En morgen i børnehaven fik Stefan Sløk-Madsen øje på nogle farvestrålende plakater, han ikke havde set før. De hang tæt ved knagen med sønnens regnjakke og gummistøvler og viste 17 punkter med hver sin farve og ledsagende tegning. »Afskaf fattigdom« lød det første punkt. »Stop sult« stod der ud for det næste, sammen med en illustration af en dampende skål med mad. Øverst på plakaten var de 17 farver samlet til et iøjnefaldende hjul ved siden af overskriften »FNs verdensmål for en bæredygtig udvikling«.
Sløk-Madsen, der til daglig er uddannelsesleder i den liberale tænketank CEPOS og underviser i blandt andet adfærdsøkonomi på Copenhagen Business School, lagde mærke til, at børnene blev draget af de klare farver og grafiske illustrationer. Men noget ved dem generede ham. Da han forlod børnehaven, følte han et ubehag, som han ikke helt kunne lokalisere.
Det blev værre, da hans søn kort efter begyndte i den lokale folkeskole på Frederiksberg. Her hang de samme plakater, og i vinter blev de suppleret af tavler med verdensmålene i skolegården. Under dem hænger en sort tavle, hvor børnene kan skrive løsninger på klodens problemer. Under verdensmål nummer 13, »Klimaindsats«, så Sløk-Madsen, at et barn havde skrevet, med skæve bogstaver og egen stavning: »vi skal plante flere trer«.
Nu kunne faren mærke, hvor ubehaget kom fra.
»Jeg ved, hvordan skolerne ser ud i totalitære lande, og det her mindede mig om det. Jeg har ikke noget imod målene, faktisk er jeg ligeglad med, hvad der står på plakaterne. Men det, at de hænger i vores skoler og børnehaver, er ekstremt problematisk.«
Skoler og børnehaver er ikke alene om at følge FNs mål for en bedre verden. I de seneste to år har en række danske gymnasier, universiteter, efterskoler og kommuner gjort de 17 punkter til deres erklærede mål. Skoler får certifikat som »internationale verdensmålsskoler«, kommuner udpeger »verdensmålsambassadører«, og politikere optræder med de kulørte nåle på brystet.
Verdensmålene blev godkendt af FNs 193 medlemslande i 2015 og er således et politisk kompromis mellem lande, der tæller Kina og Saudi-Arabien. Derfor finder man ingen henvisninger til værdier som »demokrati« eller »ytringsfrihed« i kataloget. Men det er bare ét af problemerne ved at stille dem op i skolegården, mener Stefan Sløk-Madsen. Værre er det, at de skaber en ensretning, som undergraver skolens opgave.
»Vores skoler må ikke fortælle børnene, at der er et fælles mål for samfundet. Vi skal ikke det samme. Det er en total misforståelse af den rolle, som skoler og uddannelser skal spille i et demokratisk samfund.«
Han mener også, at børn, der dagligt udsættes for FNs verdensmål, risikerer at udvikle apati eller angst. Enten opgiver de at løse komplekse problemer med sult og fattigdom, eller også tager de ansvaret på sig og udvikler klima- eller verdensmålsangst.
»Vi taler om børn, der helst vil spille stikbold og dårligt nok kan sidde stille på en stol. Og nu skal de så vælge, om de fattige i Indien har mest brug for mad eller ren luft. Det er jo at give dem et ansvar, som de ikke bør have eller har færdigheder til at forstå. I virkeligheden er det en form for intellektuelt overgreb, man udsætter dem for, og som de er forsvarsløse mod.«
pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik
I Aarhus er Emil Karlebjerg også begyndt at se verdensmål alle vegne. På universitetet, hvor han læser statskundskab, kan de studerende vælge mellem 106 forskellige kurser om målene. Om aftenen kan han se byens rådhus blive oplyst af en grøn projektør som en del af projekt Greenlight Aarhus, der skal sætte fokus på målene. I Aarhus Stiftstidende kan han læse om et andet kunstprojekt kaldet 17 Walls (pris: 4 millioner kroner), der skal udsmykke 17 husgavle i Latinerkvarteret med hvert sit verdensmål. På Facebook møder han billeder af verdensmålsis og -kager sammen med reklamer for festivaler, prisuddelinger og temauger om målene. Det er efterhånden svært at finde nogen i Aarhus, der ikke støtter sagen, mener Karlebjerg. Supermarkedskæden Lidl bakker i hvert fald op. Rema 1000 i Frederiksgade gør det også.
Da han for nylig besøgte brætspilscafeen i Vestergade med nogle venner, opdagede han et nyt spil ved siden af Stratego og Sænke slagskibe: »Væredygtighed og verdensmål – dialogspillet om den indre omstilling« hed det.
