 56