Skamstøtte. Dansk forsker fremsætter ny fortolkning af Danmarks politik over for Grønland i efterkrigsårene. Det er et væsentligt korrektiv til kolonihistorien, men kritikken er desværre også lige lovlig endimensionel.
For Danmarks skyld
I Nuuk står en statue af den dansk-norske missionær-kolonisator Hans Egede og skuer selvsikkert ud over byen. Den blev rejst i 1922 for at markere og fejre 200-året for (gen-)etableringen af forbindelserne mellem Danmark og Grønland. Statuens budskab er endimensionelt og repræsenterer på ingen måde den undertrykkelse, der også var en del af den dansk-grønlandske historie. Endnu 100 år er gået, og nu markeres de dansk-grønlandske relationer i andre og langt mere kritiske formater. Aktivister skrev for nylig antikoloniale slagord på statuen af Egede. Anne Kirstine Hermann har i stedet skrevet en væsentlig, indigneret, men også lidt endimensionel kritik af Danmarks politik over for Grønland siden Anden Verdenskrig. Man fristes til at kalde Imperiets børn for et forsøg på at rejse en skamstøtte.
Omdrejningspunktet i Imperiets børn er to møder i Nuuk i september 1952, hvor Grønlands Landsråd fik præsenteret den danske regerings tilbud om at blive integreret i riget og få repræsentanter i Rigsdagen. Til gengæld blev det holdt skjult, at Danmark i henhold til FN-pagten kunne være forpligtet til at tilbyde Grønland et udstrakt selvstyre, muligvis endda uafhængighed. Landsrådet var delt og ønskede mere tid til at drøfte det danske tilbud, men fik at vide, at det var en hastesag. Landsrådets enstemmige tilslutning blev herefter sikret på et lukket møde dagen efter. Som Hermann skriver: »Hvad der skete på mødet er derfor forblevet en hemmelighed lige siden.«
Del:
