I Arbejdernes Landsbank i København hænger der et stort maleri til Thorvald Staunings ære, malet af Wilfred Glud i 1937. Kunstneren har arrangeret »danskerne« omkring landsfaderens tunge skikkelse: arbejderen, bonden, fiskeren, snedkeren, ingeniøren, husmoderen og så videre. De er der alle sammen. Island er repræsenteret, og færingen med tophue og tinknapper på vesten er med.
Hvad med Grønland? Grønland er en lille genert, rødmosset dreng mellem statsministerens knæ, med luffer og kamikker. Sårbar og uskyldig og derfor særligt beskyttet. Billedet fortæller med andre ord om et elskeligt, ansvarsfuldt Danmark, som er kommet et fjernt, forældre- og forsvarsløst folk til undsætning og generøst har adopteret det.
Som statsoverhoved havde Stauning notorisk ansvaret for Grønland, og det havde han ikke mindst Knud Rasmussen – som han i øvrigt tilbad – til at kaste glans over. Kan det være kønnere?
Jamen, hvordan er den lille dreng havnet der? Begynder det ikke med en vis missionær, præsten Hans Egede, som troede, han ville finde nordboere på Grønland, lyshårede og fregnede, der trængte til ham, og så var der bare nogle spredte indfødte. Det var dog bedre end ingenting, og hvad sjæle angår, er Vorherre jo ikke kræsen. Så dem blev Hans Egede på Grønland og hvervede.
Nu har ikke alene Egedes statue fået sin bekomst i Nuuk. Det har den danske polarforsker Knud Rasmussen også – i Hundested. Tidens antiracismejægere har været på arbejde med den røde spand.
Der står med andre ord en buste af den geniale ekspeditionsleder uden for byens bibliotek. Den står der, fordi han sommer efter sommer boede og arbejdede med sine assistenter, herunder forfatteren Tom Kristensen, i sit hus lige uden for byen.Nu er der ganske vist ikke skrevet »dekolonisér!« hen over soklen, men det kunne der godt have gjort.
Når det er mig umuligt at kalde Knud Rasmussen racist, så er det ikke, fordi den danske tilstedeværelse deroppe har været uden mørke kapitler, der kunne lede tankerne i den retning. Der var et klart skel mellem Knud Rasmussen og grønlænderne. Og det havde med magt at gøre. Men ud over at være repræsentant for »civilisationen« var Knud Rasmussens forhold til grønlænderne gennem et helt liv samtidig så tæt og så empatisk, at den røde maling vidner om en mere end indskrænket historieopfattelse.
Hans far var præst deroppe. Så Knud var fra fødslen del af både den åndelige og sekulære magt. Når han legede slædekusk, var hans grønlandske legekammerater hundene.
Grønland var dansk, og Knud Rasmussen arbejdede hele sit liv ubetinget for at bevare og sikre Grønlands tilhørsforhold til Danmark, en tilknytning, som vi forsvarede imod hollænderne i 1700-tallet, mod nordmændene i Haag i 1920rne og endelig mod Trump og hans latterlige udspil for relativt nylig. På sine ekspeditioner og under sine forskellige tilstedeværelser i Nordgrønland viste Knud Rasmussen i egen person den danske interesse for og ret til »det ubesiddede land« – og kom med tiden af sted med at fordanske det, så øen blev vores. Så ja, vi koloniserede, men – slaver holdt vi altså ikke. Dels var der ikke ret mange mennesker at tage af, dels var der i givet fald ikke noget hensigtsmæssigt – råstofudnyttelse i stor stil eksempelvis – at bruge dem til.
Dog kan man i denne anledning ikke desto mindre minde om en kuriøs transaktion omkring 1910: Damemoden i de europæiske storbyer var til rævepels, gerne blå og hvid. Tilskyndet af kvikke igangsættere i København fattede Knud interesse for de mange ræve oppe i Thule, hvor han havde slået sig ned i forskningsøjemed. Så han lod dem fange i klapfælder, der blev sat op og passet af den stedlige eskimoiske stamme. Og en overgang blev han en holden mand på skindene, som blev solgt på det internationale marked. (Hvad det betød for hans feltarbejde i Thule, at han omfunktionerede en gruppe polareskimoer fra at være fangere og nomader til at være rævejægere og fastboende, skal jeg ikke gøre mig klog på).
Som tak for skindene indrettede han en for den tid velassorteret butik. Svovlstikker blev blandt andet taget imod med begejstring. (Som fremgået anvender jeg her og i det følgende den betegnelse, Knud Rasmussen brugte om de mennesker, som han studerede i Nordgrønland, nemlig polareskimoer. I dag benævnes de inuitter).
Knud Rasmussen er et blandt mange eksempler på, at den hvide europæiske mand omkring forrige århundredeskifte var meget anmassende og foretagsom, når det gjaldt hans omgivelser. Han var besat af tanken om – ikke at komme først til Nordpolen som så mange andre! – men om at sætte sine ben i de endnu ukendte dele af verden, identificere dem, registrere dem, opmåle dem, aflytte deres beboere, beskrive dem, benævne dem og til tider gøre dem til sine, koste hvad det ville. Det ligger i den europæiske kulturs dna, og det er der meget lidt at gøre ved, især nu og her – ud over at huske det og begribe det.
