Snapseråd
Esben Skytte Christiansen, seniorrentier
Det var med stor nysgerrighed, at jeg i WA #52 læste beretningen om en julefrokost i det stoute firma Visdommens Kilde, som sysler med den noget nebuløse og harmløse gesjæft at give sikkert velmente, men tvivlsomme råd, ingen har bedt om.
Tillad mig dog at komme med en enkelt anmærkning med råd. Direktricerne nyder snaps. Javel. Hele tre flasker med snehvid iskappe hives derfor frem fra fryseren. Og man begynder med O.P., ganske forståeligt, men er der tale om den klassiske udgave, skal den ikke en tur i fryseren. Det er jo udtryk for malabarisk vankundighed!
Her må en mand med den nødvendige ekspertise tage ordet for at sætte alt på rette plads trods al utidig snak om ligestilling mv. Kun hvide snapse skal en tur i fryseren, mens alle kulørte snapse kan være afkølede fra bryggerset eller fadeburet, men ikke frosne, dog bedst direkte fra sprutskabet. Må vi altså bede om kammertonen uden skurrile biklange, tak!
Dataetik
Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i brancheforeningen IT-Branchen
EU-Kommissionen vil have, at vi er på forkant med kunstig intelligens og dataanvendelse, men med afsæt i vores europæiske værdier. Værdier, der blandt andet handler om at værne om borgernes privatliv – det, vi i Danmark kalder dataetik. Dataetik handler om at sikre ansvarlig anvendelse af borgernes data, om gennemsigtighed i de digitale afgørelser og om respekt for privatlivet. Dataetikken er afgørende for borgernes tillid til de digitale services og derfor en væsentlig forudsætning, når vi udvikler nye løsninger, der anvender borgernes data.
Men dataetik må ikke gøre digital udvikling til en demilitariseret zone, som ingen tør færdes i. Vi skal kunne anvende borgernes data i digitale løsninger. Derfor er vi også nødt til at afsøge grænserne for dataetikken, når vi skaber nye løsninger. Vi skal turde prøve kræfter med de svære projekter, der anvender borgernes data til at skabe bedre service og værdi for dem og samfundet. Og vi skal turde gå for langt en gang imellem. Vi finder ikke balancen, hvis ikke vi tør udforske grænserne.
Mange offentlige myndigheder tør ikke igangsætte sådanne projekter, da de ikke kan overskue konsekvenserne af projekterne og de juridiske rammer, ligesom flere er bange for eventuel kritik af igangsatte projekter. Men så indfrier vi heller ikke potentialet. Vi har brug for, at regeringen tør gå i front og skabe en efterspørgsel efter digitale projekter, der udnytter vores data til at skabe nye løsninger. Kun på den måde kan vi indfri ambitionerne.
Vi foreslår, at regeringen igangsætter en række dataetiske signaturprojekter, altså en række projekter, der med støtte fra regeringen afsøger grænserne for, hvor langt vi kan og bør gå i anvendelse af borgernes data. Det kunne være i forhold til risikobaseret tilgang til opsporing af udsatte børn, prioritering af politiets kriminalpræventive indsats eller målrettet forebyggelse af de største folkesygdomme som overvægt og kræft.
Potentialet er enormt, hvis vi kan knække koden til, hvor langt vi kan og bør gå. Lad os starte med at gå til grænsen, hvor det potentielt stiller os væsentligt bedre som borgere og samfund at anvende data, end hvis vi havde berøringsangst og ikke turde bruge dem.
Klimahjælp
Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp
Klimaforandringerne påvirker verdens fattigste og dermed Folkekirkens Nødhjælps arbejde voldsomt. Derfor blander vi os i klimadebatten, når det er relevant. Det bliver vi fra tid til anden kritiseret for, blandt andet i WA #51 under overskriften »Kirketugt«.
Jens Olaf Pepke Pedersen kalder os for klimalobbyister, blandt andet fordi vores klimarådgiver i netmediet Altinget i sin tid markerede sig i klimadebatten om borgerforslaget til en ny klimalov, som Folkekirkens Nødhjælp bakkede op om. Og fordi vi for nyligt på Facebook fejrede, at et bredt flertal i Folketinget har sat en stopper for ny olieefter-forskning i Nordsøen. Jens Olaf Pepke Pedersen mener, at vi dermed blander os i klimapolitikken, og at det bør vække opsigt blandt Folkekirkens medlemmer.
Lad mig én gang for alle slå fast: Vores mandat er kampen for at give verdens fattigste et værdigt liv. I dag er der bred enighed i Danmark, EU, FN og videnskaben samt blandt alverdens virksomheder om nødvendigheden af den grønne omstilling og udfasning af fossile energiformer. Enigheden går igen i brede kirkelige kredse i Kirkernes Verdensråd, den katolske kirke med paven i spidsen og dermed kirker i hele verden, fordi vi skal passe på Guds skaberværk. Dét samlede verdenskor synger vi med i, og derfor markerede vi også beslutningen om Nordsø-olien med en Facebook-fejring.
