Kina
Torben Vestergaard Frandsen
Aalykkegade 33, 6000 Kolding
Når man som jeg, gennem mere end 20 år, ofte har haft sin gang hos WHO i Geneve, bliver man bekendt med, hvor den næste store pandemi kommer fra. Samstemmende har adskilige af WHOs videnskabsfolk fortalt mig, at den vil komme fra Kina, og man har også sagt, at det bliver fra det sydlige eller centrale Kina. Men denne oplysning får man kun, når man taler enkeltvis med folk fra WHO, og man ser det aldrig på tryk. Med et medlemsland så ømskindet som Kina taler man ikke højt om den slags. Så hellere risikere en pandemi.
Det har været ynkeligt at se WHO krybe for Kina, med vanskelig adgang til Wuhan og forbud mod at tale om, hvorledes Taiwan har klaret krisen, for Taiwan er jo en del af det kinesiske rige. Man skulle nok have ladet Taiwan styre Kina, for intet land har haft større succes med bekæmpelse af COVID-19 end Taiwan.
Tilsyneladende har islændingene kunnet følge mutationerne af COVID-19 tilbage til Wuhan engang i november, men vi skulle ikke informeres af kineserne førend nytårsaften. Det giver mindelser om kinesernes styring af SARS, som vi først fik kendskab til, da det ramte Hongkong. Skal kineserne aldrig lære af deres fejltagelser? Under SARS blev Kinas wet markets kortvarigt lukket, men derefter hurtigt åbnet igen, selvom man vidste, de var årsagen til epidemien, og SARS og COVID-19 er langtfra de eneste coronavirusser, der er kommet fra Kinas wet markets.
Sympati for Kina er for længst forduftet og erstattet af had især blandt uighurer, tibetanerne og folk i de dele af Indien, de har besat, samt Hongkong og Taiwan, tillige med Vietnam, Filippinerne, Malaysia og Brunei, hvis øer de har besat i modstrid med kendelser fra domstolen i Haag. Afrikanske ledere elsker stadig Kina, for bestikkelsen er rigelig, men folk i Afrika har efterhånden indset, hvilken afhængighed de får af Kina, når kineserne overtager deres havne og lufthavne, når lånene ikke kan tilbagebetales. I sidste uge blev en kinesisk fabrik brændt af i Nigeria.
Det kinesiske imperium kender tilsyneladende ingen grænser for sin arrogance, magtbrynde og ekspansionslyst.
Udviklingsbistand
Vibeke Kilt, pensioneret folkeskolelærer
Det er med stor forundring, frustration og vrede, at jeg læser artiklen »Under overfladen« i Weekendavisen nr. 15, forfattet af selvstændig erhvervsdrivende J.P. Tang Dalsgaard.
I min naivitet – og af et godt hjerte – har jeg i årevis på utallige og hyppige opfordringer sendt bidrag til store, velgørende organisationer som Røde Kors, Unicef, Læger uden grænser og Dansk Flygtningehjælp, godt hjulpet af samme med rørende artikler og fotos af nødlidende børn og familier i den tredje verden Og hvad læser jeg så?
Det blinde øje rettes i artiklen mod korruption, planlægning, monitorering, evaluering og rapportering, foretaget af såkaldte udviklingseksperter, der via bekostelige rejser, workshops og møder med middage sponseret af naive ydere som mig tærer på de ressourcer, der var tiltænkt fattige i udviklingslandene.
Hvad siger de nævnte organisationer til denne artikel? Er den overdrivelse, fri fantasi eller direkte løgn?
Jeg indstiller mine bidrag til ovennævnte organisationer, til jeg får et svar, der kan aflive min skepsis og bevare min lyst til fortsat at støtte verdens fattigste.
Osmotisk
Marianne Scott Sørensen
Smørumvej 81, Brønshøj
Tak for mange gode artikler, som jeg med glæde har læst. Jeg har dog en anke: Det er, som om de forskellige debattører, forfattere, journalister m.v. konkurrerer om at finde de mest sjældne og uforståelige fremmedord. Senest læste jeg en artikel af Linea Maja Ernst, hvor hun bruger ordet »osmotisk«.
Gad vide, hvor mange af os læsere, der er nødt til at slå ordet op, hvis man vil have den fulde forståelse af indlægget i Weekendavisen den 24. april.
Det sker ikke så sjældent, selv for en, der har en nogenlunde forståelse for både det talte og skriftlige sprog.
Det er smadderirriterende for at sige det ligeud, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad er det, der får folk til at ville bruge fremmedord, som kun få forstår?
