I 1956 udgav Politikens Forlag en lille munter bog, Lystige viser for børn. Udvalget var ifølge forordet betroet en børnehavelærerinde, en sang- og musiklærer og en småbørnspædagog, der nøje havde overvejet de enkelte viser. Var de sangbare? Var de tidssvarende?
Bogen blev en gedigen succes, der udkom i flere oplag, i alt 100.000 eksemplarer. Ti år efter sammensatte forlaget endnu et sangbind, og Lystige viser for børn I-II var i mange år derefter en slags børneværelsernes svar på Højskolesangbogen, en elsket og kanoniseret samling af hyggelige og opbyggelige sange og sanglege.
Så gik årene, og det, der var tidssvarende dengang, er i dag ude af takt med vor tids værdier. Ingen børnesangantologi kan i dag rumme de otte sange, hvor ordet »neger« bliver brugt med den allerstørste selvfølgelighed, naturligvis illustreret med den klassiske ikonografi: halvnøgne og naive naturbørn med store læber. De engang så populære bøger er i dag utænkelige i vuggestuer og børnehaver, bandlyst på børnebiblioteker og dybt problematiske i mange private hjem, der er præget af tidens normskift. Derfor genoptrykker forlaget ikke længere sangbøgerne.
JEG HAR INTERESSERET mig for Lystige viser for børn I-II i mange år, og for 20 år siden skrev jeg første gang om det syn på de sorte, som børnesangene formidler. Dengang var det sproglige paradigmeskifte kun så småt på vej. I 1995 havde der været en sprogstrid om dansk politis brug af ordet »neger«. Politidirektør Poul Eefsen forsvarede ordvalget, idet der ikke forelå noget officielt anerkendt alternativ. Tre år efter, i 1998, fik Københavns kulturborgmester Hans Thustrup Hansen ørerne i maskinen og en politianmeldelse for racisme på halsen, fordi han i et interview havde fortalt om sin gamle mor, der var afhængig af hjemmehjælp: »Og hvem sendte man? En neger! Der kom en kommunal neger på 21 år og skiftede ble på en dame på 84 år,« sagde borgmesteren.
I 1990erne havde jeg selv uden problemer sunget de lystige viser for mine børn, for eksempel Olaf Holsts lille sjove og mildt marchagtige sang på bare ét vers:
Negerdrengen Bene
bygged’ hus af grene,
men da elefanten kom,
bum! – så trilled’ huset om ...
På Lau Lausens illustration ser man en glad elefant, der trutter med snablen, så hytten vælter, og den lille, kulsorte Bene løber forskrækket sin vej. Han har bare fødder og bar overkrop, og i farten taber han sin stråhat.
Da jeg sang sangen for mine børn, kunne jeg naturligvis genkende klicheen om den sorte mand som en primitiv sjæl, men jeg ved ikke, om jeg dengang – for et kvart århundrede siden – opfattede det som et problem. Jeg ved dog, at sangene – og andre børnelitterære klassikere med rod i racismen – fik mig til at tænke over litteraturens reproduktion af kulturstereotypier og hudfarvefordomme. Jeg skrev derfor et kapitel om nedslag i den danske børnelitteraturs racistiske fremstilling af de sorte, men mit formål var ikke at udskamme fordomslitteraturens eksistens, men at forstå den samtid, den udsprang af.
I 1993 – samtidig med at jeg sang godnatsang om Bene – modtog den amerikanske forfatter Toni Morrison (1931-2019) Nobelprisen i litteratur som den første sorte kvinde. Samme år foretog hun en litterær undersøgelse af det, hun kaldte amerikansk afrikanisme. I essayet »Sorte spørgsmål« skriver hun, at begrebet dækker over de måder, »hvorpå en ikke-hvid, afrikansk-agtig (eller afrikanistisk) tilstedeværelse eller personlighed blev konstrueret i USA«.
Naturligvis, tilføjede hun, var USA ikke ene om konstruktionen af afrikanismer. Det samme skete i litteraturen i Sydamerika, England, Frankrig, Tyskland, Spanien. Alle disse landes kulturer har deltaget i og bidraget med aspekter til et »opfundet Afrika«, skrev Toni Morrison – og hun kunne også have nævnt Danmark.