Gennem vores arbejde i verdens fattigste lande er vi førstehåndsvidner til ekstreme temperaturer, tørke, oversvømmelser og mere, der forstærker en eksisterende sultkrise og fordriver millioner af mennesker fra deres hjem. Men pengene til klimahjælp rækker ikke, fordi klimaforandringerne rammer så voldsomt, som de gør. Og derfor gik vi ind i borgerforslaget om en ny klimalov, hvor vi var fortalere for, at Danmark skal leve op til sine internationale forpligtelser, herunder additionel klimahjælp – som FN formulerer det – til verdens fattigste. Det betyder, at der skal afsættes flere penge til klimahjælp ud over den udviklingsbistand på 0,7 procent af BNP, vi allerede giver fra dansk side. På den måde hænger den hjemlige debat sammen med vores arbejde i ulandene.
Vi mærker en kæmpe opbakning til vores klimaarbejde i vores kirkelige og folkelige bagland, hvor det vækker positiv opsigt, at vi adresserer konsekvenserne af klimaforandringerne. Vores arbejde hviler på kristne værdier og er ikke drevet af politiske hensyn, men af kampen for at give verdens fattigste et værdigt liv.
Unfollow
David Vestergaard, konsulent
I dette indlæg kan De forvente et opråb til noget så sjældent som aktivisme, der er en borgerlig værdig. Det er tiltrængt, når man i WA #50 kan læse, at @mette, altså Mette Frederiksen, undgår den etablerede presse og taler direkte til vælgerne på sociale medier (ikke med, bevares), hvor kritiske journalister virker som et relikvie fra en fjern fortid.
Derfor foreslår jeg, at De logger ind på Deres foretrukne sociale medie og systematisk klikker på »Unfollow«-knappen ved samtlige politikere. På den måde ophæves politikernes mulighed for at styre den politiske kommunikation uden om de kritiske og etablerede medier.
Kald det aktivisme eller en folkebevægelse mod politikere på sociale medier. Det er ikke cancel culture eller deplatforming, men nærmere ambitionen om at sende politikere i en retning af det journalistiske trug og konfrontation med egne modsigelser. Da politikere ønsker at formidle deres budskaber til vælgerne, er jeg sikker på, at de vil vende tilbage til de kritiske medier.
Når mere end 350.000 danskere følger politikeren med det højeste og vigtigste embede i Danmark, kan det ikke undre, at muligheden for distribuiton af selfies og bagværksdokumentation fra idyllen i Hareskovby benyttes flittigt til at opbygge en personlig fortælling.
Dertil bemærker den flittige avislæser, at selv Weekendavisens fremmeste politiske journalister hyppigt beretter om den politiske kvidder på sociale medier. Mere præcist kan man sige, at politikerne nok skal tilfredsstille behovet for personlige beretninger og politiske budskaber på sociale medier, så længe efterspørgslen findes blandt vælgerne. Hvis vælgerkorpset har svært ved at afvænne sig slipstrømmen af politiske personligheder på de sociale medier, kunne journalister gå forrest.
Vaccine
Peter Alsted Pedersen, farmaceut
På forsiden af WA #52 diskuteres nogle aspekter af EUs betydning for godkendelsen og distribueringen af vacciner mod COVID-19. Forfatterne udelader imidlertid to væsentlige aspekter:
For det første ville alternativet til en godkendelse i EUs regi gennem European Medicines Agency (EMA) være, at firmaerne ansøgte om en godkendelse i hvert af de 27 lande. Det er uvist, hvornår Pfizer overhovedet ville afsætte kapacitet til at udarbejde og indsende en ansøgning til et lille land som Danmark. EMA er derfor en stor fordel for medicinalindustrien og patienterne i de mindre lande, som ellers for alvor ville være bagerst i køen.
For det andet er det lovlig tidligt at være bagklog. Ingen ved endnu, hvilke(n) af de mange vacciner der på længere sigt vil blive foretrukket. Vaccinen Comirnaty fra Pfizer/BioNTech har i alt fald adskillige ulemper: Den skal opbevares ved max. -70° C, den skal derfor tøs op og kan kun opbevares maks. fem dage i køleskab, før den skal fortyndes, og er derefter kun holdbar i seks timer! Det er langt lettere at håndtere vacciner, som skal opbevares i køleskab eller endda ved -20° C. Derudover ved vi for lidt om, hvor længe vaccinerne yder beskyttelse mod COVID-19. For Comirnaty gælder, at forsøgspersonerne på tidspunktet for vurderingen var blevet fulgt i gennemsnitligt 1,5 måneder.
Disse aspekter taler økonomisk helt klart for at reservere frem for at købe vacciner. At købe én vaccine svarer til at lægge sig fast på altid at spille på en hest uden at kende de øvrige heste.
