Læserbreve.

Debat

 

Støjbergs penge

Lise Galal, ph.d., lektor, RUC og Louise Lund Liebmann, ph.d., tidligere postdoc, RUC

Vores rapport »Magt og (m)ulighed« om tidlige indsatser over for social kontrol bliver kritiseret af Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen i Weekendavisen den 7. august under overskriften »Valuta for Støjbergs penge«.

Rapporten afdækker resultater af et forskningsprojekt af samme navn, som vi har gennemført på vegne af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) under Udlændige- og Integrationsministeriet.

Desværre synes der at være opstået en idé om, at vi med rapporten afviser eksistensen af negativ social kontrol. Det er forkert. I rapporten giver vi løbende eksempler på, hvordan social kontrol opstår i vores informanters liv. Og selv om de fleste af vores informanter afviser at ære spiller en rolle i deres liv, konkluderer vi ikke, at ære eller social kontrol ikke eksisterer som adfærdsregulerende praksis.

Men vores informanter forstår og anvender begrebet »ære« så forskelligt, at vi må sætte spørgsmålstegn ved, om ære kan forstås under et. Ud fra vores forskning kan man udlede, at ære ikke altid er et negativt princip, der uvægerligt fører til vold og undertrykkelse. Denne del af kritikken synes at bunde i en fastholdelse af et særligt æresbegreb, som etniske minoritetsborgere selv er i fuld gang med at afmontere. Konklusionen er ikke, at man slet ikke skal interessere sig for ære. Men hvis vi kun fokuserer på det, risikerer vi at overse andre centrale aspekter, der har lige så stor, eller måske større, indflydelse på dysfunktionelle og undertrykkende sociale praksisser i minoritets­etniske familier.

En anden kritik lyder, at vi kun har talt med folk, der er ressourcestærke og ikke har store problemer med social kontrol. Desværre ignorerer denne kritik præmisserne for projektets afsæt og formål. SIRI ønskede i deres opdrag fra 2017 forskningsbaseret viden, der kan anvendes i tidlige forebyggende indsatser. Det vil sige inden, der er opstået så store problemer, at myndigheder skal involveres. Det er derfor, vi har rekrutteret informanter uden om diverse hjælpeindsatser såsom safehouses og krisecentre. Vores informanter har forskellige sociale og uddannelsesmæssige baggrunde og forskellige erfaringer med social kontrol. Ved at sætte fokus på den enkeltes vellykkede håndtering af social kontrol får vi indblik i de strategier og ressourcer, de selv har og bruger. Heri ligger central viden, som kan bruges i den helt tidlige forebyggende indsats.

Kritikerne mener desuden, at vi anbefaler, at myndighederne skal udføre Koran- og arabiskundervisning. Det gør vi ikke. Det ærgrer os naturligvis, at vores tekst bliver udlagt sådan. Misforståelsen tager fokus fra den relevante indsigt, at nogle anvender viden om islam som redskab til at afvise en undertrykkende æresopfattelse og til at forhandle frihed. Som eksempel nævner vi, at de sommetider henter inspiration fra Koran- og arabiskundervisning. Vores anbefaling går derfor på at være opmærksom på, at islam ikke per automatik er undertrykkende, men i nogle tilfælde også kan virke frigørende. En mere åben tilgang til religion kan derfor være fornuftig fra myndigheders side.

Vi finder det bemærkelsesværdigt, at kritikere synes at forvente en rapport, som giver Støjberg valuta for pengene ved at reproducere konsensus. Vi leverer gerne forskning for skillingen, men det er ikke vores opgave at please politikere via forskningsresultater. Vi har helt overordnet ønsket at bidrage med nye og supplerende indsigter til den eksisterende viden på et felt, der er både komplekst og politiseret. Hvorvidt politikere og praktikere ønsker at anvende denne viden, er naturligvis et valg, der står den enkelte frit for at træffe. Det er dog ærgerligt for de mænd og kvinder, anbefalingerne skulle hjælpe, hvis fravalget sker på baggrund af misvisende udlægninger og ikke på rapportens egentlige indhold.

 

Eton-hår

Andreas Riis Damgaard, sognepræst ved Præstevang Kirke Wedells Vænge 11, 3400 Hillerød

I Linea Maja Ernsts udmærkede indledning til interviewartiklen »De nye voksne« sammenlignes Oskar Fehlauers elegante, bølgende hår med britiske kostskolefilm, herunder Brideshead Revisited (som dog foregår på et universitet). Med et blik på billedet af Fehlauer forstod jeg omgående koblingen til filmatiseringen af Evelyn Waughs nøgleroman om Charles Ryder og Sebastian Flyte, som bliver fejret i 2020 for sine 75 år. For Fehlauers hår giver mindelser til Granada Televisions fremragende gengivelse af bogen fra 1981 såvel som til den mindre gode film fra 2008.

