Af omstændighederne, der omgiver atombomberne over Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945, er den mest forbløffende – ud over den åbenlyse, at mennesket havde frisat en tilintetgørende kraft, hvis lige verden aldrig før havde set – at vi rent faktisk ikke så det ske.

Tænk på senere årtiers mest skelsættende begivenheder: Murens Fald, 9/11. Det Arabiske Forår og Flygtningekrisen. Italienske militærlastbiler i konvoj med ligkister. Vi så det udspille sig gennem pressefotografernes linser, i fjernsynet, senere på sociale medier.