Set. Regeringen lægger op til markant mere overvågning i det offentlige rum. En række organisationer med juridisk ekspertise advarer mod indgrebet i borgernes frihedsrettigheder.

De mange øjne

Høringer over lovforslag er en del af folkestyret, som sjældent påkalder sig stor offentlig interesse. Men de skriftlige kommentarer fra organisationer og andre interessenter med indgående viden om et bestemt område er en vigtig ingrediens i lovmøllen på Slotsholmen. Ved høringerne bliver alle aspekter af ministeriernes lovudkast testet grundigt teknisk og indholdsmæssigt som en kvalitetssikring, inden forslagene bliver lagt frem i Folketinget.

Det har også været tilfældet med et kontroversielt udspil, der formelt består af to lovforslag fra justitsminister Nick Hækkerup, som skal til førstebehandling tirsdag næste uge. Sagen drejer sig om den del af regeringens såkaldte tryghedspakke, der blev proklameret oktober sidste år, og som lægger op til betydelig mere tv-overvågning i det offentlige rum. De to forslag, der vedrører ændringer af lov om tv-overvågning og retsplejeloven, er i høringsfasen blevet udsat for omfattende kritik fra en række retspolitiske aktører.

Indvendingerne har dog kun ført til mindre præciseringer eller tilpasninger i de endelige lovforslag, som sigter mod at sætte hårdt ind over for kriminelle grupper, »der placerer bomber i det offentlige rum eller skyder løs på offentlige gader«, som vil »imødegå« sikkerhedsstrusler, og som skal »øge befolkningens tryghed«.

Justitsministeren fastholder nemlig, at der skal ske ganske betragtelige lempelser i adgangen til at opsætte kameraer for at holde øje med eksempelvis gader, butikscentre, parkeringsarealer, almene boligområder og offentlige bygninger.

Mens private virksomheder i dag kun må bruge tv-overvågning, hvis det er »klart nødvendigt« af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, er det i fremtiden tilstrækkeligt, hvis det blot skønnes at være nødvendigt. Også kommunerne skal have øgede muligheder for at iværksætte tv-overvågning i det offentlige rum for blandt andet at mindske befolkningens bekymring for voldelige overfald i nattelivet. Samtidig udvides kameraernes rækkevidde. For eksempel må en forretning eller lignende i dag kun tv-overvåge et område, der strækker sig højst 10-15 meter fra indgangen eller facaden. Nu kan rækkevidden udvides til et par hundrede meter eller måske mere.

Antallet af eksisterende overvågningskameraer herhjemme kendes ikke. Men organisationen SikkerhedsBranchen skønner, at der i alt er omkring 1,5 millioner, hvoraf dog langtfra alle er rettet mod det offentlige rum. Med lovforslaget skal alle nuværende og kommende kameraer, der holder øje med det offentlige rum, indberettes til politiets register POLCAM for at styrke politiets muligheder for at efterforske kriminalitet. Ellers vanker der en bøde. Samtidig får politiet beføjelser til, om nødvendigt med magt, at overtage tv-overvågningen for at forebygge eller efterforske lovovertrædelser. Går det for langsomt med at få en retskendelse, hvorved »indgrebets øjemed ville forspildes«, kan politiet overtage tv-overvågningen alligevel og vente 24 timer med at forelægge indgrebet for en dommer.

Kortlægning af borgernes færd

I høringssvarene advarer en række organisationer om, at Danmark bevæger sig ud på en glidebane med fare for retssikkerheden.

