Leder. Mette Frederiksen gør det mere forfinet og mindre aggressivt end Trump, men håndværket er det samme.

Mette, magt og medierne

Mette, magt og medierne Af Martin Krasnik

METTE Frederiksen gør noget, vi ikke er vant til i Danmark. Udøver magt. Eller det vil sige: Alle statsministre udøver magt, men vi har vænnet os til, at det ikke er noget, man skilter med. Det politiske system med mindretalsregeringer og komplicerede koalitioner har fået os til at tro, at magt er noget, man diskuterer sig frem til. Læg dertil et embedsmandsvælde, der i endnu højere grad camouflerer magtudøvelsen. Vi bryder os ikke om rå magt. Politiske beslutninger træffes efter lange forhandlinger, hvor en masse partiledere til sidst kommer ud og ser glade ud, fordi alle har fået deres vilje. Pragmatismen og kompromiset er i vores politiske grundvand.

HAR Mette Frederiksen varme følelser for alt dansk, er hun ikke synderligt mærket af traditionen for at skjule magten. Hun lader ikke, som om hun »blot søger indflydelse«. Alle rigtige politikere bruger deres magt, indtil de stoppes af andre med mere magt, og Mette Frederiksen bliver ikke stoppet. Hendes støttepartier har udstedt et fripas, og oppositionen findes stort set ikke. Befolkningen støtter hende, uanset hvad hun gør. Frederiksen er den mest magtfulde politiker i Danmark i mands minde.

ÅBENLYSE, tungtvejende grunde til at kontrollere statsministerens magt er der særligt i den aktuelle undtagelsestilstand. Og når ikke andre politiske kontrolmekanismer slår til, er medierne helt afgørende. Også her har Frederiksen et klassisk magtpolitisk instinkt: Hun styrer den politiske kommunikation hårdt og dækker sig for det lys, medierne kaster over magtudøvelsen. Og hun gør det på en måde, vi aldrig har set her i landet. Hun bruger sociale medier for at få direkte kontakt til vælgerne. Hun kommunikerer på hårdt styrede pressemøder. Hun undgår rigtige interview og reagerer fornærmet og vredt på kritiske spørgsmål. Hun og hendes væbnere udtrykker, at pressens motiver er skæve, at journalisterne ikke har forstået noget, og at medierne er forretningsmæssige fiaskoer. Afsløres hendes magtmisbrug, affejer hun det som ligegyldige fejl, som intet har at gøre med det, der virkelig optager vælgerne. Minder det om nogen, man kender?

TRUMPISTISKE tendenser præger tydeligt Frederiksens kommunikation. Hun gør det mere forfinet og mindre aggressivt end Trump, men håndværket er det samme. På Facebook og Instagram kommunikerer hun og hendes ministre simpelt og uimodsagt til deres vælgere. Og her signaleres, at de, der ikke er med regeringen, faktisk er modstandere af det nationale projekt, der er godt for alle. Det er populisme i trumpske dimensioner.

TRÆK i mediebilledet gør denne opførsel tillokkende. Selvom socialdemokrater er de værste og mest fornærmede, må man tro, at Frederiksens efterfølger vil være inspireret af hende. Det er en illusion, at politikerne nogensinde har stillet op til kritiske interview, fordi de var gode demokrater. De har haft brug for at få budskabet ud. Nu kan de i stedet bruge sociale medier, som endda konkurrerer med danske medier på urimelige vilkår. Opgaven er at undgå den fælde, som Trump lokkede amerikanske medier i: at blive et tilsvarende fornærmet og vredt hylekor, der opfatter statsministeren som en direkte fjende. Det forplumrer opgaven: at vise offentligheden, når hun misbruger sin magt eller forsøger at skjule konsekvenserne af den. Køligt og objektivt. Der er ikke andre end den frie presse, der kan gøre det.

 

Læs her om selfies, retoriske greb og embedsmisbrug på Mette Frederiksens sociale medier.

Læs også Magnus Bodings artikel om den nye DR-dokumentar om Mette Frederiksens tidligere chefstrateg, Martin Rossen.

Side 12



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby