Skål! Til topersoners julefrokost i det store stolte firma Visdommens kilde. Gode råd, ingen har bedt om.

Højt fra træets grønne top

En sen fredag eftermiddag i december, mørk og våd selvfølgelig, mødes vi foran slagteren. Vi mumler bag vores masker. Flæskesteg, rejesalat. Det er, som om vi ikke kan huske, hvad der skal til en julefrokost. Omstændighederne i år er så forvirrende, og der er næsten ingen mennesker omkring os. Det føles ikke festligt. Videre til fiskehandleren: to slags sild, stegt fiskefilet. Videre. Fire små chokolader.

På vej hjem vejleder vi hinanden i ikke at glide, ikke at snuble, ikke blive kørt over. Vi er voksne, men kan ikke lade være. Vi er så vant til at give gode råd, at vi ikke engang lægger mærke til det. Det er en måde at tale på. Store og små, praktiske og livsforandrende råd strømmer fra os som running sushi. Tag, tag, tag! Sammen udgør vi det store stolte firma Visdommens kilde. Gode råd, ingen har bedt om. Vi spiser af vores eget produkt morgen, middag og aften og har gjort det, siden vi mødte hinanden for 25 år siden.

Tre flasker snaps med snehvid iskappe hentes i fryseren. Det er jul! Vi begynder med en O.P. Andersson. »Vent, vent! Mit snapseglas er væsentligt større end dit!« siger den ene og henter et nyt. Størrelse livsfarligt.

Vi forestiller os at få fremstillet en gigantisk bordbombe med vores 100 bedste råd på små papirstrimler. Den ene af os bestyrer et udklipsbureau, der konstant sakser eller videresender passende artikler til – alle. Et udvalg:

Til svigersøn og kommende barnefader: avisartikel om den moderne omsorgsfulde far. Plus en anden med titlen: »Derfor bør vi tale meget mindre om børneopdragelse.«

Og direkte med øjenkontakt: »Det er en god idé at kunne førstehjælp.«

Til den ældste, da hun ventede sig, en artikel om moderrollen i frit fald og kroniken »Jeg følte mig utilstrækkelig som mor«. Bare for at ruste hende mentalt.

Råd til samme datter på barselsgang: Spørg om alt!

Til genboen, en kommende morfar: Du skal ikke give gode råd til din svigersøn og datter, unge mennesker kan finde på at kalde det »at blande sig«.

(For sent. Han havde allerede trukket svigersønnen til side og spurgt, om de havde overvejet at skifte deres lille bil ud med en større og sikrere).

Udklipsbetyrerens mand til døtrene: »Cykelhjelm reddede familiefar. Det er dumt at lade være.«

Plus udklip om allergiske reaktioner efter tatoveringer.

Til veninde i hendes sommerhus: »Så skal I bare lige have fjernet det her.« (Stamper med foden på nålefilt i entre). For hurtigt. Hun havde selv netop fået det lagt.

Råd til en ægtemand: Kør ti minutter før, så kan du nå at finde en parkeringsplads og forstå p-automaten inden mødet. Og: Du skal ikke smile triumferende, når du fremlægger dit bedste argument.

Til hinanden: Der er en grøft i min side. Fuldt stop forude. Du kan parkere der. Jeg ville kun give den 15 minutter. Det er en god idé at tørre blandingsbatteriet i bruseren af efter brug. Stop, stop stop! Flødeskum skal ikke være stift!

En fælles veninde følte sig forløst, da en terapeut sagde, at hun ikke kunne eller skulle lave sig om, for det var sådan, hun var. Da tænkte vi synkront: »Skal man virkelig ikke lave sig om? Jamen hvad nu, hvis man er et røvhul?« Desuden ville det spolere vores forretning, sætte os på gaden simpelthen, for hvem ville vi være, hvis vi ikke kunne give gode råd?

Tavshed.

Det korte svar er: ingen.

Med den anden snaps går der hul på de fine damer.

»Nu har jeg fået hikke af al det rugbrød, det er faktisk ikke snapsen.«

En af os vælter et glas, det er hende, der ellers aldrig gør det. Hun er ude af jakketten, siger hun. »Hvor er jeg kedelig.« Og så giver vi op.

