Efterkritik.

SAS-gate og kulturfetichisme

SAS-gate og kulturfetichisme

 

Af Jørn Borup, Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Søren Villemoes tager gerne en hvilket som helst anledning til at dyrke sin yndlingsbeskæftigelse, nemlig at skyde med skarpt mod (især humanistisk) universitetsforskning. Således også i forbindelse med SAS-gate og dennes provokerende reklame om (manglende endimensionel) skandinavisk kultur, hvor Villemoes og åndsfællerne Henrik Dahl og Søren Espersen tillige med danskere på den radikale højrefløj finder fælles fodslag om en shitstorm med samme krænkelsesparathed, som visse muslimer i forbindelse med hedengangne muhammedtegningskontroverser.

Villemoes fnyser således over, at »denne selvbenægtende antinationalistiske kulturkritik« er »helt almindelig på landets højeste læreranstalter. Blandt forskere i kulturmøder, migration og integration er det konsensus-holdningen, at der ikke findes nogen nationale kulturer sådan rigtigt«.

Det er nok, »sådan rigtigt«, at man skal lede længe efter forskere, der kan abonnere på gamle fortællinger om essentialistiske kulturer. Det er da også rigtigt, at »forestillede fællesskaber« er en blandt andre metaforer til mere moderne forståelser af foranderlighed og hybrider som grundvilkår for kultur. Villemoes har da sådan set også ret i, at sådanne dynamiske kulturforståelser og andre professor-fjolletheder givetvis frembringer panderynken eller hovedrysten hos mange i »den virkelige verden« (som man jo må forstå, Villemoes repræsenterer).

Det er da bestemt heller ikke den vej, vinden blæser i disse år, hvor krampagtige nationalismer definerer populistiske fortællinger om de gode gamle, før-globale dage, hvor der var en klar og logisk sammenhæng mellem kultur, folk, religion, sprog, etnicitet (i gamle dage: race) og værdier.

Villemoes og åndsfæller benytter sig ofte af det retoriske greb at identificere essentialismekritik med total relativisme. Altså: taler man for kulturers sammensathed (og synes man endog, at SAS-reklamen var ganske fed), må man nødvendigvis være blåøjet relativist uden værdier og uden fædrelandskærlighed. Den slutning er på ingen måde rigtig!

Selvfølgelig kan man definere (læs: forhandle sig frem til), fejre og være stolt over »danske værdier« og »dansk kultur« (ja, beklager, men anførselstegn er altså nødvendige), samtidig med at man påpeger disses manglende uforanderlighed og endimensionelle ophav. Selvfølgelig kan vi være stolte over smørrebrød, vindmøller og alt det der, samtidig med at vi anerkender deres dynamiske rødder og ruter bag »det unikt skandinaviske«.

Se dét ville faktisk være en god og næsten helt unik dansk og skandinavisk tradition!

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

Læs også Søren Villemoes' artikel »Flyvske ideer«

 

Side 14