Men i 1920rnes Oxford var der ikke mange uregerlige frisurer. Det har plantet en mistanke hos mig om, at man forbinder krøller med den frie verden, altså England, og den fascistoide med vandkæmmet hår – og derfor skildrer bogen og historien ud fra princippet om, at man er ligeglad med, om det er sandt, bare det ikke er upræcist.

Brideshead Revisited er kort fortalt en »verden-af-i-går-fortælling« om den britiske adels fald. Fortællingens første bog er et tilbageblik på Oxford i interbellum-årene. Her skildres miljøet omkring de britiske symbolister, som dyrkede dekadence og levede for kunsten. Mange af disse unge mænd var ganske flydende, hvad køn angår. Vi kan kalde det queer med generation Zs og Fehlauers terminologi. Sebastian beskrives som en særdeles flydende æstet, der er kendt i Oxford på grund af sin skønhed og flamboyante adfærd. Charles bliver venner med og forelsket i Sebastian. Men i Waughs bog beskrives ingen uregerlige krøller på Charles’ og Sebastians hoveder.

Waugh var selv en del af de historiske æsteter og danner delvist grundlaget for romanfiguren Charles. Han havde som Charles selv mandlige »romances«, da han studerede i Oxford. To af disse »romances«, Alastair Graham og Hugh Lygon, danner inspirationen til romanfiguren Sebastian. Og hvad med deres hår? Graham har en lidt sjusket midterskilning på et billede, men ellers er han vandkæmmet på alle billeder fra 1920erne. Lygon havde decideret vandkæmmet hår. Det havde Waugh også.

Krøller eller ej, så er spørgsmålet her, hvorfor Charles og Sebastian, disse 1920rnes dekadente svar på queer, ikke kan være vandkæmmede med dagens øjne. Skyldes det, at vi betragter sådanne romanfigurer gennem en slags filter efter krigen? Fordi løst hår simpelthen symboliserer frihed? Vi lader spørgsmålet stå: Hvorfor må de ik’ ha’ Etonhår?

 

På forsiden

Ivan Dybdal, sociolog Kongens Lyngby

I mine yngre dage, da jeg holdt Ugens Rapport, var der altid fotos af kvinder på forsiden. I dag, hvor jeg holder Weekendavisen, er der også altid fotos af kvinder på forsiden.

Hvad er forklaringen? Er der en sammenhæng?

Weekendavisen svarer: Nej.

 

Freud misbrugt

Christian Braad Thomsen, filminstruktør og forfatter til en biografi om Freud.

I et interview den 14. august i Weekendavisen anfører ekstern lektor Jon Sigurd Wegener, at hans mor brugte Freud til at legitimere seksuelle overgreb.

Dette kan ikke lade sig gøre og er et regulært misbrug af Freud. Men problemet er, at Freud til stadighed citeres af folk, som aldrig har læst ham.

I sin skelsættende udforskning af den barnlige seksualitet advarede Freud til stadighed om overgreb mod denne seksualitet. Om psykoanalysen generelt sagde Freud: »Analysen frisætter drifterne – og gør os i stand til at beherske dem.«

 

Vielse

Vibeke Bidstrup, sognepræst i Grundtvigs Kirke, København NV

I år har biskopperne lagt op til, at man i folkekirken bredt skal diskutere gudstjenesten og dens gang. Dette er rigtig godt, men desværre er vielsesritualet ikke inkluderet, hvilket er en skam. For hvis man i dag skal giftes i den danske folkekirke, så er der to forskellige ritualer. Det første er et autoriseret ritual til vielsen af heteroseksuelle par, hvilket vil sige, at det er fastlagte bønner og læsninger fra Biblen. Disse læsninger og bønner understøtter en tankegang om, at mennesket er skabt til at leve i et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Det andet ægteskabsritual er ritualet for vielse af to af samme køn. Dette er et vejledende ritual på nær selve tilspørgslen, hvilket betyder, at præsten selv må vælge de skriftlæsninger og bønner, som bliver brugt til vielsen. Dette giver i mine øjne meget bedre mening, da man som præst kan finde nogle skriftlæsninger og bønner, som passer til parret selv. Derfor ville det være hensigtsmæssigt, hvis der var et samlet vielsesritual, som kunne bruges både til vielse af to af samme køn og til heteroseksuelle vielser. Her i Pride-ugen fejrer vi, at kærligheden er ens for alle, og det ville være skønt, hvis dette også var afspejlet i folkekirkens ritualer.

Side 12



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter