Mandig. Generation Z er vokset op på internettet, laver selv deres medier, springer ud, går ned og taler flydende køn.

De nye voksne

I stuen står en buket overdådige pæoner og troner over dugen med blå pepitatern. Oskar Fehlauer smelter ind i yndigheden i mælkedrengeskjorte over en kjole i slidt rosa chiffon og lyserøde strømpesokker. Hans hår er den slags uregerlige bølger, der hører hjemme i britiske film om fornemme kostskoler, Brideshead Revisited i en midterskilning, og ansigtstrækkene er også etonske, noget følsomt og let overlegent, bløde kinder, der aldrig har set skyggen af skægvækst. Han er en af de her små superstjerner, jeg har set gebærde sig med selvfølgelighed hen over halvoffentlige scener og kulturrum, siden han var teenager – for et par øjeblikke siden.

De seneste år har man talt både overbærende, beundrende og hånligt om millennials. Det er sådan nogle som mig, ængstelige, forkælede, avokadospisende, omkring de 30. Nu begynder generationshjulet at rotere, det bliver nye årganges tur til at være de yngste, dem, vi projicerer vores fremtidstro og ungdomsangst over på. Til min lettelse og skræk, så blev man så forældet. Generation Z, også kaldet zoomers og iPad-generationen, er født mellem 1995 og 2010 og vokset op på sociale medier, de er seksuelt flydende og politisk woke (altså vågne, opvakte, opmærksomme på politisk uretfærdighed i forskellige sammenhænge), sarte og systemkritiske, de er Greta Thunbergs klimaaktivisme, Willow Smiths holisme, Billie Eilish’ grønne hår.

Oskar Fehlauer har været instruktørassistent på Betty Nansen Teatret, skrevet anmeldelser i Information og følsomme, kønsspekulerende tekster i onlinemagasinet SEIN. Han er en figur, som både poserer og bruger sig selv generøst. Forholder sig absolut nonchalant til kønsrollen »mand«. Hidsigt kapitalismekritisk og samtidig entreprenant. Som tager kokette selfies med ironisk pink cowboyhat, trutmund og et blik som en 1800-talspoet. Eller er den mon ironisk? Hver gang han poster på Instagram, føler jeg mig akut gammel, derfor tænker jeg, at han er den oplagte kandidat til at fortælle mig, hvad hans generation har gang i?

Denne sommer bor Oskar Fehlauer i sin mors lejlighed på Østerbro, mens han venter på svar fra de uddannelser, han har søgt ind på: Teater og Performance, Kønsstudier, Forfatterskolen, den svenske ekvivalent Litterär Gestaltning. Oskar Fehlauer er 21 og står kun på grænsen til det voksenkapitel, der hedder videregående uddannelse. Men han har været i gang som kulturskribent og it-girl på Instagram længe. Vi sætter os omkring pæonerne og pepitaternene.

»For et par år siden, sommeren inden 3.g, begyndte jeg at skrive for SEIN, et onlinemagasin af unge for unge. Redaktionsmøderne var noget helt særligt: inspirerende, professionelle og famlende på samme tid. Det betød meget for mig, som var træt af gymnasiet. I gymnasiet bliver man klar over, at forestillingen om nye generationer skal tages med et gran salt.« Gymnasiet er altid det samme: en evig, generel ungdom. De udadvendtes festår. Samtidig skal man helst virke lidt ligeglad med det hele. Men på SEIN var der plads til at være nørdet, følsom og gøre sig umage. Da følte han sig som en del af en generation. »Os, der er vokset op på internettet og blev voksne, mens Emma Holten åbenbarede sig som gudinden af dansk feminisme. Typerne, som farer vild i vores følelser og flyder i vores køn og identiteter på en måde, der godt kan fremprovokere nogle kulturkampe.«