EFTERKRIGSTIDENS DANSKE BØRNESANGES syn på de sorte må forstås via den kulturstrøm, som Lystige viser for børn I-II var et produkt af. I 1950erne satte kulturradikalismen en stærk dagsorden i samfundslivet. Kultur med kvalitet skulle ud til alle – fra modernistiske digte til funktionelle møbler – og børnene skulle tages alvorligt gennem en reformpædagogisk litteratur, der lagde vægt på frihed i former, farver og rytme.
Her var billedkunstneren Egon Mathiesen en af de toneangivende forfattere og illustratorer, dybt optaget af ideen om en uspoleret verden langt væk fra vores modernitet og industrialisering. Kulturradikalismen var belastet med en social samvittighed og et humanistisk syn på den verden, der ikke lå lige ret ud for vores egen næsetip. Mellemfolkelighed var moderne.
Allerede i 1920rne havde kulturradikalismens pionerer vist interesse for det eksotiske (og erotiske!), ikke mindst jazzen. Afrikanerne repræsenterede noget naturligt og oprigtigt med en farveægte livsglæde. Da en trekvartnøgen Josephine Baker optrådte i København i 1928 iført et skørt af virilt opadpegende bananer om lænden, jublede PH over hendes »naturlighed«. Han, som var så humanistisk, kunne slet ikke få øje på den undertrykkelse, som den groft karikerede »negerfigur« var udsat for i den vestlige verdens underholdningsindustri. I de år, hvor den kulturradikale billedbogskunst svælgede i farver, rytme og frisind, kom de sorte til at spille en væsentlig rolle som motiv.
Ved første øjekast er der oftest tale om grove stereotypier. Men bøgerne og sangene rummer også et ekstra lag. I den kulturradikale guldalder ville børnebøgerne og børnesangene nemlig gøre afbigt for fortidens synder. Nu var »negeren« naturlig og fascinerende, og danske børn skulle oplæres i globalomsorg.
Egon Mathiesen sender i Fredrik med bilen en dansk dreng ud i verden for at finde sorte børn. På vejen finder han gule børn, brune børn, røde børn og til sidst de sorte. De leger sammen og deler en madpakke, og Fredrik har fået en ny global verdensborgerbevidsthed.
GANSKE VIST SKRIVER den hollandske forsker Jan Nederveen Pieterse i Hvidt på sort – Illustrerede fordomme (1990), at den vestlige verdens børnehistorier og sange mere handler om kolonialisme end om »den tredje verden«, og det er sandt nok, at den mellemfolkelige litteratur reproducerede oldgamle fordomme, bare på en mere tilforladelig måde. Alligevel bør man ikke overse de mere anerkendelsesværdige motiver i sange og bøger, der utvivlsomt er racistiske, omend racismen ikke er ideologisk, men troskyldig og naiv.
I den kulturradikale tradition blev den europæiske erobring af Afrika med kolonisering og slavehandel afløst af fantasier om det globale fællesskab og intentioner om at bygge forståelsesbroer mellem kontinenterne. Det mellemfolkelige ideal kunne problemfrit sameksistere med et kulturradikalt syn på afrikanerne, som vi i dag uden tøven vil karakterisere som racistisk. Et godt eksempel i Lystige viser for børn I er Harald H. Lunds »I Niggerland bananen gror« (med melodi af Oskar Gyldmark), hvor vi hører om bananplukkeren Jumbo:
I Niggerland bananen gror,
og slanke palmer nejer.
Små niggerbørn har altid travlt
og sort dem solen steger.
Målt med dagens alen er der tale om et sprogligt overgreb, som reducerer hele det afrikanske kontinent til »Niggerland« og »niggerbørn« – kulturløse produkter af den farlige natur. Og videre:
De kender ikke Danmarks land
thi de kan knap nok læse,
og mange af dem glemmer helt
at pudse deres næse.
Niggerbørnene mangler naturligvis både dannelse og uddannelse, de primitive stakler er umodne og tilbagestående i civilisatorisk udvikling. Men ikke desto mindre viser visen sig – også – at være et opråb om solidaritet i børneværelset. Harald H. Lund har en manende opfordring i slutverset:
De sover på det bare gulv,
for de har ikke senge,
og selv når det er søndag, må
de ikke sove længe.
Nej, danske dreng, du har det godt,
sig tak for livets goder
og send en kærlig hilsen ned
til ham, din sorte broder!
