Læserbreve. Smil til kameraet. Slappe Enhedslisten. Organhandel. Herskende tanker.

Debat

Debat

Smil til kameraet

Thomas Rekling, PR- og PA-rådgiver

I januar præsenterede det selvstændige EU-medie Euroactiv et lækket dokument fra en arbejdsgruppe under EU-Kommissionen, hvor et totalforbud af ansigtsgenkendelse i det offentlige rum blev overvejet – for en periode på tre-fem år. Et forbud, der overraskende har fået støtte fra datagiganten Google.

Den udmelding, fra to institutioner vi i Danmark ofte beskylder for kontrol og overvågning, står i kontrast til herhjemme, hvor Københavns Politi i oktober meddelte, at man gerne så ansigtsgenkendelse indført for at lette politiets arbejde. En idé, der mindre overraskende fik støtte fra Dansk Folkeparti, men også fra Venstre – Danmarks Liberale Parti, hvilket for nyligt blev cementeret af partiets næstformand og retsordfører Inger Støjberg i Berlingske.

I den socialdemokratiske regering ønskede justitsminister Nick Hækkerup i efteråret ikke at udtale sig om politiets ønske, for lige nu var regeringens tryghedspakke vigtigere. En pakke, der indeholdt øget overvågning, og som ministeren efterfølgende varmede op til med den nu berygtede Erasmus Montanus-logik: »Med overvågning stiger friheden.« og »uden tryghed, ingen frihed«. Ministerens udtalelse kommer næppe med i bogen over store citater – men hvis den gjorde, burde den stå lige under Benjamin Franklins: »Dem, der ønsker at opgive frihed for at opnå sikkerhed, fortjener ingen af delene og vil miste begge.«

For vores frihed vil altid være på bekostning af sikkerhed og tryghed. Det er et grundvilkår for friheden, at man løber en risiko. Hver gang vi træder ud ad vores hoveddør, opgiver vi tryghed for at opleve friheden. Det samme gør sig gældende, når vi beder en fremmed om hjælp, forelsker os eller lader vores børn lege ude på vejen.

En indførelse af ansigtsgenkendelse i det offentlige rum vil ganske givet gøre arbejdet nemmere for politiet, og hvis vi intet skjuler, har vi jo intet at frygte. Omvendt foretrækker de fleste af os nok også at gå på toilettet med lukket dør eller have tøj på i offentligheden – selvom vi måske intet har at skjule ud over vores privatliv.

Men selv hvis vi alle sammen affinder os med at lade døren til toilettet stå åben fremover, så kan ansigtsgenkendelse på en subtil og invaderende måde også fratage os kontrollen over vores liv. For ansigtsgenkendelsen kan også, hvis den får lov, vurdere dit udtryk og dit humør, og så er der måske ikke langt til politiske forslag om forebyggende indgreb, der skal forhindre, at vi alle ser så triste ud i ansigtet.

Dermed kan ansigtsgenkendelse blive et af de mest adfærdsregulerende værktøjer siden opfindelsen af afgifter og lyskryds – og måske et lige så normaliseret greb for de politikere, der allerede, også i tryghedens navn, har fjernet retten til at skjule vores ansigter.

Så hvis EUs arbejdsgruppe kun bliver ved overvejelserne om et forbud, og danske politikere fortsat vægter tryghed over frihed for borgerne, vil ansigtsgenkendelse blive en del af vores hverdag – en del vi ikke kan flygte fra. Og så må vi fremover huske at smile til overvågningskameraerne og se glade ud, så vi ikke skaber utryghed i verdens mest trygge stat, der gennem kærlig overvågning sikrer vores frihed.

Læs også artiklen om eksperter, der advarer imod mere overvågning: »De mange øjne«

 

Slappe Enhedslisten

Erik Boel, tidligere international sekretær i Socialdemokratiet

Pelle Dragsted er normalt en skarp strateg og politisk analytiker. Derfor undrer det mig såre, at Dragsted nu foreslår, at Enhedslisten (EL) bør gå i regering.

EL har i dag ansvaret for teknik og miljø i Københavns Kommune. En afdeling, hvor det meste sejler. Der er manglende åbenhed, journalister kan ikke få aktindsigt, og der er advokatregninger til 14,8 millioner kr. uden om lovpligtige udbud og uden indgåelse af skriftlige kontrakter.

Når Enhedslisten ikke kan administrere en kommunal forvaltning, er det berettiget at spørge, om partiet magter at håndtere et ministerium.

Men lad os nu alligevel forestille os, at Enhedslisten får regeringsansvar. I givet fald må en EL-politiker som udenrigs- og forsvarsminister være udelukket. EL er NATO-modstander og en arg kritiker af vor nærmeste allierede, USA, selv under præsident Obama.

Men hov, EL er også EU-modstander. Eftersom de fleste af ministerierne befatter sig med Unionen, giver det ikke megen mening at sætte EL-politikere i spidsen. Faktisk er Kirkeministeriet det eneste ministerium, der ikke umiddelbart har en EU-vinkel.