Man kan ikke drukne sine sorger, for sorger er gode svømmere. En elsket og skøn mos­ter er død, 93 år gam­mel, i en hospitalsseng tre dage forinden. Sidste forbindelse til »den gamle familie« – ens far, mor, bedsteforældre. Og moster. I barndomshjemmet sad børnene og så Disneys juleshow i skumringstimen. Det var magisk med julekortet, der åbnede sig, og den eneste gang på året, de kunne nærme sig Disney. Så knasede det i indkørslens grus, og ind trådte mosteren med masser af gaver og godt humør. Og var det jul.

Et af de bedste råd, der overhovedet findes, handler om, hvornår man skal holde inde med gode råd. Det er i den situation, hvor man møder et menneske i sorg eller chok. Hvad skal man sige? Af befippelse begynder mange straks at trøste:

»Hun blev 93.«

»Du møder en ny.«

»En dag bliver du glad igen, selvom du ikke kan forestille dig det lige nu.«

»Jeg kender mange, der alligevel er blevet raske.«

»Du skulle tage at læse Joan Didion.«

Egentlig er det bare at lytte. Og spørge: Hvordan har du det?

Julefrokost II. På landet.

Bag rattet på vej ud ad byen er den ene af os ret meget oppe at køre. Det er stress. Foran os en langsomt opfattende bilist. Der er grønt for helvede! Dytter. Føler kun, hun gør bilisten en tjeneste. Samme nat råbte hun ad sin mand, da hans mobil ved en fejl udstødte en skinger alarm midt i hendes forsøg på at falde i søvn. Vi må lige inden om Platanvej for at se, om en dame, der muligvis har de rigtige æggebægre til salg i Den Blå Avis, er hjemme. Det er hun ikke. Videre, videre, videre. Et eller andet sted, bare ikke lige her, må roen falde over os og bringe julestemningen med sig. Den længes vi efter, men for hvert år bliver det sværere for os at få den til at komme. Det taler vi meget om. Hvad er der med os?

En passende, guidet julemeditation kunne lyde: »Forestil dig, at du har et par dage fri. Du er sammen med din flok. I laver dejlig mad sammen, spiller fjollede spil og sover eftermiddagslur.« Og vi ville vide, at tanken var lige så crazy som at glide ned ad en gyl­den flod i Nirvana, omgivet af kvidrende småfugle og den højeste lykke. Julen er et paradoks. Det kræver en fortravlet indsats at nå frem til dens dybe ro, til lysene, freden og fællesskabet, glæden. Vi er på vej. Forsøg nummer to.

I huset på landet ligger mosterens lange broderede løber på bordet. Hun fik mønster, garn og stof af sin kæreste som sorg-syarbejde, da hendes far døde, og hun satte sig ned og broderede række efter række af fine røde æbler med stilk og et lille genskin. Vi åbner hendes rummelige syskrin i træ, og en ekstra etage folder sig ud med knapper, kridt, stoppehoved, fingerbøl, gamle Alby-metalæsker med trykknapper. Alt det, en kvinde ikke længere har. Vi taler om hende, rører ved hendes ting. En tehætte dukker op med yderligere 90 små broderede æbler, seks forskellige farver brugt i hver frugt. Oven i de 48 på bordløberen. Et svimlende antal husflidstimer.

»Det er Penelope,« siger hendes niece med tanke på Odysseus’ kone, der under hans 20 år lange fravær holdt bejlere på afstand ved at insistere på at væve sit arbejde færdigt, før hun kunne gifte sig igen. Om dagen vævede hun, om natten trævlede hun det op. Noget vil man bare ikke være færdig med, fordi det holder det værste fra døren.

Vi traver ud over grove, sortbrune pløjemarker i skumringen. Fugle i tætte flokke flyver op fra mosen, en hund gør langt væk. Det hele hjælper. Også de to gin tonic bagefter.

»Glædelig jul! Vi må ikke glemme, at det er jul!«

Den store hvide papæske med højtbelagt smørrebrød hjælper. Og småbitte snapseglas, kolde øl, ild i kakkelovnen, tændte lys i adventskransen og det gamle julepynt på bordet. Alt står klar til at modtage julestemningen, den skrøbelige.

Den kommer med traditionen, dét, der tager hinanden i hånden. Slægten. Vi kan forestille os den savnede moster sidde med sin nål og sin tråd og sin sorg. Og alle de andre, der heller ikke er med i år. Man mister noget, og man får noget. Pynten på træet, maden på bordet, dét, man gør, bestemte anekdoter – det er som at genbesøge noget, som man, måske uden at vide det, tror er et grantræ og mad, men som er en fortælling, vores historie, gode minder. Noget, man kan bygge videre på. Efter to hurtige snapse bliver de fleste vise, og vi er ikke undtaget reglen.

