Opinion. Gymnasiets litteraturkanon skal ikke være mejslet i døde mænds gravsten.

De stumme kvinder

De stumme kvinder

Forestil dig, at du er et ungt, nysgerrigt menneske, der går i gymnasiet. Du har dansk på højt niveau, og halvdelen af undervisningen består i at læse litteratur. Vil du ikke forvente at møde de største danske forfattere gennem tiden? Undrer det dig ikke, at du fra vores kulturarv kun er sikker på at møde Karen Blixen som kvindeligt blik på vores fortid blandt 13 mænd?

Problemet blev politisk skabt i 2004, hvor man søsatte en fælles kanonliste for folkeskole og gymnasium med løfte om løbende opdatering. I 2015 blev den justeret for folkeskolen, men gymnasiet venter stadig. Vi har derfor foreslået en ny udvidet bruttoliste med flere af de største – og dermed flere kvindelige – stemmer. I marts havde vi foretræde for undervisningspolitikerne, der fandt ideen så væsentlig, at de indstillede den til undervisningsministeren.

Hun afviste med forklaringen om, at vi jo bare frit kan supplere kanonlisten med flere kvinder. Vores problem er signalet, den sender, fordi den taler ned til den halve menneskehed. Som fagpersoner forstår vi ikke, hvorfor vi fortsat skal foregive over for eleverne, at denne ene litteraturhistoriske fortælling er den bedste vej til litterær almendannelse. Lad os få en revision.

Inger Christensen er ikke med, selvom hun ligesom Blixen har været i spil til Nobelprisen i litteratur. Kanonudvalget mente i 2004, at hun var for svær, men hvorfor ikke overlade den dom til lærerne selv? Tværtimod er hun i øjenhøjde med unge i vores økobevidste tid, når hun sætter atombomben og vores dyrebare natur til debat i sit lyriske værk Alfabet. Er Holberg nemmere af anden grund, end at vi er vant til at undervise i ham? Har vi bare vænnet os til, at klassisk kvalitetslitteratur primært gælder mændenes stemmer?

Ældre litteratur skrevet af forfattere som Mathilde Fibiger, Amalie Skram og Tove Ditlevsen, der endda er nyudråbt stjerne i USA, er traditionelt blevet set på som »kvindelitteratur«, fordi de skriver naivt om livet som frustreret fruentimmer og ikke om noget vigtigt for samfundet. Denne fordom og manglende kunstneriske anerkendelse af kvindens erfaringshorisont har Olga Ravn for nylig gjort til kunstgreb i sin anmelderroste roman Mit arbejde.

Gyldendals forlagschef Simon Pasternak har eksplicit bakket vores sag op med en række Facebook-opslag om den kollektive glemsel af kvindelige stemmer. På bedste arkæologiske vis udgiver forlagene i disse år masser af stor litteratur skrevet af og om kvindelige forfattere og historiske personer. Anne Sophia Hermansen har meget rammende pointeret i Berlingske:

»Skal vi forstå det sådan, at kvindelige forfattere er et litteraturhistorisk supplement? Spændende synspunkt – og en lille smule historieløst.«

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai supplerer i Gymnasieskolen.dk: »Det er helt uacceptabelt, at en kanon ikke medtager flere kvindelige forfattere, når al forskning viser, at der er så mange kunstnerisk vigtige kvinder fra alle perioder.«

En kanon vil altid være et udtryk for den tid, hvor den blev etableret. Den er ikke mejslet i sten.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Blå bog

Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann er forpersoner i Dansklærerforeningens bestyrelser for ungdomsuddannelser, lektorer ved hhv. Aurehøj Gymnasium og Teknisk Gymnasium Skanderborg.

Læs også Weekendavisens andre debatindlæg og læserbreve.

Side 14