Oskar Fehlauer begyndte at skrive tekster om køn, kroppe og queerliv: »Alt selvfølgelig med udgangspunkt i mig selv,« griner han. »For eksempel om en oplevelse på min ferie på Bornholm. En dame kom hen til mig i en genbrugsbutik og spurgte, hvorfor jeg var klædt ud? Jeg havde en oversize skjortekjole på, sneakers og dinglende øreringe – jeg var ikke klædt ud. Hun sagde, at når man skiller sig ud, har folk også ret til at stille spørgsmål. Men har man det? Ét er nysgerrige, ældre damer. Noget andet er mænd, der hånligt eller truende lægger armen om min skulder og lader, som om de lægger an på mig. Skal jeg tage mine øreringe af, inden jeg stiger på toget? Det bliver en meget fysisk oplevelse af en grænse; hvor langt kan jeg tage mine øreringe, mit eget udtryk, med ud i verden? Til Jylland? Skal jeg tage dem ud, før jeg går gennem nattens gader hjem?« spørger han, uden at det er retorisk ment.

Dagens øreringe glimter i solen. Han ved godt, at hans look vækker opsigt, men hvad skal man gøre?

»Jeg får tit det samme, velmenende råd fra mennesker, der er ældre end mig: ’Du skal jo heller ikke lade din seksualitet blive din identitet, Oskar. Vi vil ikke bare konfronteres med dit sexliv, vi vil møde dig.« Han sukker:

»Undskyld jer, men jeg ville aldrig fortælle detaljer om mit sexliv! Det handler om, at jeg gerne vil udtrykke, hvem jeg er. Jeg vil bare gerne have lov at tage øreringe på. Hvis det giver pæne mennesker associationer til analsex, så er det altså ikke mit ansvar. Hvis jeg ser et sødt ældre ægtepar holde i hånd på gaden, så kan jeg jo godt regne ud, at de er heteroseksuelle, men det betyder ikke, at de stopper deres seksualitet ned i halsen på mig.«

Ifølge amerikanske undersøgelser har de yngste voksne begærsretninger, som flyder friere end nogensinde før. For første gang identificerer flertallet sig ikke som udelukkende heteroseksuelle. Eller homoseksuelle. Det seksuelle spektrum folder sig ud som en vifte, kønnene bliver lige mangfoldige. Hvorfor ligger det i tidsånden?

»Det er i virkeligheden en årelang, offentlig samtale om frigørelse, som min generation er ’født med’. Feminismen som bevægelse har haft en voldsom indflydelse de seneste år, og det har åbnet for samtalerne om racisme, homofobi, og køn.«

Og hvis der allerede var gnister af kønsballade i luften, har internettet kun hældt tændvæske på tidsånden:

»De her kønseksperimenter har længe blomstret på internettet, sociale medier, nichefællesskaber på Tumblr og bredt sig med internettets logik, hvor folk chattede om at føle sig usikre eller oprørske i deres køn. Én blogger havde måske læst Judith Butler på college, skrev et digt om det online, plantede et frø hos en anden, så spreder det sig jo.«

Oskar ved, at han taler fra en privilegeret position, men selv har han ikke stort behov for mærkater. »Jeg er vel egentlig både nonbinær, gender fluid og genderqueer, men det er ikke begreber, jeg selv opererer med.« Han holder af begrebet queer som en slags joker, et undvigende svar på folks spørgsmål. Hvis man undersøger det nærmere, mangler det en konkret definition.

»Jeg forstår og kender godt behovet for at skabe nye, mere rummelige betegnelser for det flydende, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi arbejder os hen mod, at køn ikke er helligt. Hvor vores identitet kan være underordnet.«