Grønland
Sigurd Hilligsø Andersen, student, udenrigs- og forsvarspolitisk ordfører i Venstres Ungdom
Akelejevænget 25, 7730 Hanstholm
Da vi i efteråret sidste år først hørte om den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at købe Grønland, sad mange danskere helt målløse. Det virkede helt i skoven. Men USA har ikke fjernet blikket fra øen endnu. USA er klar til at investere 83 millioner kroner i Grønland, og på samme tid har de planer om at bygge et konsulat. Disse investeringer kan forekomme helt uskyldige. Men sådan en investering fra en fremmed stat er aldrig gratis. Amerikanerne er ved at købe indflydelse, uden om Christiansborg.
Det er godt at se, at USA tager Rusland og Kinas ekspansive opførsel i Arktis alvorligt, men at lade det gå ud over rigsfællesskabets suverænitet er et skridt for langt. Danmark har været et af de mest trofaste NATO-lande siden Murens fald. Vores forsvar er måske ikke stort nok, men vi har været meget villige til at deltage, når NATO drog i krig.
Vi bør selv kunne håndtere situationen i Arktis. Den opgave, som vores forsvar bestrider i Arktis, er kolossal, og de midler, som det har til rådighed i dag, er slet ikke tilstrækkeligt til at dække de to millioner kvadratkilometer, som Grønland udgør. USA er vores tætteste og vigtigste allierede. Men når rigsfællesskabet trues, skal Danmark kunne sige fra. Så længe Grønland er en del af rigsfællesskabet, har vi en pligt til at forsvare det.
Fløde
Mikkel Jensen, civilingeniør og ph.d.-studerende ved DTU
I 1999 ramte NASAs Mars-sonde Mars Climate Orbiter forbi sin kredsløbsbane på grund af en fejl i omregning mellem pund, fod, meter, kilogram. Flere års hårdt arbejde og over en milliard kroner forsvandt ud i verdensrummet. Helt så galt gik det ikke, da jeg forsøgte mig med Aske Muncks gengivelse af Christophe Bacquies cake citron-huile d’olive fra madklummen i Kultur den 17. april. Jeg studsede godt nok over de 70 centiliter fløde, der stod, men som autoritetstro kagebagernovice stod det ikke til mig at udfordre en michelinkoks opskrift. Efter halvanden times bagning (dobbelt af den angivne tid) var kagen stadig meget flydende og viste ingen tegn på at blive andet, og jeg begyndte at blive bekymret. En hurtig Google-søgning viste, at Le Monde angav 70 gram fløde i en lignende opskrift, hvilket omtrent svarer til syv centiliter. Hvem der uforvarende har sneget det ekstra nul ind, er ikke til at sige, men at være i selskab med NASAs ingeniører, er ikke helt skidt, om end på et lidt uheldigt grundlag. Kagen blev i andet forsøg i øvrigt udmærket og kan varmt anbefales.
Forskningsmidler
Lars Højer
Associate Professor and Deputy Head of Department Department of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen
Coronapandemien er over os, og mængden af syge og døde vokser verden over. Vi har i de senere år i et humanistisk forskningsprojekt om »eskalationer« kigget på, hvordan accelererende processer generelt, herunder potentielt epidemier og pandemier, har en tendens til at sætte gang i andre accelerationer også. De hopper fra det ene domæne til det andet, og ofte »muterer« de og sætter gang i overraskende og uforudsigelige processer.
I disse dage regner det med særopslag til bevillinger i coronaforskning fra diverse fonde og forskningsråd, både i Danmark og internationalt. Fristerne er korte, for der skal handles hurtigt, og der skal udvises handlekraft – og alle vil være med på coronavognen. De fleste forskere, inkl. undertegnede, kaster sig over coronarelateret forskning og formidling.
Det er helt forståeligt. Men man må spørge sig selv, om ikke krisestemningen er smittet af på tidshorisonterne for forskning. De enorme midler går til meget andet end vacciner, og det på trods af, at der nok skal komme masser af coronaforskning, selv hvis der ingen øremærkede midler var. Dette rejser et andet og mere fundamentalt spørgsmål.
Nødhjælpsorganisationer vil hellere have faste donationer end krisedonationer; dem kan de regne med, og de giver bedre mulighed for langsigtet planlægning.
På samme måde kan man spørge sig selv, hvorvidt det, vi ser i øjeblikket, er udtryk for en generel tendens til uddeling af anvendte kortsigtede krisemidler og til endnu en nedtoning af midler til det lange, seje træk, som grundforskning også er.
Er det, vi har været vidne til i de seneste årtier, i virkeligheden en epidemi af krise- og epidemitænkning?
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
