Arkæologi. Kina er et slaraffenland for oldtidsforskere, men de færreste i Vesten er klar over det. Det er ikke kun vigtig viden om Kina, vi risikerer at gå glip af, men også uvurderlige erkendelser om menneskets fælles historie.

Indiana Jones-syndromet

Tidligere i år udgravede arkæologer et 3200-4000 år gammelt offerkammer ved Sanxingdui-ruinerne i den sydvestkinesiske provins Sichuan. Foto: Ma Da/VCG/Getty Images Foto: Tidligere i år udgravede arkæologer et 3200-4000 år gammelt offerkammer ved Sanxingdui-ruinerne i den sydvestkinesiske provins Sichuan. Foto: Ma Da/VCG/Getty Images Foto:
Tidligere i år udgravede arkæologer et 3200-4000 år gammelt offerkammer ved Sanxingdui-ruinerne i den sydvestkinesiske provins Sichuan. Foto: Ma Da/VCG/Getty Images
Indiana Jones-syndromet Af Peter Harmsen

På grænsen til ørkenen, tæt ved Den Kinesiske Mur, ligger den 4000 år gamle oldtidsby Shimao. Her har arkæologerne i de seneste år gjort den ene vigtige opdagelse efter den anden, og undervejs har de været tvunget til at revidere deres antagelser om, hvordan civilisationen opstod i det, der nu hedder Kina.

Shimao er omgivet af en indre og en ydre bymur på tilsammen ti kilometer, og inde i midten ligger en trinpyramide med en højde af 70 meter. Jadefigurer og menneskelignende relieffer fortæller om en livlig kultpraksis, og fundet af snesevis af kranier tilhørende unge piger ofret til en ukendt gud vidner om, at religionen også havde en dyster side.

Intet havde forberedt forskerne på at finde et komplekst bysamfund netop her, og Shimao burde have status som Tutankhamons grav eller Stonehenge, men det har det ikke. Snarere er det nærmest ukendt uden for Kina.

Det er udtryk for en markant skævhed i den globale bevidsthed om menneskehedens forhistorie. Mens Egypten med sine faraoner og obelisker er børnelærdom for enhver, der har læst Asterix og set De Ti Bud med Charlton Heston, er Kina arkæologisk set lukket land for de fleste i den vestlige verden.

Ifølge Rowan Flad, der er arkæolog på Harvard med speciale i blandt andet kinesisk bronzealder, er det ekstra ærgerligt, fordi der netop nu foregår opdagelser i Kina, som sætter det meste af den øvrige forskning rundtom i verden i skyggen.

»I Egypten vender man tilbage til den samme floddal igen og igen, og selvfølgelig finder man masser af spændende ting, men Kina er bare så mange gange større med masser af forskellige steder at udforske, og det er først i de seneste år, at kineserne virkelig i tilstrækkeligt omfang har givet sig i kast med arkæologiske udgravninger. Så i den forstand er det virkelig dér, det foregår lige nu, hvis man er arkæolog,« siger han.

Overset guldalder

Anke Hein, der forsker i østasiatisk arkæologi ved universitetet i Oxford, er enig i, at udviklingen i Kina fortjener meget større opmærksomhed. Blandt nylige opdagelser fremhæver hun Liangzhu, en kultur fra den yngre stenalder, som er dukket op tæt på Shanghai.

Hidtil har Liangzhu været kendt mest på grund af en lang række grave med vidt forskelligt udstyr, som tyder på et stærkt klasseopdelt samfund. Men på det seneste er det blevet suppleret med fundet af et sindrigt system af dæmninger og kanaler, der skulle beskytte det lavtliggende område mod oversvømmelser og omvendt sørge for vand til markerne i tørkeperioder.

»Det er virkelig massivt og omfattende, og det har ikke fået den medieopmærksomhed, som det fortjener. Hvis noget lignende var blevet fundet i Egypten, ville det have været genstand for langt større interesse, internationalt set,« siger Hein.

Der er flere årsager til, at kinesisk arkæologi i øjeblikket befinder sig i, hvad nogle betegner som en »guldalder«. For det første er der bare så meget, som endnu ikke er opdaget, og som vælter op af jorden nærmest dagligt. Mens en pose vikingemønter kan tiltrække sig stor opmærksomhed i vores del af verden, kan forskerne i Kina være heldige at støde på hele byer.

