Udviklingsbistand
Jesper Balle Valby Langgade 31.2.th., 2500 Valby
Fra en god bekendt fik jeg tilsendt kronikken af Jens Peter Tang Dalsgaard »Under overfladen« bragt den 7. april i Weekendavisen, hvor denne giver udtryk for sine frustrationer over den ulandsbistand, som han har oplevet, da han var aktiv Danida-ekspert. Samtidig har jeg noteret mig udviklingsminister Rasmus Prehns genmæle herpå den 24. april, hvilket på ingen måde er imponerende.
Ministeren er jo i realiteten kun en del af systemet og derfor en teknokrat, som åbenbart aldrig har haft fingeren på pulsen.
For to år siden rejste jeg i knap seks uger rundt i Afrika og besøgte seks lande herunder mit andet fædreland, Tanzania, hvor jeg opholdt mig i 1968 og 1969 og som ulandsfrivillig var med til at gennemføre nationaliseringen af alle bankerne til The National Bank of Commerce, som for øvrigt mange år efter blev afnationaliseret, så banken i dag ejes af sydafrikanske investorer.
Mit besøg i Tanzania efter 50 år var absolut ingen opmuntring, jeg kunne med egne øjne se, at levestandarden ikke var blevet væsentligt forbedret. Ligesom infrastruktur, såsom veje, busforbindelser og transport, heller ikke var væsentligt forbedret, og fattigdommen forsat eksisterede alle steder både på landet og i byerne. Når vi taler om ulandsbistand, er det som bekendt, fordi de bedre stillede lande har dårlig samvittighed, og tanken i sig selv er jo god nok.
Men når man nu her 50 år efter kan se, at intet mere eller mindre nævneværdigt har ændret sig, så må tiden være inde til at tænke nyt.
Så derfor: Drop al bilateral bistand direkte til ulandenes regeringer, men lad i stedet midlerne gå direkte til brugerne gennem NGO-organisationer. Samtidig bedes man lade halvdelen af bistanden gå til danske virksomheder, der har et ønske om at etablere sig i ulandene, idet de ad den vej kan forbedre landenes udvikling til gavn for eksport, arbejdskraft og mere velstand og derigennem hæve fattigdomsgrænsen og udviklingen for det enkelte uland.
Fremmede ord 1
Hanne Jensen Vilhelmsro 315, 3480 Fredensborg
Marianne Scott Sørensen beklager i Weekendavisen den 6. maj, at avisens skribenter bruger »sjældne og uforståelige fremmedord«. Når jeg ser et ord i Weekendavisen, som jeg ikke kender, bliver jeg nysgerrig, slår det op og oplever som regel, at ordet er velvagt. Fremmedord og fagtermer brugt af dygtige skribenter er med til at vedligeholde og udvide sprogets udtryksfuldhed og berige læseoplevelsen. Så jeg håber, at Linea Maja Ernst og alle hendes kollegaer bliver ved med at bruge de ord, som de finder bedst i sammenhængen, uden at skele for meget til herkomst og frekvens. I vore dage tager det kun få sekunder at slå et ord op.
Fremmede ord 2
Christina Brams 8000 Aarhus C
Det er ligesom at møde nye mennesker eller at møde nogle, man ikke har set i lang tid. Det gør ens verden større(re) og mere nuanceret.
Og har man ikke lige et passende opslagsværk, så er der nettet. Der findes alt muligt.
Jeg nyder, at det ikke altid er lige ud ad landevejen at læse tekster – det gælder også i Weekendavisen.
Yahya Hassan 1
Berte Olivia, instruktør og manuskriptforfatter Gl. Mejerivej 8, 3050 Humlebæk
Jeg er så sindssygt ked af, at Yahya Hassan er død. Så uendelig ked af det, som om et lysende håb for sandhed er slukket, og samtidig er det, som om en uhyggelig skygge af en spådom nu har materialiseret sig.
En evig sang om, at den smerte, der skal til for at nå det sted, hvor intet hensyn tages andet end det at udtrykke den rene, skære sandhed, samtidig er en smerte, der er uovervindelig, og som i sidste ende kræver det største offer.
Hans smertens skrig skar sig gennem hykleriet på den mest befriende måde, ordene var hans rene, lysende sandhed, som intet andet ville end at udtrykkes.
Det var kærlighed, fordi sandhed er kærlighed, og fordi verden for det meste foragter det sidste, må den så undvære det første. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera skrev i sin roman fra 1984, Tilværelsens ulidelige lethed, at det ikke er de svage, der går under i dette liv, det er de stærke, dem, der forstår og ser og løfter den byrde at ville leve i sandhed. Det er dem, der befolker de psykiatriske afdelinger, ikke de svage, som kan leve med benægtelsen og løgnen og ansvarsfralæggelsen og har, som Tove Ditlevsen skrev i digtsamlingen Den hemmelige rude fra 1961 i digtet »Afkald«, »de fjendeløses grå og sikre kår«.
