SFs folketingsmedlem Halime Oguz er født i Tyrkiet og kom til Danmark som seksårig. Efter et par år flyttede familien til Vollsmose. Her, fremgår det af et portræt af politikeren i Kristeligt Dagblad i sidste måned, »førte de mange beboere med muslimsk baggrund tilsyn med hinanden, og den religiøse og sociale kontrol gik særligt ud over kvinderne, som skulle være med til at opretholde familiernes ære. Da Halime Oguz blev gift som 17-årig og året efter fik en datter, følte hun, at hun endegyldigt havde mistet sin egen selvstændige identitet«. Som hun selv formulerer det: »Jeg var ikke længere mig selv. Jeg var nogens kone og nogens svigerdatter. Jeg kunne jo godt se, at jeg begyndte at visne.«
Det er ganske vist nogle år siden, men er den æresrelaterede sociale kontrol helt forsvundet i Vollsmose siden da? Ja, det er den tilsyneladende, hvis man skal tro en ny rapport »Magt og (m)ulighed« skrevet af to RUC-forskere, Lise Paulsen Galal og Louise Lund Liebmann, der udkom for nylig og er bestilt og betalt af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det er sket som resultat af en særlig bevilling, som daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) tog initiativ til, der i 2017 afsatte 73,4 millioner kroner til en national handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol af børn og unge.
»Vi skal have taget et endeligt opgør med berøringsangsten,« kunne man læse i handlingsplanen, der øremærkede to millioner kroner specifikt til »anvendelsesorienteret forskning« i social kontrol, der skulle bidrage til en »omfattende opkvalificering af fagprofessionelle«. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) valgte at give pengene til de to forskere på RUC. Lad os se på, om de med deres rapport fik taget det endelige opgør med »berøringsangsten«, som der var lagt op til fra politikernes side.
Forskerne har interviewet 53 »etniske minoritetsborgere« i Vollsmose og Slagelse om, hvilke begrænsninger de oplever. Rapporten skriver at, »de primært føler sig begrænsede af repræsentanter for majoritetssamfundet, når de har været udsat for mobning, stigmatisering og/eller diskrimination i kraft af deres etno-religiøse minoritetsbaggrund. Nogle informanter forbinder helt eksplicit begrebet ’negativ social kontrol’ med overvågning og krav om konformitet fra velfærdssamfundets side (for eksempel i forhold til tøjvalg i forbindelse med, hvorvidt, hvor og hvor meget muslimske kvinder må bære tørklæde og være tildækkede)«.
Rapporten konkluderer også, at ære forstås så forskelligt af informanterne – overvejende ressourcestærke, praktiserende muslimer – at det ikke giver mening at bruge ordet hverken som analytisk begreb eller som anvendt begreb i det forebyggende arbejde: »Konformitetspres, der begrundes med og motiveres af kvindens ære og ærbarhed, der følgelig afspejler hele familiens ære, er med en enkelt undtagelse ikke en erfaring, vores informanter nikker genkendende til.« Den opmærksomme læser vil dog finde rapportens citater gennemsyret af ideer om kvindelig ærbarhed, der tilsyneladende er gået forbi forskernes opmærksomhed.
Den enkelte undtagelse blandt informanterne – og måske i hele Vollsmose? – er en mand, der ifølge rapporten tænker, som han gør, fordi hans »livsposition« er »karakteriseret af overlappende formationer af marginalisering, stigmatisering og social udsathed«. Med andre ord: Hans ideer om kontrol over kvinder udlægges som en slags kompensation for magtesløshed. Og når han ikke kan blive anerkendt af majoritetssamfundet, kan han i det mindste påkalde sig ære i minoritetssamfundet. I det omfang ære eksisterer i de etniske minoritetsmiljøer i Vollsmose, er altså majoritetssamfundets skyld, hvis man skal følge forskernes konklusioner.
Rapporten fungerer som talerør for overvejende selvbevidste kvinder, der er stærke i deres Koran, og som rynker på næsen af mindre religiøse kultur-muslimer. Disse kvinder har ingen problemer med æresrelateret social kontrol, for de »følger religionen« og giver udtryk for, at islam giver dem alle de rettigheder, de har brug for. Rapportens forfattere tager kvinderne på ordet, og en af dens anbefalinger er netop at styrke de religiøse fællesskaber og gøre unge kvinder (og mænd) mere vidende om Koranen. Det giver nemlig en »moralsk og intellektuel overlegenhed«, og de kan argumentere for deres religiøst funderede rettigheder.
Forfatterne ønsker at bidrage med »nye måder at tale om emnet på«, men efter endt læsning er man i tvivl om, hvad emnet er. Opdragets formål, som var »at styrke det vidensbaserede arbejde inden for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol«, får forfatterne vendt til at handle om »begrænsninger i hverdagen« og »konformitetspres«. Deres ambition er at anlægge et praksisperspektiv, der ser på hverdagsliv. Men rapporten rummer ingen observationer af social praksis på nær en sætning om, at det især er mænd, der hænger ud på cafeerne i Vollsmose. Hvorfor det er sådan, undersøger rapporten ikke. Materialet består af interviews, som typisk ikke tager udgangspunkt i informanternes egne erfaringer med social kontrol, og hvordan de har søgt at forhandle og løse konkrete konflikter. Det bliver man ellers stillet i udsigt.
Rapporten kommer på mange måder til at undsige de erfaringer med æresrelateret social kontrol, som Halime Oguz og mange andre kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund har givet udtryk for i eksempelvis deres egne selvbiografier. Men de har måske blot talt sig ind i den herskende politiske diskurs? Rapporten kritiserer nemlig forskere, der tager æresrelateret social kontrol og vold alvorligt, for ukritisk at tage »en allerede accepteret begrebsbrug, undersøgelsestilgang og forståelsesramme« til sig uden empirisk belæg.
Der er nu ellers rigelig empirisk belæg for æresrelateret social kontrol i den etnografiske litteratur om Mellemøsten, hvilket også afspejles i lovgivningen i landene der. At denne form for kontrol har fået indpas i vestlige lande, er også mere end veldokumenteret.
Når rapporten affejer eksisterende vidnesbyrd og forskning, afmonterer den problemet. Det er muligvis også forfatternes hensigt, men med hvilke konsekvenser?
En indlysende potentiel konsekvens er, at problemet ikke tages alvorligt som samfundsproblem. Som et udbredt problem, der angår både dem, der udøver kontrollen, ofrene for kontrollen og vidnerne til kontrollen. Rapportens anbefalinger retter sig mod at styrke den enkeltes ressourcer og strategier. Men hvad hjælper det at kunne argumentere for retten til at bestemme over sit eget liv, hvis dem, der forhindrer det, ikke lytter? Og hvad hjælper religiøst funderede argumenter? Bruges de i stedet til at kontrollere andre?
Som forskere i dette felt gennem mange år søgte vi samme forskningspulje tilbage i 2017, men SIRI valgte i stedet de andres projekt med den begrundelse, at de havde »en nyskabende tilgang«. Vi spørger derfor: Er SIRI tilfredse med resultatet? Er dette en nyskabende og brugbar tilgang til forebyggelse af social kontrol?
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk
Sammen med antropolog Yvonne Mørck er de to kronikører forfattere til bogen »Æresrelateret social kontrol. Teori og praksis i socialt arbejde« (2019).