Men på et punkt var Knud Rasmussen i al fald en undtagelse. Han havde det eminente privilegium, der var de færreste andre beskåret: Han talte de indfødtes sprog. Sin modermælk fik han i Jakobshavn. Og det gjorde ham anderledes. Det grundlagde også en splittelse i ham.
Det uforligneligt store ved Knud Rasmussen, der gør, at han sagtens kan holde til en sjat rød maling, ligger i kompleksiteten og spændvidden, kort sagt formatet i hans tilgang til den verden deroppe, som blev hans skæbne, fra han slog øjnene op, til han lukkede dem.
Der var to hovedretninger i hans virksomhed.
Den ene var national, dikteret af hans repræsentation som koloniherre. I den egenskab opfattedes han i de mange grønlandske udsteder som en slags konge, når han i sin kridhvide anorak stod fjorden ind for at aflægge besøg. Eller han nærmede sig en fremmed stamme, helst ledsaget af et par eskimoiske hjælpere. Men hver gang spurgte han sig selv: Hvad skal der blive af dem? Hør, hvad han skrev. Det er der spandevis af rød maling i, hvis man er i det humør:
»Man har intet valg. Alle naturfolks liv i fremtiden er kun afhængigt af dets udviklingsmuligheder under nye forhold: vejen frem må gå over deres egen races lig. Det, som det derfor gælder om, er at give naturfolkene i deres sind og gemyt en så skånselsfuld og varsom død som muligt. Først da er de modne til den store verdensnivellering af individer. Vi må tage deres for civilisation upraktiske særpræg fra dem og forsøge at få dem til at ligne os selv. Vi må give dem den hvide mands pågåenhed og nøgterne energi, hans fremsynethed og hans frækhed. Kun gennem en sådan metamorfose vil de kunne komme gennem den dør, der fører ind til nye tider.«
Synsvinklen er ubetinget herskerens. Terminologien udtrykker den tids ideer om globalisering – det vil sige af den vestlige kultur. Begrebet »civilisation« er den absolutte målestok. Når grønlandske børn langt senere, en snes år efter Knud Rasmussens død, kom til afretning på børnehjem på Sjælland (det var i 1951), var det i fuld overensstemmelse med citatet ovenfor. Meningen var at modernisere dem lige præcis ved at befri dem for deres »upraktiske særpræg«.
Så ja, knud Rasmussen var en mand af sin tid, og tiden bar ham frem til en enestående heltestatus med hæder og monumenter, både i Thule og på Strandvejen i København, markeringer i det offentlige rum, der skulle styrke og befæste den magt, som opstillede dem. Monumenter og historiemalerier fortæller som bekendt ikke bare om virkeligheden dengang, de blev rejst, men om hvilke mænd og hvilke begivenheder og »fortællinger« samtidens magtcentre havde brug for at fastslå som de kulturbærende og dermed hæderværdige. Så monumenterne er ikke identiske med modellen.
Det gælder i høj grad Knud Rasmussen. Han var ikke blot i levende live forgudet af mange grønlænderne; han var regulært elsket af dem, som han af et ærligt hjerte hjalp – til en uddannelse for eksempel. Han leverede mange sygeplejersker til det danske sygehusvæsen. Adskillige syntes, han var en hård og herskesyg herre; han udviste til tider godsejermanerer, og i særligt politiserede perioder har han for mange unge grønlændere været lige så uspiselig, som resten af Danmark var det.
Imidlertid er der som nævnt også en anden, indadvendt retning i hans forhold til det oprindelige folk, han opsøgte i det fjerne Nord- og Østgrønland, for ikke at tale om Nordvestpassagen langs det nordamerikanske kontinent. Her søgte forskeren Knud Rasmussen ind i stammekulturens førhistoriske dyb, hvor syner og sagn, visdom og forestillinger om verdens indretning lå gemt. Det krævede snak, nærvær, fortrolighed og dans. Der lå i Knuds uforklarlige væsen ligefrem en slags åndemanerevne. Og i forening med en umiddelbar sympati, udsprunget allerede af hans barndom i Jakobshavn, indkredsede han polareskimoernes »religion« og gav dem i sine skrifter og sine foredrag en værdighed og betydningsfuldhed i den »hvide« bevidsthed, som ingen andre hidtil havde givet dem.
Han havde en ubetvingelig trang til at fortælle »danskerne«, hvem disse folk i deres sind og hjerter er. Dér, på dette indre plan, foretog han en magisk »brobygning« af helt enestående art, og den var det modsatte af splittelse!
At Knud Rasmussen var draget af at mødes med og forstå det folk, hvis gener udgjorde en sekstendedel af hans egne, behøver man ikke læse for eksempel Den store slæderejse mange gange for at fatte. Og kærligheden var gengældt. Det var jo i samværet med grønlænderne, den lille, stærke mand fik sit liv – ikke ved banketterne under lysekronerne i København – og det vidste de deroppe. I snehytten var han mere end herre og mester, ja, endog mere end gæst, han var én af deres egne. Gør ham det efter!
Hvis I har en maling til at anerkende dét, så stryg bare løs!
Niels Barfoed er forfatter til monografien »Manden bag helten. Knud Rasmussen på nært hold« (2011)
