Udbruddet af den dødbringende coronavirus i Kina har fået salget af ansigtsmasker til at stige hele vejen fra Wuhan, epidemiens ground zero, til København V. Her ligger virksomheden Nomeco, der sælger lægemiddelprodukter og lige nu oplever en efterspørgsel på flere tusinde masker om dagen.
»Alle efterspørger masker lige nu. Vi har lige akkurat, hvad vi skal bruge, hverken mere eller mindre,« siger administrerende direktør Henrik Kaastrup og tilføjer, at han ikke umiddelbart kan sætte tal på, hvor meget efterspørgslen er steget. »Men det er ganske meget.«
Synet af maskeklædte asiater har været velkendt siden SARS-epidemien ved århundredets begyndelse. Selv i fredelige perioder er det almindeligt at bære ansigtsmaske i busser og tog i steder som Japan og Taiwan. Da den kinesiske premierminister, Li Keqiang, besøgte Wuhan i ugens løb, mumlede han selvfølgelig også gennem en tætsiddende maske.
Der er flere grunde til, at maskerne er så populære i de tætpakkede asiatiske samfund, både historiske og sociologiske. I det traditionelle Japan, for eksempel, brugte man amuletter som middel mod smitsomme sygdomme. Under landets hastige modernisering omkring forrige århundredskifte fik folk så at vide, at den slags ikke længere duede, fortæller Horii Mitsutoshi, som er sociolog ved det japanske Shumei Universitet og tidligere har forsket i ansigtsmasker.
»Det gav mange en følelse af kontroltab. Men de havde dog ansigtsmasker, som blev indført med inspiration fra Vesten og blev opfattet som et videnskabeligt alternativ. Det gav dem så en fornyet fornemmelse af at have kontrol,« siger Horii, som i en videnskabelig artikel har beskrevet, hvordan et tab af tiltro til offentlige myndigheder i Japan har øget behovet for at have styr på sin egen skæbne.
Farlig tryghed
Spørgsmålet er så, om det overhovedet virker?
Ifølge epidemiolog Donald Milton fra University of Maryland er der sandsynligvis en effekt af at bruge masker – uanset om det er syge mennesker, der tager dem på for at beskytte andre, eller raske, som ønsker at beskytte sig selv.
»Hvis man giver personer med symptomer på luftvejslidelser maske på, kan det muligvis hjælpe noget med at reducere deres smitte af omgivelserne. Maskerne er gode til at blokere store partikler, mens de kun halverer antallet af partikler, som er så små, at de bliver hængende i luften og kan indåndes af andre,« siger han.
I kølvandet på den svineinfluenza, som ramte i 2009, undersøgte Samantha Tracht, en matematiker ved University of Tennessee, hvor godt ansigtsmasker ville kunne beskytte under en global pandemi. De er mindre effektive end de mere sofistikerede og dyrere »gasmasker«, men bedre end ingenting, fortæller hun:
»Den matematiske model, som mine kolleger og jeg testede omkring udbruddet af svineinfluenza, viste, at ansigtsmasker, hvis de blev anvendt korrekt, kunne indebære et signifikant fald i spredningen af influenzaen,« siger hun.
Der er dog langtfra konsensus. Selv om masker har været brugt som værn mod spredning af smitsomme sygdomme i mere end hundrede år – siden den spanske syge slog til i 1918 og dræbte hundrede millioner mennesker – så er lægerne stadig i tvivl om den faktiske nytte. Ifølge Brian Kristensen, der er klinisk mikrobiolog ved Statens Serum Institut, kan ingen maske beskytte hundrede procent, fordi bæreren også skal være i stand til at ånde ubesværet. Mere alvorligt er det, at masker kan risikere at gøre ondt værre ved at skabe en falsk tryghedsfornemmelse og fjerne fokus fra foranstaltninger, som virkelig batter – herunder især god håndhygiejne.
»Der er ikke nogen som helst grund til, at en ganske almindelig person i Danmark skal gå med maske. Du vil alt andet lige komme i mange situationer, hvor du har dine hænder nogle steder, som folk har hostet på, for eksempel et dørhåndtag eller et bilrat, eller når du går ind i metroen. Og her vil jeg mene, at masker kan ende med at gøre dig sikker i situationer, hvor du ikke bør føle dig sikker,« siger han, men understreger, at man i nogle situationer anbefaler brug af maske og åndedrætsværn.
Det er dog vigtigt, at ansigtsmaskerne anvendes på den rette måde. I Hongkong under lungeepidemien SARS i 2003 var der indledningsvis adskillige eksempler på sundhedsfagligt personale, som endte med at smitte sig selv med SARS-virus, fordi de tog deres masker af på den forkerte måde.
Glemt samfundssind
Lindsay Grayson er ekspert i folkesundhed ved University of Melbourne og står bag en undersøgelse af ni patienter, som var smittet med influenza, og som fik maske på i et laboratorieforsøg. Forsøget viste et markant fald i forekomsten af virus i patienternes umiddelbare nærhed. Han ville ønske, at han havde adgang til mere omfattende materiale, men i mangel af bedre henviser han ligeledes til Hongkong under SARS-epidemien som et vigtigt eksempel fra virkelighedens verden.
»Faktisk er det sådan, at næsten alt lægefagligt personale i Hongkong, som pådrog sig SARS, fik det i begyndelsen af epidemien, hvor reglerne om, hvad man skulle gøre, ikke blev overholdt så strengt. Så på det grundlag er der ingen tvivl om, at SARS har lært os, at enten en ansigtsmaske eller allerhelst en N95-maske reducerer risikoen for lægepersonale massivt.«
På den baggrund ser den australske læge med noget, der ligner nostalgi, på tiden før antibiotika, hvor folk i langt højere grad tog smitte alvorligt og blev hjemme fra arbejde, hvis de var syge, i stedet for at spille tapre. Samtidig har han sympati for folk i Asien, som viser samfundssind og tager maske på, hvis de er smittede, selv hvis det er en almindelig forkølelse.
Det er dog tvivlsomt, om tendensen for alvor vil sprede sig til Europa. Ifølge den japanske sociolog Horii er der i Vesten et helt andet krav om, at borgerne viser deres ansigt i offentligheden, sådan som det blev fremhævet i forbindelse med burkadebatten herhjemme.
Selv i visse asiatiske samfund er der et begyndende ubehag ved kun at kunne se en del af et andet menneskes ansigt. I mange restauranter i Taiwan, hvor personalet ofte bruger stofmasker af hygiejnehensyn, er det blevet mere almindeligt at bruge stive, gennemsigtige plasticmasker.
