ATOMBOMBEN har aldrig haft en god presse. Den banale konstatering er værd at trække frem i disse dage, hvor vi markerer, at en nuklear sprængladning for første gang for 75 år siden blev udløst over Hiroshima. Få dage efter fulgte Nagasaki. Følgevirkningerne har ætset sig ind i vores kollektive bevidsthed, og USA er ofte blevet bebrejdet, at man gik til den yderlighed, som kostede langt over 100.000 japanere livet og i de kommende årtier satte et våbenkapløb i gang, der truede hele klodens eksistens. Indtil Den Kolde Krigs ophør har kun de færreste undgået i detaljer at gennemtænke det mareridt, det ville være at overleve et atomangreb – godt hjulpet på vej af journalister som John Hersey, hvis bog Hiroshima genanmeldes i Bøger i denne uge.
HAR en mere optimistisk udlægning vanskeligt ved at trænge sig på, er det ikke svært at forstå hvorfor. Men kendsgerningen er, at atombomben over Nagasaki gjorde en ende på Anden Verdenskrig, og at den aldrig har været brugt i krig siden. Det er et af den moderne tids paradokser, at atombomber har virket fredsbevarende. Som den prominente, afdøde amerikanske politolog Kenneth N. Waltz – en af ganske få, der hyldede opfindelsen – sagde, er to atomvåbenbesiddende lande aldrig gået i krig med hinanden. Det afholdt formentlig USA og Sovjetunionen fra en direkte konfrontation, hvorved Europa med stor sandsynlighed undgik at blive lagt øde. Og det har stoppet krigene mellem Pakistan og Indien. Når man tænker over, hvor mange ofre de to verdenskrige skabte (tilsammen godt 100 millioner døde), er det nærmest umuligt at overvurdere den gensidige atomafskrækkelses gavnlige virkninger.
REDDET millioner af menneskeliv har atombomben formentlig. Og så må vi leve med, hvorfor det forholder sig sådan. Atombombens fredsbevarende effekt er ikke en konsekvens af menneskets ædleste instinkter, men af ren overlevelsesdrift. Atombomber fungerer alene, fordi de har gjort krig mellem to nationer, der er i besiddelse af dem, omsonst. Ingen vil indlede en krig, man ved fører til ens egen udslettelse.
KLODEN er således blevet et fredeligere sted som følge af atombomber, hvorfor det nok er den eneste opfindelse i verdenshistorien, hvis formål er aldrig at blive brugt. Men nogen skudsikker beskyttelse udgør den gensidige afskrækkelse jo ikke. Waltz, der også gik ind for, at Nordkorea og Iran fik bomben, tog ikke forbehold for de utallige ulykker og næsten-katastrofer, opbevaringen af klodens tusindvis af atombomber har ført med sig. Og som politologen med kulsort humor altid var den første til at indrømme, ville der næppe være nogen til at rive ham det i næsen, hvis han tog fejl. Alligevel er der grund til at anerkende denne bombe, som nu i 75 år har frelst kloden fra en tredje verdenskrig og derved lagt grunden for vores velstand.
