Leder. Hvis MeToo handler om virkelig forandring, kræver det, at alle tager et ansvar for denne forandring. Mænd for at behandle kvinder som ligeværdige. Kvinder for at sige fra. Og arbejdspladserne for at tage dem alvorligt, når de gør det.

Sandhed og konsekvens

#METOO har været en forløsning for de kvinder, der nu har kunnet fortælle om oplevelser, de har gået stille med i årevis. Ikke fordi de først kommer i tanke om en klam episode nu, men fordi det har været så meget nemmere at fortrænge den. Den dominerende kultur har mange steder været at ignorere, dysse ned eller ligefrem – fra chefgangene – at legitimere en rådden, seksualiseret omgangsform. I disse uger handler det om medierne, som i sagens natur får megen opmærksomhed i medierne. Men man kan utvivlsomt kaste lyset på en hvilken som helst branche med uklare, løse ansættelsesforhold, mange unge kvinder og en del mænd med oppustede egoer og hér finde det samme; en kultur, hvor man har set gennem fingre med upassende, nederdrægtig opførsel – det meste af servicebranchen, restauranter, hoteller, butikker og så videre. Går man sundhedsvæsenet og universiteterne efter, vil samme mønstre dukke op. Det er en skelsættende forandring, der sker i disse år, og den er positiv.

MED forløsningen følger krav om navne på bordet. Man forstår instinktivt hvorfor: Hvem er I egentlig, I mænd, der opfører jer så hensynsløst, uciviliseret og grænseoverskridende? Er I idioter? Ved I ikke bedre? Er I ligeglade? Måske kunne det gøre os klogere med nogle forklaringer, men det har nok lange udsigter. Det betyder, at ansvaret tilfalder kvinderne, idet deres omgivelser, herunder de relevante HR-afdelinger, ofte mest har tænkt på, hvordan sagen kunne dysses ned. I et retssamfund er skylden altid konkret. Fortæl, hvem det er, så manden kan blive straffet. Hver gang en kvinde på sociale medier fortæller om en episode, lyder det prompte i en kommentar: Hvem er det? Fortæl det! Det skete også, da tv-værten Sofie Linde fortalte om sine oplevelser i Danmarks Radio for tolv år siden: Fortæl, hvem det er! Ville hun ikke det, ville hun kaste et mistænkeliggørende lys på en gruppe mænd, eller endnu værre, alle mænd.

Læs også om tre kvinder, der fortæller om seksuelle overgreb og chikane i DR. Og om en HR-afdeling, de føler, har svigtet.

OPMÆRKSOMHEDEN i USA, hvor MeToo-bølgen begyndte, har i høj grad været på meget konkrete sager. En del tilfælde har været så grove – med seksuelle overgreb sat i system – at det har været nødvendigt med undersøgelser og retssager, men der har også været eksempler på anklager med navns nævnelse, der ikke blev undersøgt, før de sociale medier rullede, og hammeren faldt. Det er ikke en god vej at gå. De sociale medier er ubønhørlige. Alle nuancer ignoreres. Og i de tilfælde vil diskussionen komme til at handle om straffens proportionalitet. I de seneste uger er der sket noget andet i Danmark; vi har faktisk fået en version af MeToo, der retter opmærksomheden mod det rigtige.

PÅ det meste af debatten kan man udlede, at den bør handle om andet end forbrydelse og straf. Snarere om sandhed og konsekvens. For mange mænd har det været chokerende at blive oplyst om tingenes tilstand: at så mange kvinder – kolleger, veninder, søstre – har oplevet så ubehagelige ting og så ofte ser det nødvendigt at træffe særlige forholdsregler, når visse mænd er i nærheden, eller når de blot er på vej hjem fra byen om aftenen. Sandheden er ubehagelig, og det er godt, at den er kommet frem. Konsekvensen? Den opstår ikke med det samme. Når det gælder kultur, magt og seksualitet, er det næsten umuligt at opstille simple retningslinjer om omgangsformer og sanktioner for dem, der bryder dem.

KULTUREN forandrer sig langsomt og indeholder masser af modsætninger. At få navnene på nogle opsigtsvækkende tv-kanoner, som kan fyres under stor opmærksomhed, eller at få udenrigsminister Jeppe Kofod til at trække sig på grund af en sag, der allerede nu er så offentlig, at det i sig selv er en ganske voldsom straf for manden, vil kun være en overfladisk forandring. Den forløsning, der kommer med MeToo, bør ikke handle om hævn eller folkedomstolens behov for en skalp. Hvis MeToo handler om virkelig forandring, kræver det, at alle tager et ansvar for denne forandring. Mænd for at behandle kvinder som ligeværdige. Kvinder for at sige fra. Og arbejdspladserne for at tage dem alvorligt, når de gør det.

Læs også: »En rådden mediekultur«. Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at ændre på det.