Ulande. Virker dansk ulandsbistand? Eller er der tale om spildte penge? Lidt fakta.

Skråsikre påstande

Virker dansk udviklingsbistand? Uenigheden var stor, da debatten rasede i Weekendavisen dette forår. Men fakta kan have svære vilkår. Det viser den hårde kritik af dansk udviklingsbistand bragt i hele fem indlæg i Weekendavisen i april og maj. Kritikerne føler selv, at bistandspengene forsvinder i korruption, at problemet undertrykkes af Udviklingsministeriet, og at bistanden ikke har bragt megen fremskridt.

Blandt kritikerne er bistandsfolk med mange »fede« år i branchen, som én af dem skriver. Sådanne år har jeg selv haft – først som ulandsfrivillig, 1970-73, og siden som bistandspraktiker eller forsker. For 50 år siden var fremgangsoptimismen stor i mange fattige nyligt uafhængige lande. Optimismen delte vi unge bistandsarbejdere entusiastisk.

Derfor kan jeg godt forstå, at nogle bistandspraktikere i dag er skuffede. Modtagerlandene har ikke levet op til forventningerne.

Udviklingsminister Rasmus Prehn forsvarer bistanden i samme avis, men afvises: Han er »kun en del af systemet«, skriver en kritiker. »(Bistands)industrien med de gode intentioner skal først og fremmest holde sig selv i live og belønne sig selv.«

Trods den konspiratoriske tone skal kritikerne alligevel ikke kimses ad. Ingen bestrider, at korruption er udbredt i de lande, Danmark giver bistand til. Heller ikke, at nogle af pengene er spildte.

Faktuelt er tingene alligevel sjældent sort-hvide. Jens Peter Dalsgaard, som startede debatten i Weekendavisen, påstår, at donormidler »er ofte nemmere at snyde med end modtagerlandenes egne midler«. Generelt er det forkert.

Udviklingsministeriet er berømt og berygtet for at have en nultolerance over for korruption. Svindles der med dansk bilateral bistand, lukkes der oftere ned for den, end hvis modtagerlandet bryder med menneskerettighederne, viser mine analyser.

Dalsgaard skriver også, at han kender flere »danskere, som fik mundkurv på eller blev sortlistet, fordi de vidste for meget om forfejlet bistand eller påpegede misbrug, og ikke kun for småbeløb«.

Nok løber whistleblowere og bistandskritikere en risiko ved negativ indrapportering, men undertrykkelse af kritik i bistandsbranchen er næppe større end i andre dele af statsapparatet. Grunden er simpel: Hvis den danske offentlighed får nys om selv småkorruption, er det gift for »systemet« (bistandsbureaukraternes og de ansvarlige politikeres karrierer). For når Ekstrabladet med stor iver rapporterer om sådanne sager, skal avisens indflydelse på dansk bistandspolitik ikke undervurderes.

Fakta er, ifølge Rigsrevisionen, at der fra 2011 til 2019 blev rejst omkring 60 nye sager per år om misbrug af bilateral bistand, og at det årlige tab beløb sig til gennemsnitligt 1,9 millioner kroner. Det er promiller af den årlige bilaterale bistand på knap 12 milliarder kroner i 2019. Derfor holder Jandrups påstand i Weekendavisen heller ikke: »Det er mit bedste bud, at maksimalt 20 procent af en given bevilling kommer ud til slutbrugerne.«

Korruptionen er dog udbredt i de lande, Danmark giver bistand til. Mellem 2012 og 2018 er korruptionen uændret i otte lande og faldt i tre lande ifølge Transparency Internationals meningsmålinger (før 2012 er målingerne ikke sammenlignelige). I Burkina Faso og Tanzania er korruptionen dog faldet stærkt på det sidste ifølge spritnye målinger.

Bistandens manglende resultater er det andet centrale kritikpunkt i Weekendavisens debatindlæg. Forfejlet bilateral bistand er ganske rigtigt dokumenteret i mange danske evalueringsrapporter, men det er positive resultater også.

Trods bistandens blanding af fiaskoer og succeser går det alligevel fremad. Det dokumenteres i Hans Roslings bog Factfullness fra 2018. Levealderen er stærkt stigende verden over; en større andel af både piger og drenge går i skole; sundhedssystemerne er blevet bedre; folk får mere at spise osv.

Hovedårsagerne er sjældent dansk eller anden bistand alene, men skyldes især landenes egne anstrengelser.

Uden korruption ville resultaterne selvfølgelig være bedre. Om Udviklingsministeriet lærer nok af evalueringer og af kritikere, kan i høj grad diskuteres – og bliver det. Vi er nogle, der mener, at der er nok at komme efter.

Men hvis Danmark kun støttede ikkekorrupte lande, måtte vi lukke for bistanden øjeblikkeligt. Og havde vi nultolerance for fejl, måtte vi gøre det samme.

Bistandskritikernes følelser kan ingen tage fra dem. Deres specifikke og skråsikre påstande i Weekendavisen kan dog afvises. Skuffede forventninger til trods viser fakta, at lande, som modtog dansk bistand, har gjort store fremskridt.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Læs også kronik om, at den internationale udviklingsbistand ofte ikke virker efter hensigten, trods flotte ord og gode intentioner.

Læs også læserbrev som opfordrer til at stoppe al bilateral bistand direkte til ulandenes regeringer, og i stedet lade midlerne gå direkte til brugerne gennem NGO-organisationer.