»Det vil jeg jo sige om de døde: Nogen vil bære dem videre,« siger den ene af os. Bemærk det selvsikre »jo«.

»Derfor bliver julen lidt tungere med årene, men ikke trist. Mens lysene på træet brænder ned, kan man sidde og tænke på dem. Det er meditativt.«

Under et interview med forfatter og forlagsmand Godfred Hartmann (1913-2001) spurgte den ene den 80-årige mand, hvordan han tacklede det, at der var så mange, der ikke længere var der?

»Jeg sidder her ved mit skrivebord og vender mig om,« svarede han. »Og pludselig står de der, og så snakker jeg lidt med dem.«

Til begravelser siger præster altid, at det er vigtigt, at de levende er levende. »Hallo, vi sidder lige her og sørger,« tænker man lidt stødt. Men det er et brillant godt råd. De levende må være levende.

Vi udgør to ud af en over årene fasttømret gruppe på fem kvinder, hvis hele mening er at samles og give hinanden gode råd. Det er Rådet, der træder sammen. Og da kører alle medlemmernes gode råd ind og ud mellem hinanden som togene på store, gamle modeljernbaner med overskæringer, kulsorte tunneler, bommene går op og ned, vognstammer, der kun med en millimeter undgår at snitte hinanden, og pludselig tændes lysene, månen kommer frem. Et smukt, sindrigt system af meningsfulde råd.

»Til børnene kunne vi måske godt skrue lidt ned,« siger den ene med den på snaps følgende trang til ærlighed og indrømmelser. Alle vores børn er voksne, men vi kan ikke lade være.

»Det kan virke vildt neurotisk,« siger den anden. Hendes datter skrev en sms, »mor, husk jeg er ung og rask«, da hun blev presset for svaret på en coronatest.

Visdommens kilde. Gode råd, ingen har bedt om, er et forsøg på at kontrollere verden og dæmpe egen rædsel. Hvis alle ved, hvad de skal gøre, kan det ikke gå helt galt. Vi vil gerne fortælle dem det som en form for viden om sikkerhed, men må erkende tre ting: 1) Ikke alle har brug for dem 2) Nogle kan opfatte det som et mildt overgreb. Som om de ikke kan finde ud af tingene selv 3) Man skal ikke tro, at alle er ligesom en selv. Gode råd kan kun tage udgangspunkt i én selv og hjælper derfor ikke uden videre andre.

Tartar med rå æggeblomme.

Gravad laks.

Hønsesalat.

Roastbeef.

Flæskesteg.

Og Løiten Linie Aquavit som har »krysset linien på åpent hav tro mot den opprinnelige tradisjon«.

Det må være os, råber vi. Perfekt motto. Alting passer pludselig. Tekst på snapseflaske, sangtekster, dét, vi selv påstår. Nu går det op for os, at Aaron Nevilles sang »Tell it like it is« indeholder selve sandheden: You may be here today and gone tomorrow.

Nakken tilbage og det lille ahhh.

Så hører vi den dæmpede, mørke, stjerneklare »Stille Nacht, heilige Nacht« med Dresdner Kreuzchor og bagefter »Dejlig er jorden« med pigekoret, og så er den der. Den vidunderlige, sarte julestemning, der ikke kan bosses frem, men må lokkes. Med skønhed, med historie, med snaps, salmer og visse kultiske genstande og med to totalt afslappede kroppe, der i et kort øjeblik lader alle andre være.

Morgen. På komfuret en gryde med spilkogende vand og to æg på bunden. En provokation.

»Må jeg give dig et godt råd?« spørger den ene uden at vente på svar. »Har din mor ikke lært dig, at man altid skal lægge låg på og aldrig bringe mere vand i kog end nødvendigt?«

Hvor utidigt. Et alt for kedeligt råd, vi er lige stået op. Trods støvregn er alt godt. Heldigvis udlignes der kort efter.

»Nu skal du drikke din kaffe, inden den bliver kold!« To sekunder senere: »Jeg ville skære den ost oppefra og ned.« Således helt almindeligt begynder en dag i den mest usædvanlige julemåned i kvindes minde. Noget er trods alt ved det gamle.

Find alle juleessays fra Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg her.