Forsvar for pædofili fulgte i kølvandet på 1968 i det meste af Vesten. Den seksuelle revolutions avantgarde ønskede at gøre op med samfundets seksuelle restriktioner og tabuer, herunder incest, blodskam og det i deres øjne falske skel mellem barn og voksen. Borgerskabets jernkæder skulle brydes og seksualiteten sættes fri – al seksualitet.

Da 1970erne sluttede, blev dette kapitel af den seksuelle frigørelse mere eller mindre fortrængt fra den kollektive hukommelse. De senere år er det dog begyndt at ændre sig. I 2018 bragte Politiken en artikelserie om omfattende seksuelt misbrug under optagelser til en række ungdomsfilm af instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen i 1970erne. Her trådte 16 kvinder og seks mænd frem og fortalte om overgreb begået af de »frisindede« instruktører.