Når opdagelserne lige nu finder sted med en særlig hektisk kadence, hænger det blandt andet sammen med, at Kina i et par årtier har været beskæftiget med at bygge en moderne infrastruktur op fra bunden. Ofte er det under udgravninger til nye parkeringskældre eller jernbanelinjer, at fundene bliver gjort.

I de tilfælde bliver arkæologerne kastet ud i et kapløb med tiden for at redde så meget, som de nu kan, inden moderne økonomiske behov sætter sig igennem, og det hele bliver fyldt op med beton. At arkæologerne ofte ikke bliver tilkaldt, fordi bygherrerne frygter kostbare forsinkelser, er så en anden sag.

I de seneste årtier har arkæologer gjort en række opsigtsvækkende fund i nærheden af byen Sanxingdui. De vidner om en hidtil ukendt bronzealderkultur med en helt særlig æstetik, der nogle steder kan minde om afrikansk stammekunst. Det styrker en antagelse om, at Kinas kultur har mange og forskelligartede rødder, og ikke bare, som påstået i den ortodokse version, kommer fra et enkelt udspring omkring Den Gule Flod. Foto: David Chao og Kudumomo, Flickr
I de seneste årtier har arkæologer gjort en række opsigtsvækkende fund i nærheden af byen Sanxingdui. De vidner om en hidtil ukendt bronzealderkultur med en helt særlig æstetik, der nogle steder kan minde om afrikansk stammekunst. Det styrker en antagelse om, at Kinas kultur har mange og forskelligartede rødder, og ikke bare, som påstået i den ortodokse version, kommer fra et enkelt udspring omkring Den Gule Flod. Foto: David Chao og Kudumomo, Flickr

En anden faktor bag det arkæologiske boom er en voksende professionalisme. Kinesiske arkæologer, ofte med fornemme udenlandske titler på cv’et, er blevet fortrolige med de nyeste arkæologiske teknikker. Episoder som udgravningen af terrakottakrigerne i den nordøstkinesiske by Xian i 1970erne og 1980erne, hvor statuernes livlige farver skallede af kort tid efter at være kommet i kontakt med luften, hører nu for det meste fortiden til.

Endelig nyder kinesiske arkæologer godt af statslig støtte af en størrelse, som deres vestlige kolleger for det meste bare kan drømme om, men det er ikke kun basal nysgerrighed, der får politikerne til at punge ud, fortæller Michael Storozum, en ekspert i kinesisk arkæologi ved Hebrew University of Jerusalem.

»Kinesisk indenrigspolitik spiller en stor rolle. Præsident Xi Jinping er en kæmpe fan af arkæologi, for det er en disciplin, som helt bogstaveligt kan bidrage til at opbygge en national historie, og han opfordrer aktivt arkæologerne til at finde frem til ’den kinesiske civilisations rødder’ ved at finansiere megaprojekter,« siger han.

Vestligt tunnelsyn

Spørgsmålet er, hvorfor så lidt af den nye viden når frem til Vesten, og ikke mindst til den vestlige offentlighed. I den lavpraktiske ende er der sprogbarrieren. Selv om flere og flere kinesiske arkæologer udgiver deres resultater på engelsk, er der stadig en betydelig del af forskningen, som kun er tilgængelig på kinesisk. Hvis man som vestlig arkæolog skal holde sig orienteret om den seneste udvikling i Kina, er det altså en god ide at give sig til at terpe kinesiske skrifttegn. Men det er ikke nødvendigvis nok. Det er desuden tilrådeligt at kunne japansk til husbehov, eftersom der også i Japan findes en omfattende ekspertise på området.

Det er bare ikke realistisk for mere end et fåtal af vestlige arkæologer at gøre sig fortrolige med et eller to komplicerede asiatiske sprog ved siden af deres egentlige specialviden.

En anden forklaring på det manglende vestlige kendskab til situationen i Kina er, at landet befinder sig langt uden for de fleste vesterlændinges referenceramme. Det står i skarp kontrast til for eksempel oldtidens Egypten eller andre steder i Mellemøsten, hvor ny arkæologisk viden umiddelbart giver mening i en vestlig kultur formet af Bibelen, ifølge Liu Li, kinesisk-amerikansk arkæolog på Stanford University.

»Mange nye opdagelser eller genfortolkninger af eksisterende fund fra Det Nære Østen bliver solgt til offentligheden med henvisning til fortællinger i Bibelen,« siger hun.

En anden forklaring på den særlige fokus på Egypten er arven fra den imperialistiske tidsalder, hvor vestlige arkæologer på heroisk Indiana Jones-vis rejste på eventyr i de varme lande og hentede skatte hjem til deres museer.