Men først og fremmest rimer regeringsambitionerne dårligt med, at EL i disse år optræder aldeles idéforladt. Et eksempel: Regeringen sidder på sine hænder, når det gælder et opgør med den sociale ulighed; en hjerte- og mærkesag for EL. Statsministerens forklaring lyder, at regeringen kun kan håndtere én stor opgave ad gangen. Det betyder i praksis, at en styrkelse af dagpengesystemet må vente og vige til fordel for en pensionsreform. EL piber lidt, men lader stå til.

Et andet eksempel: Regeringen sidder på sine hænder, når det gælder grøn omstilling. Også her og når det gælder en DF-inspireret udlændingepolitik, overlader EL beredvilligt oppositionsrollen til De Radikale. Det er lykkedes EL uanset al passivitet at flyve under radaren i den offentlige debat og undgå den kritik, andre partier løbende er genstand for. EL udspringer blandt andet af Venstresocialisterne. Nogle læsere kan sikkert huske Preben Wilhjelm og Erik Sigsgaard fra VS. Et par enormt dygtige, kreative og idérige politikere, som der stod respekt om langt uden for VS; også ind i de borgerlige partiers rækker. Til sammenligning virker Enhedslisten i dag slattent og visionsløst. Pelle Dragsted skylder en undrende offentlighed en forklaring på, hvorfor EL er kvalificeret til at indtage regeringsbænkene.

Organhandel

Frederik Ambjørn, stud.scient.pol. Mosehøjvej 2A, Charlottenlund

Sidste år gik 40 menneskeliv tabt i Danmark på grund af organmangel. Endnu flere, over 450, er lige nu på venteliste og håber at være blandt de heldige, der tildeles et organ i tide. Disse tragiske tal er helt og aldeles uacceptable, men alligevel lader løsningerne vente på sig.

En mulig kur er liberalisering af organhandel, og selvom det har stort potentiale, er det endnu ikke tilladt at handle med organer i Danmark. Det er en skam, for netop legalisering af organhandel er muligvis det ideelle middel til at komme den skandaløse organmangel til livs. Det minimale udbud af organer måler sig ikke med det store behov fra patienterne, som i stedet må ty til alenlange ventelister. Dette har dannet grobund for et sort marked af organhandel, hvor desperate mennesker via kriminelle mellemmænd får handlet deres organer under stærkt dubiøse forhold. Denne situation er på ingen måde ønskelig, men der er en vej ud af dette morads.

Hvis der tilbydes en økonomisk gevinst ved at donere et organ, vil det øge udbuddet markant, da penge er en væsentlig motivationsfaktor for mennesker. Denne pekuniære værdisættelse af kropsdele er på ingen måde amoralsk. Tværtimod: Det tager intet fra det moralsk fortræffelige i at redde et menneskes liv med organdonation.

Vi kan derimod redde et utal af menneskeliv med en sådan ordning ved at animere til større organudbud, og det er om noget etisk efterstræbelsesværdigt.

Derudover kan vi med lovlig organhandel give dødsstødet til de lyssky handler på det sorte marked og sikre organhandel på ordentlige juridiske, sanitære og humanitære vilkår. Det vil være bedre for både patienter, donorer og samfundet som helhed. Vi har altså alt at vinde og intet at tabe ved at tillade handel med menneskelige organer.

Statens begrænsning af aftalefrihed for organhandel har kostet tusindvis af menneskeliv, men nu er tiden moden til at give både markedet og individet friheden til at redde mennesker i nød.

Herskende tanker

Finn Janning, ph.d. Calle Vallirana 78, Barcelona, Spanien

Søren Villemoes beskriver fint i Weekendavisen 14. februar, hvordan SAS’ reklame om, hvad der er skandinavisk, reelt ikke siger noget nyt i forhold til de herskende tanker på landets universiteter. Problemet handler dog ikke kun om national stolthed eller snæversyn versus generøs åbenhed. Snarere rammer reklamen ned i tidens identitetspolitik.

I praksis sker det, når SAS reducerer al oprindelse til et spørgsmål om nationalitet. Lidt ligesom når nogen reducerer alle muslimer til at være på en måde, alle hvide mænd på en anden.

Den form for tænkning er belejlig, selvom den ikke understreger andet, end at vedkommende, der ytrer sig sådan, ikke kan tænke, og set i det lys er reklamen udtryk for dårlig marketingsglobalisme.

SAS prøver at gøre noget skandinavisk til en model, som ikke bunder i andet end selvkærlighed. Den åbne skandinav, som skildres så nydeligt, er lige så idealiseret og forkrampet som den forskruede nationalist.

Reklamen vidner om, at nytænkning sjældent kommer fra universitetet og virksomhederne, men fra de mange folk, som ikke bekymrer sig om, hvem der siger hvad, men alene fokuserer på, hvilke værdier noget frembringer.

Læs også Søren Villemoes' artikel »Flyvske ideer«

Læs også debatindlægget »SAS-gate og kulturfetichisme«

 

Dette er debatindlæg og udtrykker alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

Side 14