For eksempel savner Advokatrådet belæg for, at den øgede monitorering vil gøre det nemmere for politi og domstole at retsforfølge gerningspersoner med alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Som bestyrelsen i advokaternes sammenslutning anfører:

»Advokatrådet finder det bekymrende, at der foretages en så betydelig udvidelse af muligheden for at foretage overvågning af den almindelige borger med henvisning til opklaringen af en række grupperingers grove kriminalitet. Der ses heroverfor ikke at foreligge dokumentation eller anden begrundelse for, at grov kriminalitet vil blive opklaret som følge af forslaget.«

Et gennemgående træk i kritikken af udspillet er, at der mangler proportionalitet mellem indgreb og formål. Som Amnesty International bemærker:

»Som lovforslaget er formuleret, efterlader det et billede af, at man med øget tv-overvågning vil kunne forebygge og bekæmpe kriminalitet og dermed skabe mere tryghed og sikkerhed i det danske samfund. Amnesty savner en reel undersøgelse af, hvorvidt man ved brug af øget tv-overvågning kan opnå denne tilsigtede effekt, og en konkret stillingtagen til de menneskeretlige problemer og retssikkerhedsudfordringer, der følger af en massiv tv-overvågning af den danske befolkning.«

Også Det Kriminalpræventive Råd er betænkelig og gør opmærksom på, at tv-overvågning kun har en dokumenteret forebyggende effekt »i nogle helt bestemte situationer« som eksempelvis hærværk og indbrud i biler på parkeringsarealer. »Der foreligger altså ikke et forskningsbaseret grundlag for en generel udvidelse af brugen af tv-overvågning med henblik på at forebygge voldsomme hændelser,« tilføjer rådet.

Justitia tvivler ligeledes på, at den øgede overvågning er et effektivt middel til at bekæmpe kriminalitet. Samtidig er den juridiske tænketank betænkelig ved, om indgrebet står mål med hensynet til borgernes frihedsrettigheder:

»Dette må særligt ses i lyset af, at det ikke ses dokumenteret, at øget overvågning har en præventiv virkning ved voldsforbrydelser,« skriver Justitia.

Institut for Menneskerettigheder advarer mod risiko for misbrug og sikkerhedsbrud ved det obligatoriske register. Samtidig hæfter instituttet sig ved, at Justitsministeriet direkte stiler efter, at »markant flere private« skal have mulighed for at tv-overvåge områder med almindelig færdsel.

»En markant udvidelse af adgangen til tv-overvågning berører borgernes frihedsrettigheder i mærkbar grad,« bemærker instituttet.

Ifølge IT-Politisk Forening udliciterer staten formelt masseovervågningen af borgerne til private firmaer og kommuner. Men eftersom politiet let kan få adgang til videobillederne, vil det »inden for ganske få år give staten (politiet) adgang til en nærmest fuldstændig kortlægning af borgernes færden i det offentlige rum«.

Retspolitisk Forening ser lovforslagene som en betragtelig indskrænkning i retten til privatliv og mener, at det dybest set er udtryk for en mistænkeliggørelse af samtlige borgere:

»Den logik, der tilsiger den slags indgreb, hviler på den antagelse, at alle, der færdes udenfor eget hjem, kan være mulige lovovertrædere.«

Valget kom i vejen

Trods indsigelserne får Nick Hækkerup næppe svært ved at gennemføre planerne. Da Søren Pape Poulsen som justitsminister i den daværende VLAK-regering fremsatte et lignende forslag for et års tid siden, stillede kun SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet sig på bagbenene. Med andre ord var der ganske stor opbakning til ideen om mere tv-overvågning; blot kom folketingsvalget i vejen.

I dag illustrerer sagen for så vidt den socialdemokratiske mindretalsregerings betydelige manøvrerum. Sammen med støttepartierne kan man for eksempel enes om at give flere penge til uddannelsesområdet og til velfærdsløft som minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Til gengæld kan Mette Frederiksens ministerhold finde sammen med de borgerlige om en stram udlændingepolitik og en bastant retspolitik, hvor man er tough on crime.

 

Læs også debatindlægget om ansigtsgenkendelse: »Smil til kameraet«

Læs også artiklen om, at vi for længst har overgivet os til overvågning på arbejdspladser og i privatsfæren: »Intet at skjule«