»Navnet alene har jo buzzwords nok til en halv fondsansøgning,« siger Emil Karlebjerg, der ved siden af studiet er landsnæstformand for Konservative Studerende og konservativ byrådskandidat i Aarhus.
»Et af problemerne med verdensmålene er, at de ikke består ikketesten. Det er en masse gode intentioner, som lyder flot, men det betyder jo ikke noget. Man sparker åbne døre ind. Der er jo ikke nogen, der går ind for sult eller fattigdom. Der er ikke nogen, der er imod verdensfred eller uddannelse eller stabile institutioner. Så det bliver ren signalpolitik, og den kan udnyttes af alt fra bureaukrater og virksomheder til diktaturstater, som kan pynte sig med målene og pudse en glorie, de ikke er berettiget til. Selv Kina kan sige, at de arbejder for verdensmålene, mens de sender en hel befolkningsgruppe i fangelejre.«
For nylig deltog Emil Karlebjerg i et webinar på Aarhus Universitet med overskriften »Bæredygtig (ud) dannelse«, som tog afsæt i verdensmålene, og hvor alle oplægsholderne bar den kulørte nål i trøjen. Rabih Azad-Ahmad, kulturrådmand i Aarhus Kommune, havde sat trumf på ved at stille en multifarvet glasskulptur og en fodbold med verdensmålene påtrykt i vindueskarmen bag sig.
I webinarets kommentarspor stillede Karlebjerg kritiske spørgsmål til arrangørerne. Han ville blandt andet have dem til at svare på den kritik, som Liberal Alliances Henrik Dahl har rettet mod de verdensmålsbegejstrede universiteter, særligt Syddansk, der har gjort målene til omdrejningspunkt for universitetets forskning og undervisning. Dahl mener, at SDU gør vold på de samme idealer, som vores frie universiteter er bygget på, når de »omdanner sig selv til en politisk-pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik«, som han har formuleret det.
Politisering af universiteterne
Politikeren har ført an i kritikken af verdensmålenes indtog og har sågar fået produceret sin egen nål i verdensmålsfarver, men med form som en narrehat og med ordet »NEJ« nedenunder. En gestus, som fik Emil Karlebjerg til at nominere Dahl til Verdensmålsprisen i kategorien »Ildsjælsprisen« for hans »udbredelse af kendskabet til FN’s verdensmål«.
De to er altså enige om sagen. Og var Aarhus Universitet ikke ved at gøre det samme, som Henrik Dahl havde kritiseret SDU for, spurgte Karlebjerg i kommentarsporet. Var kurser og webinarer med FN som afsender – hvor gode og klimavenlige budskaberne end måtte være – ikke udtryk for en politisering af universitetet? Han fik aldrig svar.
»Et universitet skal forestille at være en højborg for den frie, kritiske tanke. Det er et sted, hvor de studerende lærer at stille de rigtige spørgsmål og har en fri debat, hvor man sammen når frem til sandheden. Men verdensmålene står for det modsatte. De er færdiglavede spørgsmål med færdiglavede svar. De er en måde, hvor man kan påstå, at man gør en hel masse uden rigtig at gøre noget. I virkeligheden er de snarere en form for magtmiddel, som kan bruges af bureaukrater og politikere og hele den herskende klasse, når de vil klappe hinanden på ryggen og skabe pseudoarbejde, som ikke tilfører nogen reel værdi til verden,« siger Emil Karlebjerg.
Også i kulturlivet er FNs verdensmål efterhånden svære at komme udenom. På Industrimuseet i Horsens har inspektøren, David Holt Olsen, hørt mange velmente forslag om, hvordan museets café eksempelvis kunne understøtte verdensmålene ved at dyrke sine egne grøntsager. Flere af hans kolleger på andre museer bruger da også målene aktivt.
Ifølge Olsen er målene en tragisk, men desværre også logisk konsekvens af en udvikling, der har været undervejs siden slutningen af 1990erne:
»Vi sidder i forvejen på museerne og institutionerne i kulturens verden og understøtter alle mulige andre formål end det, vi blev sat i verden for. Man har for længst opgivet at begrunde eksistensen af museer og kulturliv som noget, der er vigtigt i sig selv. I velfærdsstatens guldalder i 1960erne var et museum jo endemålet for dannelse, og i statens øjne kunne det ikke blive finere og bedre, end når borgerne flanerede rundt på Louisiana. Men i konkurrencestatens tidsalder er man nødt til at lave alle mulige impact-analyser for at dokumentere, at man bidrager til kommunens bosætningsstrategi, turistøkonomien, sundheden og klimaet. Og deri ligger måske den egentlige tragedie for sådan én som mig: at verdensmålene bare er endnu en boks i en lang række af bokse, som man skal krydse af for at stille bureaukratiet tilfreds.«
Det gælder ikke kun museer, mener Holt Olsen. Offentlige organisationer alle vegne leder efter noget, der kan retfærdiggøre deres eksistens og skaffe nye bevillinger.
