DEN tidligere radikale leder Marianne Jelved har utvivlsomt ofte prøvet at forklare partinavnet for udlændinge. Radical Left? Hun har sikkert sagt, at navnet er helt misvisende, fordi det er et midterparti, resultatet af et ægteskab mellem sund fornuft og politisk pragmatisme. Partiet placerede sig mellem de store, kæmpende ideologier, socialismen og liberalismen. Det radikale var opgøret med nedarvede privilegier, en mere retfærdig skattepolitik og færre udgifter til krudt og kugler. Det har været inkarnationen af et midterparti med en uforlignelig evne til at aflæse de politiske vejrforhold. Bevares, Jelved, Helveg og Vestager er stærke personligheder på hver sin måde, men deres styrke har været, at de personificerede rationaliteten og talte fornuftens stemme.
RADIKALE vælgere var engang samme sted. De ønskede stilfærdig, men hårdfør pragmatisme og fornuft. Sådan er det ikke længere, og derfor er Sofie Carsten Nielsen ulideligt forudsigelig som ny radikal leder. Det er ikke længere sund fornuft, der er afgørende. Sofie Carsten Nielsen har dækket over Morten Østergaards løgn, og havde hun været en mand, havde hun derfor ikke haft en chance. Partiet tør ikke længere have en mandlig leder; tænk, hvad der kan dukke op fra fortiden. Uenigheden om partiets politiske retning har ikke været det afgørende for valget af den nye leder.
UFORNUFT og dogmatik er blevet partilinjen. De sidste dages radikale selvdestruktion risikerer at underminere alt det positive ved #MeToo og gøre fænomenet til et elitært fænomen, som de færreste normale mennesker kan sætte sig ind i. Men det passer desværre godt til partiets øvrige mærkesager. Marianne Jelved pegede på Martin Lidegaard som afløser for Østergaard, fordi hun ønsker partiet tilbage på det historiske spor. Lidegaard argumenterede for, at partiet bør ind og søge egentlig indflydelse. Men Sofie Carsten Nielsen vil det modsatte: skrotte den liberale, borgerlige og pragmatiske tilgang til økonomi og velfærd og udelukkende fokusere på klima, køn og udlændinge. Det vil fortsat placere partiet uden for regering og uden for indflydelse. Politisk kunne man lige så godt stemme Enhedslisten, og valget mellem de to partier er dermed reduceret til et spørgsmål om personer. Og her har Radikale nu valgt en leder, der er fyldt med ren, hellig forargelse over alle andres tåbeligheder, men til gengæld er temmelig ukarismatisk. Partiets navn er blevet nemmere at forklare udlændinge. Men det lever ikke længere op til sit eget historiske løfte, og det er i stadig mindre grad et parti, fornuftige vælgere vil have lyst til at støtte.
Læs også Arne Hardis og Hans Mortensens analyse af dramaet i Radikale.
Læs også Klaus Wivels leder: »Håndvask«