Egypten har haft en ganske særlig stilling som tumleplads for vestlige forskere lige siden Napoleonskrigene, mens Kina aldrig i helt samme omfang blev udsat for den vestlige kolonialisme og dens ledsagefænomen, de tropehjelmklædte arkæologer.

Det har konsekvenser den dag i dag, mener Jade Guedes, en antropolog ved University of California San Diego: »Desværre er det sådan, at mange af os i USA og Europa kun er interesserede i et nyt arkæologisk fund, hvis det er en vesterlænding, som står bag.«

Manglende kendskab til de store opdagelser i Kina fører til gabende huller i vores viden om fortiden. For eksempel får vi i Vesten et forvrænget billede af den kinesiske civilisations oprindelse.

Det var ikke en enhedskultur med et udspring omkring Den Gule Flod, sådan som den ortodokse version lød indtil for ikke så længe siden, men havde sin rod i en række forskellige oldtidssamfund, som først senere smeltede sammen.

Nogle af samfundene var af radikalt anderledes karakter, end hvad vi ellers forbinder med Kina. Ved udgravninger i Sanxingdui i den sydvestlige Sichuan-provins har konturerne i de seneste år aftegnet sig af en civilisation med en helt særlig æstetik, der kan virke helt overjordisk.

»Dybest set risikerer vi en mangelfuld forståelse for, hvor forskelligartet det forhistoriske Kina var. Der var et stort antal kulturer og kongedømmer og konkurrerende traditioner,« siger Storozum fra Hebrew University.

»Nu om dage bliver det alt for ofte overskygget af en fortælling om Kina som en sammenhængende politisk og økonomisk enhed snarere end et sted med en række forskellige traditioner, som ofte viser sig at have en lang historie i indbyrdes modsætning med hinanden.«

Den manglende brik

Én ting er, at vi risikerer at vide mindre om Kina, end vi ellers kunne – hvilket man strengt taget nok kan lære at leve med. Noget andet er, at vi også risikerer at vide mindre om os selv.

Uden kendskab til Kinas forhistorie kommer vi til at mangle en vigtig brik i forståelsen af hele menneskehedens udvikling. De opdagelser, der bliver gjort i Kina, har relevans for større spørgsmål om, hvordan vi som mennesker organiserer os i samfund, fortæller Rowan Flad fra Harvard.

Foto: David Chao og Kudumomo, Flickr
Foto: David Chao og Kudumomo, Flickr

»Vi kan tage kinesiske byer i det første og andet årtusinde før Kristi fødsel og sammenligne dem med tidlige bysamfund i middelhavsområdet eller Sydasien eller Amerika. Det er kun ved at se på variationen i den tidlige byudvikling forskellige steder rundtom i verden, at vi for alvor kan få en fornemmelse af, hvad byer er for en størrelse,« siger han.

Alternativet er en underligt ensidig og kontekstløs forståelse af menneskehedens udvikling fra forhistorisk ind i historisk tid, ifølge Li Feng, professor i tidlig kinesisk historie ved Columbia University.

»Vi går glip af en fantastisk chance for at forstå den vestlige civilisation til bunds med udgangspunkt i en bevidsthed om, hvilke forskellige valg der stod til rådighed på hvert stadie i udviklingen. Det er kun muligt, hvis vi har en civilisation af lignende omfang og varighed, som vi kan bruge til at sammenligne med,« siger han.

En mere indgående beskæftigelse med kinesisk arkæologi vil rive os ud af vores komfortzone, men det er måske netop dét, der gør det ekstra vanskeligt, ifølge Anke Hein fra Oxford.

»Materiale fra Kina kan hjælpe os til at sætte spørgsmålstegn ved, at den måde, udviklingen er foregået på i Europa og Det Nære Østen fra forhistorisk tid til i dag, repræsenterer normalen, at det nødvendigvis måtte foregå på den måde, og at det er sådan, tingene udvikler sig alle andre steder,« siger hun.

»Det er baseret på et eurocentrisk verdenssyn. En viden om, hvordan historien er forløbet i Kina, kan rokke ved det, og det er naturligvis ubehageligt. Vi synes godt om, at vore historier er spændende, men samtidig skal de helst i et vist omfang være genkendelige. Vi kan godt lide, når noget er eksotisk, men det må heller ikke være for eksotisk. Det er meget svært at ændre på.«

Side 61