Jeg tror, at der minimum er to måder at læse debuten Jeg hedder Folkví på, og den ene er bedre end den anden.

Den første – og den jeg vil anbefale – er at læse historien om vikingekvinden Folkví langsomt, et par sider om dagen, og lade sig lulle ind i bogens rytme, der dygtigt skifter mellem noget stumpt og noget boblende. Der er både direkte, næsten barnlige, hjerte-smerte-linjer som disse: »Hun tænker på kærligheden. Så uretfærdig. Det er nornernes vanvittige spind.«