Racismen i de gamle bøger og sange for børn udsprang af en eurocentrisk chauvinisme, men var samtidig ofte udtryk for et tidstypisk ønske om at pode de privilegerede danske børn med humanisme og en mellemfolkelig verdensforståelse. Tolerance var et kulturradikalt dogme, og Harald H. Lunds moralske pointe var, at den danske dreng skulle tænke kærligt og solidarisk om sin sorte broder (og vi bemærker, at pigerne slet ikke er nævnt). Sangen formaner den danske dreng at være bevidst om sin privilegerede position i verden.
»I Niggerland bananen gror« stod ikke kun i Lystige viser for børn, men også i Gunnar Nyborg-Jensens klassiske De små synger (1948), som endnu i dag tager sig uforandret ud med en rødkindet, gulhåret dansk gut på forsiden. Men i 1993 blev Harald H. Lunds sang om bananplukkeren Jumbo fjernet fra bogen.
Lystige viser for børn I-II er en epokes spejl. Bøgerne var efter sin tids standarder moderne og progressive, men hverken dristige eller oprørske. Her er både »Der er et yndigt land« og »Altid frejdig, når du går« – og en ganske reaktionær opfattelse af kønsroller. Trods de kulturradikale indslag passer bøgerne derfor i dag paradoksalt nok bedst i nationalkonservative hjem, hvor man mener, at det værdipolitiske opgør med ordet »neger« er overdrevent.
I DAG FEJER en oprørsk ikonoklasme gennem kulturen, ansporet af de undertryktes raseri og en sort samvittighed blandt hvide. Det er der ikke noget nyt i. Klassiske amerikanske børneromaner som Mary Poppins og Doktor Dolittle er for en menneskealder siden blevet revideret for racisme. Senere blev Pippis far omskolet fra negerkonge til sydhavskonge, ligesom Gyldendal har udgivet et udvalg af Halfdan Rasmussen uden hans neger- og hottentotdigte, og allerede i 1990 – altså for små 30 år siden – udkom en billedbogudgave af Harald H. Lunds berømte og berygtede »Elefantens vuggevise« (1948), hvor linjerne
i morgen får du en negerdreng,
og ham skal du bruge til rangle
var blevet erstattet med
i morgen får du en kokosnød
og den skal du bruge til rangle.
Negerdreng eller kokosnød? Da Harald H. Lund (1902-1982) i 1948 udgav sangen (med melodi af Mogens Jermiin Nissen), var der ingen, der skænkede det en tanke, at det kunne være et problem, at elefanten bruger en neger som rangle, og så sent som i 2008 kunne Kim Larsen udsende sin version af sangen, hvor kokosnødden var væk igen, og neger tilbage, ganske vist i skikkelse af en »negerdukkedreng«. Men sagen er, at Jumbo oprindelig slet ikke fik en »negerdreng«, men en »niggerdreng«. Spørgsmålet er, om de, der synes, at det er et overgreb på teksterne at problematisere og eventuelt udskifte ordet »neger«, også vil argumentere for, at Jumbo skulle have beholdt sin oprindelige »niggerdreng«, som i Lystige viser for børn.
Hvis kundernes normer flytter sig, må titlerne vige efter markedspladsens kommercielle logik. På samme måde er der næppe publikum til en genudgivelse af Conny og bolighajen og andre af 1970ernes kapitallogiske marxistiske børnebøger – for slet ikke at tale om Bent H. Claëssons seksualvejledning for børn, Elle-belle-bolle-bogen (1973), som dengang var aftabuiserende i progressive kredse, men i dag overskrider manges grænser for blufærdighed og i øvrigt reproducerer et gammelkonservativt syn på kønnenes antal.
»NEGEREN« KAN IKKE vaskes ud af den danske litteraturhistorie. Ganske vist kan man ikke genudgive de bøger, der reproducerer stigmatiserende fordomme. Men hvordan bevarer vi så vores viden om den klassiske billedbogskunst og sangskat for børn, der kaster lys over vores egne værdiers udvikling og vores sprognormers forandring, men som i dag vil blive afvist som krænkende?
I lande, hvor frisindet ikke hersker, fra Saudi-Arabien til USA, må kun moralsk korrekt og religiøst blåstemplet litteratur stå på bibliotekernes hylder, men sådan skal det ikke være hos os. Vi bør altid beskytte det litteraturhistoriske, når nogen finder det nødvendigt at formilde for at formidle.