»Risikoen ved det er selvfølgelig, at man bliver en lille smule jeg-svag. Hvis man bare eksisterer for at låne legitimitet til andres dagsorden, er man ikke rigtig noget i sig selv. Og helt ærligt, så er de mål jo så overordnede, at de bliver intetsigende. Det er bare en let måde at markere, at man er progressiv. Så kan man tage en nål på, som signalerer, at man er et godt menneske. Og hvem har ikke lyst til at vise det? Man skulle jo være en ondskabsfuld museumsinspektør i provinsen for ikke at ville det.«
En kølig modtagelse
Eller måske en forsker på et af landets universiteter. Blandt de ansatte på Syddansk Universitet fik verdensmålene i hvert fald en kølig modtagelse, da ledelsen i sommeren 2019 erklærede, at man gik »all in på alle 17 verdensmål«, der fremover skulle være »omdrejningspunktet for hele SDU’s virke som universitet«, som det hed i pressemeddelelsen. Har var tale om »en grundlæggende transformation af SDU, der skal slå igennem i alle beslutninger« fra forskning og undervisning til indkøb og kantinedrift. Man ville oprette 17 nye masteruddannelser, én for hvert mål, samt et verdensmålsbaseret filosofikum til nye studerende.
Men ledelsen havde glemt at spørge medarbejderne til råds, før de offentliggjorde strategien, og efter en del protest blev flere af ambitionerne rullet tilbage. De 17 masteruddannelser har aldrig materialiseret sig, men FN-programmet danner stadig ramme for mange af universitetets studerende og ansatte. Af SDUs seneste bæredygtighedsrapport fremgår det, at 1000 studerende gennemførte et introkursus om verdensmålene i efteråret, og at en fjerdedel af al undervisning tager afsæt i målene. En forskningspulje på 50 millioner kroner, som universitetes ledelse råder over, er også dedikeret til verdensmålsforskning, ligesom der er oprettet en række priser, puljer og netværk til formålet.
Weekendavisen har talt med en række forskere på SDU, der undrer sig over universitetets transformation, men få ønsker at få deres navn i avisen. Flere klager over den manglende inddragelse og siger, at verdensmålene mere ligner en marketingstrategi, der skal få SDU til at fremstå attraktiv for politikere og donorer. Andre frygter for kvaliteten af den medfølgende forskning, men siger også, at verdensmålene ikke har meget betydning for deres daglige arbejde som forskere og undervisere.
På andre offentlige arbejdspladser har medarbejderne til gengæld anderledes konkrete udfordringer med at bruge målene. En bibliotekar i en mellemstor dansk kommune, som foretrækker at være anonym, fortæller, at hun kæmper for at forene sit arbejde med kommunens ambitioner:
»Når vi anbefaler litteratur til børn og unge, skal vi tage udgangspunkt i FNs verdensmål, og det kan godt være svært. Vi skal finde bøger, der handler om fattigdom, klimakrise og ulighed, og det kan godt give mig en dårlig smag i munden at klistre målene på forfattere og værker, hvor de ikke hører hjemme. Jeg skal forestille at lave folkeoplysning, men det føles nogle gange mere, som om jeg er medlem af en nyreligiøs bevægelse. Jeg kan også godt bekymre mig for, hvor mange penge det offentlige bruger på at gøre reklame for FNs projekt.«
Fordi verdensmålene også er udmøntet af lande, der står med helt andre udfordringer end Danmark, kan de være svære at overføre til danske forhold. Emner som sult, fattigdom og rent drikkevand var ikke højt på kommunernes dagsorden indtil for nylig.
Oversættelsen kan føre til uforudsete problemer, forudsiger en person med 30 års erfaring fra beskæftigelsesområdet i flere danske kommuner. Når han læser kommunernes nye strategier på området, kan han se, at verdensmålene får dem til at forveksle globale og lokale behov. Han bemærker, at flere kommuner i dag har placeret Verdensmål nummer 8, »Anstændige jobs og økonomisk vækst«, centralt i deres beskæftigelsespolitik:
»I lande i Asien, hvor der er dårlige arbejdsvilkår, giver det mening at tale om anstændige jobs, men når man gør det til et mål for en velstående kommune på Sjælland, opstår der nogle problemer. Der er næppe ret mange jobs i Danmark, som ikke lever op til FNs krav om anstændighed, men alligevel tager man en global målsætning og lægger ned over de lokale forhold i Danmark. Jeg kan godt være bekymret for, hvad det kommer til at betyde i praksis. Min erfaring siger mig, at det altid er de svage borgere, der taber på den slags.«