Forfatter og dramatiker Arthur Miller skrev i sit skuespil Heksejagt fra 1954 om sin hovedkarakter, John Proctor, der i stykket bliver henrettet for hekseri: »Han havde det verden foragtede mest; styrke.«
Det havde Yayha Hassan også, han havde en ufattelig styrke, som de færreste af os vil være i stand til at forstå. En styrke, den har, hvis liv er brolagt med tabte ansigter, og som derfor ikke har nogen frygt for at tabe sit.
Hans styrke bestod i, at han var ubestikkelig, han afslørede hykleriet overalt, han var den, hvis interesse er det, han har på hjerte, og intet andet. En uddøende race i dag mere end nogensinde.
Hvil i fred, Yahya Hassan. Tak af hele mit hjerte for alle de gange du gennemborede det klæbrige og klistrede hykleri, der næsten altid kvæler sandheden, fordi ingen tilsyneladende forstår, at sandheden er kærligheden, den sammenstilling indeholdt du.
Yahya Hassan 2
Emil Herrig Lambertsen, studerende
Folk nåede knap at synke gravøllet, før Yahya Hassans tragiske død skulle udløse en islamkritisk diskussion. Allerede dagen efter Yahya Hassans begravelse var flere mennesker ude med riven på sociale medier og netaviser for at påpege, hvor underligt, de syntes, det var, at kvinderne stod i bagerste række til hans begravelse. En af dem var Jan E. Jørgensen, som er folketingsmedlem for Venstre. Jeg mener, det er fuldstændig forkasteligt at bruge et andet menneskes begravelse – et andet menneskes død – til at fremme sine egne politiske holdninger og ståsted, uanset hvad der må gå en på klingen. Jan E. Jørgensens blogindlæg starter med en disclaimer, der indikerer, at han aldrig har læst Yahya Hassans digtsamlinger efterfulgt af mange andre indikationer af, at han ikke vidste særlig meget om ham. Alligevel skal islam så endnu en gang have hele turen med den klassiske, dybt hykleriske svada om, at islam bygger på gammeldags værdier, og hvorfor kan kvinderne ikke gå forrest for en gangs skyld? Kunne vi ikke bare prøve at bytte? Jamen hvorfor skal faderen til bruden i et kristent bryllup give sin datter væk ved alteret til en mand? Hvorfor er det ikke omvendt? Kunne vi ikke prøve at bytte der også – bare for en gangs skyld?
Jeg kan næsten falde ned af stolen, når jeg læser ting som dette. Jeg kan slet ikke fatte, at der ikke er en lille switch, der tænder i hovedet på folk. En lille stemme, der siger: »Måske skal vi lige gemme denne her diskussion til en anden dag.« Tænk, hvis der dagen efter prins Henriks død var blusset en debat op om, hvorvidt en gammeldags opdragelsesmetode er forkert eller ej, og om det stadig er i orden at tugte sine børn med ham som afsæt for diskussionen, var folk så ikke også blevet stødt?
Til en begravelse er der visse religiøse traditioner, der skal overholdes, om så det er en kristen eller en muslimsk begravelse. Folk kan synes om dem, hvad de vil, men man får ikke ændret adfærden hos nogen som helst, hvis man bare skynder sig ud, strækker pegefingeren mod folk og råber: »I gør det forkert! For vi gør det nemlig anderledes!«
Jeg deltog selv i begravelsen, da Yahya og jeg er gamle venner. Det var den første muslimske begravelse, jeg har været til, og jeg var overvældet over, hvor smukt det var. Selvom jeg ikke kan arabisk, havde jeg svært ved at holde tårerne tilbage under imam Abu Khaleeds prædiken.
Jeg følte, at der var en helt anden fællesskabsfølelse, end jeg personligt selv har oplevet ved kristne begravelser. Ikke at dette debatindlæg på nogen måde skal handle om, hvem der holder de bedste begravelser, men det er sgu meget nemt at kritisere noget, som man aldrig selv har oplevet.
Jeg vil afrundingsvis understrege over for Jan E. Jørgensen og alle de andre, som har været hurtigt ude med deres holdninger til islam i forlængelse af Yahyas begravelse: En gang imellem kan det være en god idé lige at stoppe op og spørge sig selv: »Er det det hele værd?« Inden man udtaler sig om emner, som man ikke ved særligt meget om og ikke har faktatjekket, og når man på mange måder udstråler en kynisk og kold tilgang til noget, der berører utroligt mange mennesker. Folk havde knap nok tørret tårerne væk fra kinderne, før I var klar til at kaste jer ned over alt, hvad de mennesker tror på.
Så i faderens, sønnens og Helligåndens navn – eller undskyld: moderens, datterens og Helligåndindens navn: Thi nu stille, og find nogle lidt større sko at gå i.