Der er mange, der er endnu mere kønsanarkistiske og avantgarde end ham: »Jeg er heller ikke en veltrænet, gennemsnitlig gymnasiefyr; jeg opgav at leve op til nogen af delene for et par år siden og blev i stedet en lille gammel dame.« Han er ikke helt repræsentativ, betror han mig. De »rigtigt edgy og moderne« på hans alder har mullets, fikse hjemmelavede tatoveringer og kan finde ud af at gå i byen og rave på en fotogen, smadret-lækker måde de rigtige steder. Det går så stærkt, nye visuelle koder og subtile tendenser opdaterer sig selv så hurtigt, at selv en 21-årig føler sig bedaget. Men han kan alligevel føle sig som repræsentant for sin generation, når det kommer til den diskussion af kønsidentiteter, som bliver ved at blusse op. »Når Kristeligt Dagblad ringer, fordi de har været på trendmesse, hvor nogle tidsåndseksperter spår, at flydende identitet vil blive 2020rnes overskrift, vil jeg da gerne gøre mit bedste for at stille op og repræsentere et ungt, udflydende menneske. Og måske minde trendforskere og sociologer om, at vi ikke kun er en tendens, vi er mennesker, vi har følelser, vi har det besværligt med vores køn. Jeg ville helt ærligt ønske, at vi kunne snakke mindre om identitet og seksualitet. Hvilket jeg nok har til fælles med en ældre generation. Det, jeg gerne vil, er, at det får lov at flyde i fred.«

Oskar Fehlauer er en del af det, man kalder Generation Z. Foto: Daniel Hjorth
Oskar Fehlauer er en del af det, man kalder Generation Z. Foto: Daniel Hjorth

Den virtuelle virkelighed har især været en hjælp i forhold til besværet med typiske drenge- eller heteroroller. »Nu hører jeg til den ældre del af generation Z, min barndom var ikke en iPad-barndom, der fandtes ikke engang smartphones dengang,« betror han mig, som om det betegner en fjern fortid: »Men jeg har haft Instagram siden 6. klasse. Internettet er ældre end mig, og det er dér, man finder sig selv og hinanden, hvis man ikke kan finde sig selv i eftermiddagsserierne på tv, hvor alle var straight.« Kønskampene kan også aflæses som dønninger i tv-serielandskabet, Oskar Fehlauer kan huske for første gang at se en homoseksuel karakter på skærmen i den hys glittede Desperate Housewives, »det var en af hovedrollernes søn, og det var et problem. Nu har vi en hitserie som Euphoria, som det lykkes at skildre unge mennesker; hvor alting er i bevægelse, den flydende seksualitet er ikke problemet, det er nogle andre ting, der er problemerne. Måden, køn og seksualitet er skildret på i den serie, er både så radikal og så selvfølgelig.«

I folkeskolen lyttede han til One Direction og kunne pludselig mærke, at selvom boybandet henvendte sig til tweenpiger, blev han også ramt af Harry Styles’ hundeøjne og bløde krøller. Og at det var forkert. Mainstreampopkultur er marineret i selvfølgelig heteroseksualitet, selv når den henvender sig til børn. Men på internettet åbenbarede sig en verden af bearbejdet, queeret popkultur som romantisk fanfiction: smægtende føljetoner skrevet af andre unge om, hvordan boyband-drengene forelskede sig i hinanden. Det er overvældende, hvor meget homoromantisk ønsketænkning nettet flyder over med. Oskar Fehlauer får julelys i øjnene, da han fortæller om det: »Tænk, alle de søgende, små bi- og homoseksuelle kids, som tager figurerne fra den mest glittede popkultur og selv skriver de kærlighedshistorier, de mangler i deres eget liv.«

Samtidig begyndte han at se YouTube, »hvor folk bare sad og snakkede med deres kameraer på forskellige måder«. Som 13-årig så han med, da Troye Sivan, dengang en sød, kejtet amatørmusiker, nu verdensstjerne, sprang ud som homoseksuel på video.

»Jeg var rystet,« husker han med en teatralsk hånd på brystet, »den video smadrede en modstand i mig. Samme aften sad jeg ude på badeværelset og skrev en sms til min veninde: ’Jeg tror jeg er homoseksuel’, og så lagde jeg mig ellers i brusekabinen og græd som pisket. Min generation bliver tit kritiseret for at dele vores privatliv alt for opmærksomhedssøgende på internettet, men videoer som den har jo været enormt vigtige for mig. Og i dag springer folk ud som queer, mens de er små teens, i gamle dage måtte du vente med at opdage dig selv, til du var flyttet hjemmefra«.