Gyldendal forgreb sig ikke på Halfdan Rasmussen, da de lancerede en udgave uden negerdigte, fordi hans samlede værker stadig også udgives i den originale sprogdragt. Det er som med Bibelen, der også findes i mange udgaver, som eksisterer side om side – fra den fulde udgave til de talrige genfortællinger, hvor sproget er omskrevet, og hvor kun det er med, der falder i god jord i dag.
Men Gyldendal fik ikke løst noget problem ved at justere negerne og hottentotterne ud af teksten. De har derimod åbnet en ladeport til dele af den danske børnelitteratur, som de nu skal tage stilling til. For eksempel: Vil forlaget genoptrykke Jørgen Clevins ikoniske Strudsen Rasmus i dag? Og hvad stiller man egentlig op med vor tids børnelitterære avantgarde, hvor kunstnere som Louis Jensen, Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi så sent som i 2013 udgav værker, hvor ordet »neger« optræder flere gange uden blusel?
EN AF MINE absolutte yndlingsfamilier består af to voksne på et par og tredive og to drenge på et og fire. Forældrene har akademisk forstand på filosofi, sprog, sociologi, medier og kultur, og de læser meget gerne bøger med deres børn. De holder meget af Egon Mathiesens billedbøger, men undviger ordet »neger«, når de læser højt. De laver deres egen lille tekstrevision. Det går an. Men mon ikke også disse bøger en dag bliver udsat for en nænsom sprogrevision, så ordet neger udgår?
Min yndlingsfamilie har til gengæld komplet opgivet Strudsen Rasmus og Rasmus får besøg. Her er både sprog og illustrationer præget af en racisme, som var gængs i 1945 og 1948, da bøgerne udkom, men som ikke er til at leve med i dag. Tegningerne er fordomsfulde klicheer, og ordet neger forekommer i alt 35 gange i de to bøger.
Det virkede som en overreaktion, mente jeg, da jeg engang i 1980erne hørte, at bøgerne om strudsen Rasmus var indlemmet på et museum for racistisk kulturhistorie i USA, men i dag synes jeg, at det giver god mening. Jørgen Clevin, det rare og børnevenlige menneske, ønskede garanteret kun alt godt for alle børn, farven underordnet, men hans bøger falder fatalt ud af tidsånden i dag og ind i de mest parodiske former for det, Toni Morrison kalder et konstrueret Afrika. Bøgerne er stadig kanonisk dansk børnelitteratur, og man kan undskylde Jørgen Clevin med, at han var et produkt af sin samtid. Men produktet var racistisk dengang, og det er det endnu i dag. Rent publicistisk kan bøgerne ikke finjusteres til vor tids ånd.
Lystige viser for børn I-II rummede både nye viser og gamle sange og sanglege, som ikke tidligere havde været trykt, men kun fandtes i overleveret form. Sangbøgernes indsamlede kulturhistorie stod derfor side om side med nyt stof, der afspejlede den verden, som velmenende voksne gerne ville give i arv til de generationer, der voksede op efter krigen. I dag kan flere af sangene, ikke mindst Harald H. Lunds to viser om Jumbo (den ene en dreng, den anden en elefant!) ikke længere synges frit.
Afrika og afrikanere har altid været udsat for racisme og fordomsfuldheder i den vestlige kultur. Men ikke nødvendigvis ondsindede. Tænk bare på Nanna Lüders’ sang »Afrika«, som en perlerække af danske sangere indspillede i 1985 for at samle penge ind til ofre for hungersnød. Her er verdensdelen med de mange nationer reduceret til »Det land, som alle børn kender«. Med andre ord: Afrika opfattes ikke som et kontinent bestående af nationalstater, og det henvises til en eksotisk plads i børnebevidstheden. Også den enorme fordom blev skabt af lutter gode viljer.
Den litterære ikonoklasme slår hårdt igennem, og én af konsekvenserne er paradoksalt nok, at den litteratur og sangskat, der i dag fremstår racistisk, ikke får fremsat sit oprindelige og oprigtige – men indiskutabelt etnocentriske – budskab om verdensvendt mellemfolkelighed, humanistisk tolerance og solidaritet med de sorte børn.