I løbet af Oskar Fehlauers teenageår er verden tilsyneladende blevet mere tolerant. Seksuelle minoriteter er blevet mere accepteret, endda trendy, siger han syrligt: »Pludselig er det smart for en bestemt type heterofyr at gå med smykker, mavebluse, netop dingleøringe er enormt fashion. Er det skønt, at heterofyre endelig får lov at have lidt friere udtryksmuligheder, eller er det trist for mig at blive en accessory? Forhåbentlig begynder vi at tillade hinanden at opleve køn og seksualitet på nye måder, at mærke efter og løsne op.«

Selvom Oskar Fehlauer kun er 21 år har han længe været i gang som kulturskribent og it-girl på Instagram. Foto: Daniel Hjorth
Selvom Oskar Fehlauer kun er 21 år har han længe været i gang som kulturskribent og it-girl på Instagram. Foto: Daniel Hjorth

– Men bliver I ikke, med al respekt, lidt bims af at tænke så meget i identiter og seksualiteter? Er det ikke en meget introvert, hyperrefleksiv tendens i din generation, som får jer til at stå i kø hos psykologen?

»Jo, jeg har også gået til psykolog og haft angst, som så mange andre har. Men måske er det ikke kun dårligt at mærke efter, måske er vi også bare blevet bedre til at handle og tage vare på os selv. Jeg ved ikke, om jeg tror på 12-talspigen, som er så stræbsom og skrøbelig. Hun bliver i hvert fald tarveligt behandlet. Måske kan man tænke på hende som en retorisk figur eller en skytsengel for min generation. En slags symbolsk Jeanne d’Arc for generation Z. Pigen, som klarer det hele, men som bliver ved at bryde sammen. Og som er udsat for massiv hetz. Hende er vi måske alle sammen på forskellige måder, og så har man man brug for noget psykologhjælp.«

Men han er også sikker på, at han mærker for meget efter; at dommedagsfølelserne bliver selvforstærkende. »Vi er under det her diffuse pres. Som vi også dyrker. Fremtiden med et ødelagt klima og usikre arbejdsforhold. Vi er en enormt politisk generation, der er vokset op i den her identitetsskabende samtale, og det er enormt hårdt at gå og fokusere på undertrykkelse og uretfærdighed konstant. Man bliver da angst og får et mærkeligt dystert forhold til verden. Men hvad er alternativet? At lade som om det ikke findes?«

På den ene side er hans generation meget presset, på den anden side har den svært ved at stoppe op. De er nærmest manisk entreprenante. Det gælder også ham selv. Hans seneste projekt er et tværskandinavisk poesitidsskrift, Hæfte, som han redigerer sammen med den jævnaldrende digter Lukas Ballin. Han er selvfølgelig stolt af tidsskriftet, men også bevidst om, at trangen til at skabe taler ind i en accelererende produktivitet i tidsånden. Hans årgang er både blevet opdraget med neoliberal iværksætterånd og en venstreorienteret, punk-nuttet gør-det-selv-æstetik »Budskabet er det samme: Vi skal allesammen skabe noget selv. Lave en podcast. Skrive en bog. Men hvem er så tilbage til at lytte og læse de bøger, der bliver skrevet?«

– Når I engang får stoppet op og lyttet til hinanden, begynder I så et organiseret ungdomsoprør?

Han griner: »Det oprør, som ældre generationer igen og igen efterlyser fra min ’artige’ ungdom, er jo allerede begyndt. Der er en kæmpe kamp i gang, der handler om feminisme, racisme, køn, sprog og følelser. Det her oprør ser bare anderledes ud, end det I havde bestilt.«

 

 

Zoomers for begyndere

Hvem er generation Z, født mellem 1995 og 2010? I denne serie taler Weekendavisen med tre af de yngste voksne om politik, køn og præstationsangst for at finde ud af, om the kids are alright?

Læs andet interview i serien med Nafisa Fiidow: »Politisk popkultur«

Læs tredje og sidste interview i serien med Julie Emil Thielsen: »Sabbatår for evigt«